Fedt er normalt det, vi skærer eller pustende løber væk fra. Enten skærer vi omhyggeligt kødets fedtbræmme af, eller også løber vi stønnende af sted for at undgå, at fedtet ophober sig på kroppens kantede skelet. Men fedt er også liv og vækst og lyst, fedt er sanselighed, det fedt, der drypper fra kødet ned på tallerkenen, det sekret og den sved, elskende kroppe afsondrer: Fedt er liv. På urgammelt 70'er-slang hedder det tilmed, at noget er 'fedt', når det er godt. Fedtet ligger med andre ord og vipper på en blævrende kant: mellem overflødighed og overflod. I så henseende er der en dyb parallel mellem fedt og poesi. 28 fedtperler savler og stønner Og det er måske ud fra dette dybtliggende slægtskab, Morten Søndergaard nu - kort tid efter udgivelsen af den fremragende kortprosating 'At holde havet tilbage med en kost' - fremkommer med de ikke mindre inciterende, drivende fede 'Fedtdigte'. 28 bittesmå fedtperler er det blevet til, befriet fra haiku og andet formalia, det er bare nogle linjer, der ligger og duver mellem én og elleve, og som i et direkte, ufortyndet 'fedtsprog' ormer sig gennem krop og køn, safter og blodstrømme. Digtene savler, stønner, glider og kæmper sig vej, alt er filtreret gennem kroppen og baner sig ind i og ud igennem kønsakten: »glider gennem fedtslusen/ drypper sæd fra læber/ rammer brystvortens spids/ glider skibbruden/ biologisk nedbrydelig/ smelter solen/ bløder tungen/ røvhullet en redningskrans/ midt i kroppens hav«. Lyst, pirring og glæde Allerforrest er en radering af Christian Lemmerz, der viser et mandligt lem set bagfra, der pløjer sig meget direkte ned i kvindens skød - der er altså med det samme angivet en helt ublu og uformidlet glæde ved det kropslige og det seksuelles fedtspil. Men det er ikke lutter juhu-idyl. I andre digte antydes konturerne af en smertefuld operation, »at åbne den sorte lever« står der, og vi har »en sav i indvoldenes søle«, imens »blodprøver/ klirrer over/ laboratoriets filt«, og »en virus springer/ fra krop til krop«, og »bedøvelsen fordampet/ smerten er tilbage«, og en ambulance ræser af sted »i det klæbrige mørke«. Kroppen er forgængelighed, er død og sygdom og smerte og forfald. Men den er jo også lyst, pirring og glæde, intens, glinsende »membranbrand«. Kroppen er det, der uophørligt er i færd med at forsvinde, men kroppene kan også skabe ting, kan frembringe liv, kan dukke op - celler deler sig og »køn bydes til« på »en spermfarvet himmel«. Dog, igen er der ingen synderlig rørstrømsk sentimentalitet hos den livsbesyngende digter: »se et menneske vokse/ dagligt rutineret/ tage på få tænder og/ dø/ fuck poesi/ hjertet er en kødæder/ vi fylder tarmene«. Et andet siger hårdt og nøgternt: »vilkårets/ tænder/ spyttet ud på/ morgengulvet«. Ser vi på digtenes verber er der en overflod af handlingsmættede tangenter, der veksler mellem aktiv og passiv, og mellem skabende og nedbrydende: »smelter«, »drejer«, »æder«, »dirrer« »bløder«, »pumper«, »glider«,»slider«, »knuser«, »blotter«, »slikker«, »springer«, »svæver«, »muterer«, »kravler«. Fedt er aldrig stillestående, det blævrer og hopper, det muterer og dirrer - således også her. Men hvad med sproget? Er der ikke en kløft mellem kroppen og alle disse digte, mellem mavens tavse vom og digtenes verbale livlighed? Et sted står der helt nøgent: »en vilje/ en pels/ en krop« - men hvad med digteren, han er jo andet end bare et gispende, pelsklædt dyr drevet af naturens blinde vilje? Det antydes, at der ud af vores kranier trods alt kommer sprog, og at der er »ting hængt til tørre på substantiver«, og med Beckett gælder det: »læs det skriv det/ som det er«. Store fede papirsider med radering Men til slut udmunder alt ikke desto mindre i et blafrende spørgsmål: »hvordan skal jeg sige det«. Der må nødvendigvis være en forskel mellem de dirrende nerver, og de indtørrede substantiver, en forskel, der måske ytrer sig som »vrøvlets stålkant«, altså en uforklarlig og uopløselig gåde i kløften mellem krop og sprog, mellem sansning og grammatik, den stålkant, digtets kniv skærer ned i mellem det sansede og det sagte. Samlingens korteste digt er på blot en linje og kan siges indirekte at kommentere denne kløft; der står blot: »orgasmen ler«. Orgasmen er det navn, vi giver den tilstand, hvor alt sortner, og vi dykker ind i lysten, en tilstand, hvor distancen mellem brøl og artikuleret sætning forekommer helt og aldeles ligegyldig. Man kan ikke rigtig sige, at digteren løser problemet, men han gør måske noget, der er meget bedre: Han udfører det, han skriver sine 'Fedtdigte', de står der jo, de sitrer, muterer, kravler og bløder ud over siderne. Og i hvilket værk! Samlingen er trykt i Pietrasanta i Italien, papirsiderne er store og fede og kornede, på forsiden er der en vidunderlig, næsten usynlig radering af det, der ligner en fedtstump, aflang, flosset og spændt ud, hvis det da ikke er aftrykket af en saftspændt vagina trykket ned over siden? Restauratøren og (grise)forfatteren Claus Christensen fra Gammel Mønt fortjener stor ros for at have bekostet og udgivet disse saftige, smukke, rå og fede digte. Fedt, de kom! Fedt, at Søndergaard skrev dem, fedt, at Lemmerz raderede dertil.