Når jeg kender mørket i Linda Boström Knausgårds private liv, skyldes det hendes verdensberømte mands bøger. I flere af dem ligger hun hyllet i tavshed i en seng ovenpå, mens Karl Ove tager sig af børnene nedenunder, kører dem i skole eller fortsætter sin encyklopædiske kortlægning af sig selv og verden ovre i sit skriveskur .
I sjette bind af ’Min kamp’ skriver Knausgård detaljeret om sin hustrus bipolare lidelse, herunder at hun blev kastet ind i en psykotisk tilstand, da han første gang lod hende læse, hvad han havde skrevet om hendes sygdomsforløb. ’Om foråret’, tredje bind i hans personlige årstidsleksikon, rummer en dramatisk scene, hvor han beretter om hustruens selvmordsforsøg og indlæggelse med blå blink, mens naboen tager sig af børnene, som de har fire af.
Linda Boström Knausgård, som i november sidste år meddelte, at ægteparret skal skilles, er altså om noget et menneske, hvis helt personlige liv optræder i en (anden) forfatters bøger. Hun er virkelig, som vi er andre er virkelige, og så er hun virkelig, som man nu engang er det i Karl Oves fiktionsfrie fiktion.
Men hun er også noget andet: en selvstændig skabende kunstner, forfatter i egen ret, hvis værker selvsagt ikke skal læses gennem den optik, hendes mand har skabt, men skal vurderes på baggrund af indhold og form i den litteratur, hun selv skaber. Med den tilføjelse, at også Linda Boström Knausgård skriver meget selvbiografisk funderede bøger og har fortalt om det i medierne. Som læser er man altså også fra hendes egen mund udstyret med forforståelser, som bringer hendes egen virkelige person i spil i forhold til hendes litterære figurer.
