Vi er i slutningen af april/ jeg er lige fyldt treogtredive// ungdommens tredje fase«, med disse sætninger sætter Asta sig selv og situationen i scene. Asta er romanens fortæller og selv forfatter, hun er i gang med den svære toer, som skal handle om en polsk cementkunstner ved navn Lysander Milo.
Det går bare hverken særlig hurtigt eller særlig godt. Og ellers går dagene med at soppe rundt i kunstmiljøet, på date med en dokumentarfilminstruktør, til performances og til oplæsninger med efterfølgende øl og fejlslagne forsøg på at finde nogen at følges hjem med. Det er lidt svært, og det bliver ikke nemmere, når spørgsmålet om børn slumrer et sted. Men Asta er også begyndt at rende ind i gamle bekendte, fra dengang hun og bedsteveninden Mai boede på kollegium sammen. Disse tilfældige møder samt indbydelsen til en mindehøjtidelighed for Mais afdøde kæreste, August, fører Asta på sporet af ungdommens første faser.
