30-årige Seimi Nørregaard debuterer nu med 30 vidunderlige digte betitlet 'Jeg forventer en masse'. Det kan hun vist roligt gøre, og vi andre med, både af livet i al almindelighed, og af Nørregaards digterier i særdeleshed. Bedragerisk simpelt I begyndelsen af året rullede ukendte Adda Djørup ind på scenen med 'Monsieurs monologer', men nu er det altså Seimi Nørregaards tur til på lignende måde helt ud af det blå (når fraregnes Spoken Word-optrædender) at springe ud som dybt talentfuld digterinde - Nørregaard skriver i en bedragerisk let og simpel stil, henter sine scenarier fra et finkornet og tætmasket hverdagsliv anno disse dage, garneret med de vildeste og også nogle gange voldsomste drømme-sekvenser. Finurligt sofistikeret Det er et univers, som får mig til at tænke på en kobling af Mumidalen, af Jørgen Clevin, af den unge keramiker Fie Norskers eventyrstil, og et skvæt Katrine Ærtebjerg, parret med takter fra en Lone Hørslev, altså finurligt sofistikerede udklip fra hverdagen; skulle man lege med -ismer, ville jeg betegne stilen som neonaivistisk, hvor Nørregaard vel at mærke langtfra er naiv i slet forstand. Knusende enkelt Digtene er virkeligt og letbenet legende som i bogstavlegen, der triller efter assonans-sætninger: »Rusker river roder raver/Brommer blidt blindt/Bange bagved busken« (og ja, »Brommer« er virkelig med 'o'), eller som lydord, der gengiver hestens hovklapren »klok/klok/klok«, eller i form af et digterjeg, der skjuler sig bag en busk for at overraske nogen. Alt er båret af en triumferende og øm tro på sprogets suveræne almagt; når jeget har et såkaldt »romantisk øjeblik« med sin elskede, er det ikke, som det med en træt platitude hedder, »ubeskriveligt«, for: »Jeg kan godt beskrive hvordan det er«, som det titelløse digt frejdigt indleder; der er også trøstende strudse, der stikker hovedet ind ad bilruden til det hulkende jeg, der er mørke og tristesse og brutalitet og jagt - men det er alt sammen indrulleret i en digtning, der er lysende lys og knusende enkel og skrubcharmerende. Granduftende mumi-poesi Omslaget har Nørregaard selv frembragt, det er kongenialt og forjættende, og undergrundsforlaget Hurricane kan takke sin Gud og skaber for, at Seimi Nørregaard debuterer dér, det er godt kapret. Jeg ved af gode grunde ikke, om Nørregaard nogensinde skriver en toer, men det er også helt ligegyldigt, for selv om læseren forventer en masse, er der absolut ingen fare for at blive skuffet ved mødet med disse granduftende og dejlige mumi-digte.