For alle, der med et saligt suk har ladet sig rive over stenede, men stormfulde højder, gennem Herbjørg Wassmos huse med blinde glasverandaer og rundt om hendes kraftfulde Dina fra Reinsnes, er der lidt af en kastevind i sigte. For svenske Elisabeth Rynells prisbelønnede gennembrudsroman om forblæste skæbner i den norrlandske ødemarksflække Hohaj har indstøbt samme virkningsfulde treenighed i sit fundament. Fortidens synder Mennesker med forfrosne flænger på sjælen og indre ødemarker så langt, forestillingsevnen rækker, gennemtrænges i elvte time af vulkaniseret lidenskab, der nøje spejler sig i naturens spæde opblomstring. Men for sent. Nytteløst. For når klokken slår tolv, og forbandelsen tænkes sønderrevet, er der kun Skæbnen med stort S at se dybt i øjnene og fortidens synder at sone. Uventet hjerterum »Hvem har lagt de glatte, stille timer ud her?. Snetimerne. Endeløst hvide vidder«, lyder det i den tilfrosne rammefortælling fra det ufremkommelige Hohaj, der lader en navnløs kvindes rasende sorg over tabet af sin elskede fyge gennem alle sprækker. Ind til hovedhistorien om den frændeløse, færøske vandrer Aron, der midt i en snestorm finder uventet hjerterum hos ægteparret Helga og Salomon og tilmed arbejde som hestepasser i Hohajs øde egne. Kødelig forening Under sit første sommerlange ophold i ødemarken møder han den unge, menneskesky Inna med den umiskendeligt ulmende seksualitet. Holdt nede af den sjælsrå krøblingefar, Knorten, for hvem hun agerer både kuet datter og kone i bibelsk betydning med hele registret af ubærlige incestscener til følge. Det kræver næppe medlemskab af Dansk Psykologforening at regne ud, at mødet mellem Aron og Inna ender i bristefærdig kødelig forening, og tak skæbne for et festfyrværkeri over den høje, skandinaviske nattehimmel. For Rynell skal ikke beskyldes for at slibe storheden af sine ord, så de passer til vor hjemlige mindstemål, hvor man hellere siger for lidt end for meget. Med hjertet i halsen Tværtimod lyser det ene storslåede ordbillede efter det andet op i fortællingens intenst sitrende rum, hvor åndedrættet hæver og sænker sig, imens følelser og fornemmelser får mæle. »Som havde morgenens stilhed drukket hver eneste lyd ud af hendes bevægelser«, hedder det for eksempel, og videre »mine tanker har mistet fingrene. De får ikke fat i noget, roder bare rundt«. Man kommer ikke uden om, at gammeltestamentlige skæbnetråde og symboltunge, vulgærjungianske vejvisere til fru Animus, hr. Anima og den legendariske, kvindelige urkraft gelejder tolkningen i mål. Men takket være det ganske uforfalskede sprog sender man ikke Milde Moses mange appellerende tanker undervejs, men hænger i stedet ved ordstrømmen fra det høje nord. Som den klareste frostånde en tidlig vintermorgen, over bakker og dale og med hjertet i halsen.