Det er en sindrigt konstrueret, vel researchet og retorisk effektfuld roman, svenske Carl-Johan Vallgren har skrevet med 'Den vidunderlige kærligheds historie'. Romanen følger en ekstremt vanskabt, døvstum, men tankelæsende dværg, der går gruelig meget igennem for at genforenes med sin elskede, en smuk pige, der fødtes samme dag som han selv. Begge er de født en februarnat 1812 som børn af prostituerede på et bordel i Königsberg, og deres veje skilles tidligt på grund af en sadistisk kunde i bordellet, en dommer, som bliver skæbnesvanger, hver gang han krydser deres vej. På de tre musketerers tid Hovedpersonen Hercule betragtes desuden af kirkens kardinaler og andre onde mænd som en Djævelens inkarnation. Dels på grund af sin vitterligt voldsomme vanskabthed, dels fordi han kan læse tanker og på lang afstand mærke, hvor bestemte personer befinder sig. Han så at sige 'lugter' fare og undgår således forfølgelsen. Og i bogens optik er det især fra et kirkeligt, katolsk synspunkt mistænkeligt. Kirkens mænd skildres nu lovlig meget, som om vi stadig var under inkvisitionen. På den anden side er vi ikke langt fra de tre musketerers tid. (Måske er Dumas et af forbillederne?). Ejendommelige udvækster Vallgren nyder åbenlyst sine egne effekter, og nogle af dem er originale - for eksempel er tankelæsningen bestyret med stramt mådehold - men mindst en gang rammer de ham i nakken og svækker den psykologiske sandsynlighed og sammenhængskraft. Ikke uden vellyst har forfatteren udpenslet den nyfødte Hercules vanskabthed: »Ansigtet var vendt mod ham (fødselslægen, red.), men han kunne dårligt nok se på det af rædsel«. Barnet har hverken næse eller mund, men et hareskårs røde fordybning »som en skål hvis flænsede kant sluttede på højde med øjnene. På den hårløse hjerneskal var der ejendommelige udvækster som mindede om sorte forstenede snegle. Tungen var kløvet som hos en slange. Knuder og buler vansirede tindingerne, huden var sprukken og skællet som en øgles«. Og så videre. Skabeloner og arketyper Derfor er det - i hvert fald for denne læser - en distraherende og undergravende irritation, både logisk og kunstnerisk, at Hercule får et kødeligt kærlighedsliv med sin Henriette. For det er romanens påstand, at er Hercule fysisk et misfoster, har han til gengæld en kærlig og klog sjæl, og det ved hans elskede Henriette. Men hvis hun også er fysisk tiltrukket af ham, er den rent åndelige kærligheds dimension totalt saboteret. Desuden er Henriettes ægtemand skildret som en kliché af en fremsynet, romantisk velhaver og foregangsmand fra det tidlige 19. århundrede. Hans fine spagfærdighed rimer ikke med den vilde luksus, forfatteren (atter forført af egne effekter) tildeler hans hus. Men den ædle ægtemand er blot en af mange skabeloner og arketyper i 'Den vidunderlige kærligheds historie'. Det cirkus, Hercule havner i som attraktion, er en anden. Vandrings-motivet Som i 'Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov', som udkom på dansk i 2002 og bl.a. behandlede udødelighedsmotivet, har Vallgren valgt vandringen som rød tråd i beretningen, vandringen rundt i Europa og op gennem tiden. I 'Dokumenter ...' overskred han århundrederne - det gør han i denne roman kun, for så vidt som den indledes med et brev fra et af Hercules amerikanske børnebørn, dateret 1994. Var man begejstret for 'Dokumenter ...', vil man også være det for 'Den vidunderlige kærligheds historie', for netop arketyperne, for den effektivt påførte kolorit, for de tidstypiske, gotiske gys og hele den omhyggelige skildring af samtiden med små (lovlig pædagogiske) kulturhistoriske afstikkere. Alt det er der jo liebhavere til, og ikke et ondt ord om det. Romanen fik August-prisen for bedste svenske roman i 2002, og Hans Christian Finks oversættelse er udmærket. Halv-prætentiøs underholdning Jeg har dog svært ved at lade mig fange. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der mangler. Jeg tror, det er en kunstnerisk kerne. Bogen står som en dygtig konstruktion, en sammenskrivning af forfatterens sikkert omfattende læsning om bl.a. historie, tysk idealisme etc., og den er båret af hans store fascination, blandt andet af skrivningen selv og af sin egen skabning. Det skal ikke lægges ham til last, men et litterært kunstværk bliver det ikke. Snarere ambitiøs, belæst og lidt prætentiøs underholdning.