Lyt til artiklen
For år tilbage interviewede jeg en pensioneret historieprofessor i Beijing. Han fortalte, hvordan han havde oplevet Kulturrevolutionen i 1960’erne, og særligt én ting slog mig: Han vænnede sig til det.
I en periode var han udsat for alvor kritik af de unge rødgardister og andre, der var optaget af Mao Zedongs tanker om at ødelægge alt gammelt tankegods og fortsætte revolutionen. Derfor skulle han hver dag møde op på et lokalt torv, hvor han fik hængt et skilt om halsen, der proklamerede, at han var reaktionær, og så skulle han stå stille, mens der blev råbt slagord imod ham.
