Laugesen sidder rygvendt og tamper i sin gamle Remington (eller det der for en lægmand ligner), Henrik Have skuler bistert bag sin kolossale monster-skrivemaskine, Tafdrup skriver yndefuldt med sin fyldepen, alt imens Stochholm fiffigt grifler på sit papir, midt i barens bulder og kammeraten Bobergs tilråb til »Nicolaj«. Men først får vi en præsentation af hvem, hvad, hvorfor, ved Lars Skinnebach: Sammen med Janus Kodal har han fået den glimrende idé at bede fire digtere om at skrive et digt på 60 sekunder, hvorefter de skal læse det op for kameraet. Resultatet er blevet en virkelig fin og snurrig lille mini-film, først som nævnt med Skinnebachs præludium, der er brudt af et '60 Minutes'-agtigt stopurs tikken, og derefter med de fire protagonister, hvorefter sagaen rundes af med de fire digtes fremtoning på sort baggrund, akkompagneret af Dahns 'A Little of You' (det hele er i øvrigt redigeret af Luba Mukibi). Godt og bimlende eksperiment Humlen er dels mødet mellem filmmediet og ordene og digternes kødelige kroppe og stemmer, dels vel også den uregerlige hastighed, hvormed de fire digtere skal frembringe digtet, overvåget af det blidt dansende kamera. Ingen af digterne skriver på pc eller Mac, alle er bundet til enten håndens sirlige arbejde eller skrivemaskinens rastløse hamren. Og de skriver alle eminent karakteristiske digte. Laugesen om nogle hunde, der var der, eller ikke, Tafdrup om tiden og døden, Have om en cykel og en have, mens Stochholm mumler, at digtet er alt, her og nu, ved ikke-stedets ødelæggelse. De er også alle fanget i deres egensindige kropslighed, vi får meget tydeligt mimikken, kropsholdningen, gestikulationerne, øjnenes glimt, og stemmernes flimren. Og man når aldrig at kede sig, for filmen er så hurtigt overstået. En virkelig tiltalende og skægt raspende lille sag, et godt og bimlende eksperiment, er det blevet.