Det er en lidt pudsig stemme, han har, Claus Handberg Christensen: Den er lidt ru og rå, nogle steder næsten demonstrativt, men også pletvis blid og blød på en meget indfødt københavnsk måde. Jeg følte mig svagt gennemskuet og kejtet under læsningen, Handbergs digterblik har noget bedragerisk sjakbajs over sig (en lille smule som en ung Sandemose tilsat en dosis Lars Skinnebachsk ultravold). Men lige underneden glimter en intelligens, man ikke skal undervurdere, også selv om digterstemmen slår syv kors for sig over for såkaldt kloge og civiliserede mænd. Fremmedsprog Det er et omtrent 35-årigt digterjeg, der taler, i prosaisk urimede talesprogsdigte afvekslende med decideret kortprosa, der typisk fremstiller på en gang surrealt bizarre og fysisk håndgribelige scenarier. Samlingens spændvidde og stemmens rækkevidde befinder sig mellem disse to poler: Det nøgternt eller forsorent konkrete og det hårdkogt dampende surreale, med en klar hovedvægt lagt på den første pol - markeret af samlingens uhyre fine ydergrafik i dæmpet sort-hvid og med billede af symmetriske rækker af garageporte, og ikke mindst af samlingens titel, 'En tilpas støj', det kunne også gælde for det fremmede sprog, samlingen selv er fuld af. Både-Og Stemmen gengiver skævt kulrede glimt fra hverdagslivet med kæresten og datteren, erindringsbrokker fra en tilværelse med kvinder, sex, mælk og køreture, druk og snak, venner og hele resten - strengt taget og netop ikke det store, men i det små på en helt prunkløs og uprætentiøs måde meget tilpas. Jeg synes ikke, Handberg er slem til at kokettere og indsmigre sig, snarere er han tilbøjelig til at rette blikket mod et dødt punkt ude i rummet, hvis der er noget og især nogen, han ikke kan fordrage - som det sker i digtet om en yndlingsaversion i bekendtskabskredsen. Dermed er Handberg på den ene side del af en bølge af neokonkret prosa og lyrik med fokus på hverdagen og intimsfæren, men samtidig på den anden side en hørbar, distinkt stemme befriet fra sniksnak og forsøg på at charme sig ind, og tiltag til demonstrativt at skulle være politisk i ordets ideologiske forstand. Keder sig behageligt Der er en dosis generøsitet og skarp arbejdervenlighed i disse digte, parret med en minimal tristesse her og der, og så denne blide insisteren: »og du er nødt til at lytte/for det jeg siger er på ingen måde vigtigt/folk falder ikke/på knæ om morgenen af taknemmelighed/og Statsministeren løfter ikke et bryn/men har du smag for det, er jeg din mand/og jeg vil elske at kede dig«. Jeg vil godt tilstå, at man lige præcis keder sig behageligt og tilpas støjende i selskab med Handberg Christensens fint brummende københavnske panserbassestemme og dens uvigtigt anselige prosalyrik.