Tre fæle herrer med penge på den franske maner via fiduser og vennetjenester har fået et gyldent håndtryk fra deres megastore firmaer. Andre ansatte bliver fyret på gråt papir, tusinder af små mennesker frister en anden skæbne end den at spise foie gras i store blokke med kniv og gaffel. Sydfranske strømere Men skæbnen er også brutal og skælmsk for disse mænd uden anden udsigt end kapitalismens swimmingpool og sus og dus. De myrdes kort og godt, døden giver nemlig ikke efterløn, og der er ikke kun koldt på toppen, men også i den dybe grav på kirkegården, såmænd selv nede i det varme Sydfrankrig. Dog seje strømere er ikke langt hjemme fra, snarere tæt ved åstedet. Vi er vraiment et sted mellem Nice og Marseilles, og selv om les flics også her i det smukke Provence har hang til andre goder end de lovlige, er de dog også runden af den rette republikanske og retskafne ånd. De går til makronerne med den holdning, at en god gangster er en død gangster. Fandenivoldsk superstrisser Halvdanskeren Tom Borg fra Ole Bornemanns tidligere thrillere er tilbage. Han blev afskediget uretfærdigt og uretmæssigt smidt i fængsel. Men Tom tages til nåde og sammen med vennen og kollegaen Clair plus nogle nye tilkomne fra politikorpset danner de typisk en antigangsterbande med ret til at dræbe. Borg med det blonde look og frivole indre er atter superstrisseren med trang til whisky, cigaretter og nøgne piger. Fraskilt er han nemlig nu fri og fandenivoldsk og opsøger romantisk sin hemmelige elskerinde igennem femten år. Plus det dejlige har hun endvidere forbindelse til megaskurken Geisner, der såmænd igen har forbindelse med vor egen H.C. Andersen-ambassadør Roland Dumas, som i sit hjemland helst bliver sat i forbindelse med en anden korrupt eventyrlighed end digtermandens fra bøgerne. Og så igen med præsident Chirac, som suspekt spiste for 4.000 franc friske grøntsager om dagen, dengang han var borgmester i Paris! Hvilken grøn bankkonto! Politisk på den franske måde Hvis læseren er træt af den politisk korrekte og politisk bekymrede skandinaviske krimi, er modgiften klart Bornemanns ragout. Ikke at krimien ikke er politisk, men det er den på den særlige franske måde, hvor en sort spade kaldes for en spade, og der hverken lægges fingre eller franske kartofler mellem forbrydelsens elementer og deres skinbarlige, faktuelle virkelighed. Bornemanns spektakulære krimi er ikke overraskende i sit plot, men fascinerende i sin frejdige glæde ved at rive maskerne af forbryderne, mens der gumles savlende løs på verdens bedste mad og drikke. Så underholdningen er sikret, hvis du altså er til de der øretæver mellem venner og fjender, som just er fregnerne i en hver fransk 'roman policier', den galliske krimi med dræbende håndkantslag og stjålne kys.