Visse tekster af yngre danske forfattere og forfatterinder er som dømt til øjeblikkeligt at traske ind i, om ikke kanon, så dog den frugtbare strøm af antologier, Dansklærerforeningen udgiver. Det gælder f.eks. for Sonnergaards sager, og det gælder i allerhøjeste grad også for Trine Andersens noveller her i 'Anden kønslig omgang'. Og dét i en sådan grad, at den første novelle, 'Det usigelige', driver tykt gæk med den gængse dansklærers tendens til at lave vulgærfreudianske symboltydninger af drømme. Barsk og ironisk Fortælleren skal genfortælle en drøm, der kun alt for tydeligt vedrører tærsklen fra pigeliv til voksen, kvindelig seksualitet, men stopper hele tiden op og undsiger drømmens og tolkningens alt for banalt tydelige karakter. Dermed er stilen lagt for de øvrige tolv tekster. De er alle meget tydelige, men den måde, hvorpå Andersen selvbevidst og skiftevis barsk og ironisk udøver sin novellekunst, redder samtlige tekster fra det behjertet trivielle. Chokerende omvendinger Andersen mestrer især kunsten at etablere en scene af genkendelse, forventning, fordomme og konvention - for derefter elegant og pludseligt eller direkte chokerende at undergrave og omvende hele billedet. I 'Bestie Ballet' er det en flok voldsliderlige drenge i S-toget, der pludselig af den yndige, blonde pige udsættes for et blodigt angreb. I 'Olé' er det togpassagerernes opfattelse af den sexdampende overklasse-toreador, der brister, idet han viser sig at være en grov araber, der bare skal af på Hovedbanegården; i 'Dom' er det unge Erika, der får at vide, hun snart skal dø, fluks går ud og bliver gravid og hårdt presser sin ældre læge til at love at tage sig af barnet, for »liv er lige så ureglementeret, som det er målrettet i sin intention«. Sardonisk humor Besk er Trine Andersen derimod i 'Brist', hvor lille Elsebeth som pige og ung kvinde udsættes for latterlige og væmmelige blottere, men som ældre kvinde pludselig savner en mands begærende blik, selv i blotterens ynkelige form: »Mænd var svage og kvinder svagere. At en syg stodders blik skulle være bedre end intet«. Det er undervejs et hårdt univers, Andersen opretter, men det er formildet af fine og usentimentale billeder af varig og stærk kærlighed - i 'Det yderste' tænker den gamle kvinde om sin døende mand: »Det meste af mit liv har jeg tænkt på at forlade dig«, men så kommer al kærligheden vældende, og novellen ender i stor ømhed. Kvinden kunne have valgt mindst ti elskere, men blev ved sin mand og høster den gode, hårdt indvundne ømhed som belønning. På samme opløftende måde ender samlingen med 'Stormen', der beretter om den voldsomme kærlighed, der er funderet på en dyb kløft af forskel på mand og kvinde. Disse velskrevne noveller er bittersøde, voldsomme, ømskindede og angstfulde og dog næret af en sardonisk humor og en robust livsduelighed.