Jeg tror ikke, at Daniel Dalgaards ’Vulkanø’ kunne være skrevet af andre end en millennial – en person der var barn eller ung omkring år 2000. Man oplever det i mange af bogens referencer, men også i blikket på det at være far, som også er bogens projekt: hvordan man er uhyre bevidst om at slæbe sin egen barndom med sig, når man selv skal være far og voksen.
Det er viljen til dette selvransagende dobbeltperspektiv i fremstillingen – fortælleren springer mellem fortid og nutid for at nærme sig en forståelse – der emmer af noget, jeg i hvert fald genkender fra min egen generation: den konstante selvevaluering og ekstreme opmærksomhed på, hvad man gentager og i hvert fald ikke vil gentage af fejl. At se sig selv udefra som den fejlbarlige far, man insisterer på, at man er:
