’Love Me Tender’ af Constance Debré er i hvert fald to ting: irriterende og frisættende. Det autofiktive jeg har forladt sin mand gennem tyve år og sit job som advokat for at udleve sin boheme-forfatterdrøm og sin lesbiske seksualitet. Det betyder, at hun ikke har nogen penge, og at hendes mand har set sig sur på hende og derfor ikke lader hende have særlig meget samvær med deres søn.
I begyndelsen af bruddet går det ellers fint, 7/7-ordning, »en uge hos mig, hvor jeg tog mig af ham, en uge hos hans far, hvor jeg tog mig af pigerne«.
Men det lykkes eksmanden at udstille Constance som seksuelt udskejende, og pludselig må hun kun se sønnen en enkelt time hver anden uge. Den bitre blanding af eks og bureaukrati gør, at der går måneder mellem nogle af besøgene.
En moders værste mareridt, og så er det heller ikke værre. Dét er bogens frisættende og radikale potentiale. Fordi Constance klarer den. Hun har travlt med at svømme og knalde og skrive. Hun vil gerne se sin søn, men så er det heller ikke vigtigere, og nogle gange kan de godt løbe tør for samtaleemner i den der times samvær.
Generelt får moderskabet en forfriskende overhaling:
»At være mor er værre end at være kvinde. (...) Hvis folk har lyst til at tro, at kvinden har en særlig forbindelse til månen, naturen, instinkterne, der tvinger hende til at klynge sig til moderskabet og opgive sig selv, så skal de være velkomne. Mig interesserer det ikke«.
Det er oprigtigt forfriskende, at der bliver rusket i familiens helligdom, at blodets ukrænkelige bånd fortyndes.
Træls selviscenesættelse
Men Constance er simpelthen også en smule træls. Hun har så travlt med at tage afstand fra al konformitet, at det bliver enerverende i længden. Der bliver røget mange smøger, knaldet mange damer (som oftest bliver forladt, når tosomheden begynder at stramme som et dukkehus) og flyttet mellem arrondissementer. Selviscenesættelsen som flanerende butch baggårdskat kammer over i udsagn som:
»Jeg får lyst til at skyde mig selv ved tanken om et liv med alle bekvemmeligheder og et fyldt køleskab«.
Og:
»Jeg tager mit svømmetøj, mine smøger, en bog, og så går jeg. Ikke i nogen bestemt retning. Helst et sted, hvor der ikke er for pænt, jeg kan ikke længere holde skønhed ud«.
Jeg kommer til at forestille mig, hvordan citater fra bogen ville lyde i det virkelige liv. Hvordan det ville virke at sidde ved siden af nogen til en fest, som pludselig ud af det blå siger:
»Jeg elsker sex, ligesom jeg elsker at kigge på folk på gaden«.
Som var det meningen, at man skulle blive benovet eller forarget; i stedet får man mest lyst til at skynde sig ud i køkkenet, for måske er der her nogen, der har mindre travlt med at mytegøre sig selv end Constance .
fortsæt med at læse
