Digtene i Morten Klintøs nye samling rabler derudad. Vi befinder os i en særdeles energisk bevidsthed, der springer og glider af sted og forsøger at få det hele med: Der er citater fra Ewald, Højholt, Thomsen og andre; der er erindringsglimt, kærlighedsmøder, angstanfald, samtidskommentarer og meget andet. Et helt 'Arkiv for skrøbelighed', som bogen så fint hedder. Det er noget af en rodebutik. Allerede rent grafisk er bogen temmelig uordentlig, idet digtene er sat op som store hullede ordtæpper, der fylder hele sidens bredde og ofte strækker sig over adskillige sider. Af og til samler tekstvævet sig i almindelige enstrengede forløb med lige venstremargin, for så igen at spredes i grafisk flerstemmighed. Jeg har selv (navnlig i digtsamlingen 'Stof') brugt det flerstemmige satsbillede, så jeg skal være den sidste til at kritisere grafisk spredthed som sådan. Uorden har jeg intet imod. Men hvis læseoplevelsen skal være (blandt andre ting) lystfyldt, så er det vigtigt, at den uro og støj, der er på ét niveau, suppleres af en vis klarhed på i hvert fald ét af de andre niveauer. Det kunne være i billeddannelserne, i stemmernes distribution, i rytme og klang, i syntaks, i komposition, hvad som helst. Men som jeg læser den, er Klintøs nye bog både kon- og diffus på alle disse niveauer. Ordene falder over hinanden Billeddannelserne træder sjældent rigtig frem i de store ordtæpper; af og til nærmer de sig det parodiske, antagelig og forhåbentlig i de fleste tilfælde bevidst (»din stemmes krystalnat«, »legemets tartelet« og den slags). Rytmisk og klangligt er der i visse passager en god fremdrift, mens det i andre passager er, som om ordene falder over hinanden. Stilistisk veksler bogen mellem mytologisk, symbolistisk højstemt tale, paradokser og ordspil, hverdagslig sniksnak og den såkaldt lave stils interesse for kropslige funktioner. Og kompositorisk kan i hvert fald jeg ikke hitte hoved og hale i den. Rundt omkring må man tilmed lægge øjne til fælt selvsmagende formuleringer så som »jeg tør se ind i tomheden« og »jeg var bare en motherfucking smerte«. Lige som man må finde sig i, at hverken forfatter eller forlag tilsyneladende kan bøje pronominer (»Oplevelser med de der ...« hedder det et sted, oven i købet i en titel). Svært at se, hvad der er på spil Hvad handler bogen om? Lidt af hvert, som sagt, erindring, angst, kærlighed, samtid - alt det skrøbelige ... Der er noget på spil, tydeligvis. Men hvad det sådan mere præcist er, der er på spil, og hvorfor, har jeg svært ved at se. Det er kort sagt uklart, hvad bogens ærinde egentlig er, tematisk såvel som formelt. At 'Arkiv for skrøbelighed' er rodet, kompleks og sammensat, er ikke noget problem. Den hober en masse stof op, og der er knald på. Det er godt nok. Hvad den mangler, er prægnans. Klarhed. Noget, der træder frem i det konfuse ordtæppe. Noget - en linje, eller bare nogle punkter - der fæstner sig og bliver hængende i læserens hoved efter den hæsblæsende tur gennem dette 'Arkiv for skrøbelighed'.