Hanne Ørstavik sætter sig i en stol på Forlaget Athene og siger nej tak til både te og kaffe.
Skålen med chokolader skubber hun væk. Fordi hun ved, at hun alligevel ikke kan få noget ned, mens hun har hele sin opmærksomhed i et interview.
Eller i en samtale, bør jeg skrive. For et interview med Hanne Ørstavik former sig mere som en samtale af den slags, hvor der kan gå både ti og femten sekunder imellem, at en af os siger noget. Uden at det er spor ubehageligt. Det er intenst.
Hanne Ørstavik er 39 år og har en udstråling, der skiller sig ud fra mængden. Håret er afbleget kridhvidt og helt kort med sortfarvet krans inderst. Hendes træk er smalle, men stærke. Og i dag bærer hun sin orangerøde skjorte og sit matchende slips med rank ryg.
Men det er hverken frisuren eller tøjet, man ikke kan løsrive sig fra, selv om begge dele fremhæver personligheden. Det er det mørke bliks undersøgende intensitet, man ikke kan komme bort fra.
Ikke at jeg har lyst til at gøre det, men hende nytter det altså ikke noget at stikke en hvid løgn. Enten ser hun igennem den, eller også spørger hun, stille og roligt, hvad man egentlig mener med det, man siger.
Hvad mener du?
Det sker allerede, da jeg har sagt de første sætninger. Om at »det da er utroligt, så meget røre hun kan skabe i Norge med sine romaner«, hvoraf den første, ’Hakk’, udkom i 1994 og den seneste, ’kaldet – romanen’, udkom i 2006, men først nu foreligger på dansk.
Hanne Ørstavik ler og spørger:
»Hvad mener du?«.
At et festskrift for dig blev kritiseret, fordi ingen kritiske kritikere deltog. Og så var der også sagen om din tidligere veninde Solveig, svarer jeg.
I sig selv er det usædvanligt, at en kun 39-årig forfatters bøger bliver genstand for et festskrift skrevet af hele elleve kritikere – heraf otte fra hjemlandet og tre fra Danmark.
Men at det så også ligefrem vækker mediedebat, fordi nogle savner mere kritiske stemmer i festskriftet, vidner om den urovækkende skikkelse, den mange gange prisbelønnede Hanne Ørstavik er i norsk litteratur.
Emotionel debat
Sagen om hendes tidligere veninde Solveig Østrem har vel været endnu mere omtalt. I romanen ’Uge 43’ skrev Hanne Ørstavik om en Solveig, der fik hendes ungdomsveninde af samme navn til at føle sig ikke blot ramt, men udstillet.
Virkelighedens Solveig tog til genmæle i offentligheden. I øvrigt uden at det kom til at gå ud over Ørstaviks ry som forfatter. Efterfølgende støttede adskillige kolleger hendes roman og ret til at bruge elementer af virkeligheden i fiktionen.
Men i udgangspunktet siger både den ene og den anden debat om hendes forfatterskab en del om de blandede og meget temperamentsfyldte reaktioner, hendes bøger får. Synes hun også selv:
»Hver gang noget kommer ud i offentligheden, som har med mig at gøre, er modtagelsen modsætningsfyldt. På en måde føles det smerteligt. Men på en anden måde er det spændende«.
»Noget betydningsfuldt sættes i bevægelse, og derfor er jeg glad for, at der kommer den type reaktion. Som er så emotionel. Fordi den viser, at man ikke ved, hvad man skal stille op med de følelser, som bøgerne berører, og som min person bliver et billede på. Det er interessant, at bøgerne virker så stærke«.
Kritik med høj temperatur
Når modtagelsen af bøgerne er positiv, virker det stærkt. Når den er negativ, virker det også stærkt. Og som forfatterskabet skrider frem, tænker Hanne Ørstavik mere og mere, at det er bedre, at hendes bøger betyder noget. End at de virker ligegyldige.
Temperaturen i kritikken af hende er »altid høj«, siger hun, og det tyder på, at hun sætter noget i bevægelse med det, hun skriver.
Og dét ikke nødvendigvis kun bevægelser affødt af rare associationer. Hun har skrevet om børns og voksnes psykologiske afmagt, og ’kaldet – romanen’ er en bog, hvor forholdet mellem afmagt og magt i psykologisk forstand er et gennemgående tema.
Bogens hovedperson er en forfatter, der ikke kan få sin roman til at komme frem og makke ret på et tidspunkt i sit liv, hvor hun er nyskilt, flyttet til byen sammen med sin datter og lider af mærkelige, uforklarlige smerter i lår, bækken og andre steder.
»Der er de ydre magtstrukturer. Og så er der de indre«, siger Hanne Ørstavik og lader det være underforstået, at det er de indre, hun har skrevet om.
Ubehagelig læsning
De kan også være meget ubehagelige at læse om. Nogle passager i dine bøger vækker stort ubehag.
»Jeg tror præcis, det er det, det handler om: vort ubehag. Hvor skal vi gøre af det? Hvordan skal vi bære det? Skal vi tage det på os selv, eller skal vi skyde det over på bogen og sige, at den er dårlig, fordi der er ubehag i den? Men sig mig lige: Hvad er det, der virker ubehageligt på dig?«.
Værsgo. I en samtale med Hanne Ørstavik får man – rimeligt nok – sine udtalelser og spørgsmål tilbage i hovedet igen. Af to nysgerrige øjenbryn og en stemme, der er lige dele interesseret lyttende og fordrende. Hun vil simpelthen vide, hvad man egentlig mener.
Genkendelsen af følelserne, af afmagten, af de fysiske smerter. Den kvindelige hovedpersons historie følger hende. Farmoderens, faderens og moderens historie er givet videre til hende. Hun går til energiterapeut, fysioterapeut og psykolog, men ingen af delene hjælper. Jo, fysioterapeuten gør. Et par timer.
Hanne Ørstavik ler. Hendes romans hovedpersons lårsmerter bliver i bogen beskrevet så nøjagtigt, at Virginia Woolf kunne være forfatteren. Eller to af Ørstaviks danske forfatterkolleger og -veninder, Christina Hesselholdt og Ida Jessen.
Det kan være ubehageligt at læse Ørstavik. Men hvordan har det så ikke været ligefrem at skrive ’kaldet – romanen?’
»Udgangspunktet for at skrive romanen var, at det var nogen tid siden, jeg sidst havde skrevet. Og jeg skriver for at forholde mig til mit liv. Undersøge, hvor jeg står, og hvor jeg skal hen. Så der stod jeg og ville meget gerne skrive«.
»Før havde jeg fundet en problematik og en person, der kunne bære den, og havde fulgt fortællingen. Nu fungerede det ikke for mig mere. Jeg havde kun ét billede i mit hoved. I måned efter måned. Af en kvinde, der stod ved vinduet med ryggen til«.
Romanen er stor!
Det var med billedet af kvinden i vinduet, at ’kaldet – romanen’ begyndte. Sine tidligere romaner havde Hanne Ørstavik skrevet på baggrund af en problematik eller på et billede, der gav fortælling fra sig.
Det her billede forblev tavst. I noget nær en evighed. »Der sker jo ingenting«, tænkte hun om kvinden, der bare blev ved med at stå i hendes tanker. Indtil Hanne Ørstavik prøvede at tage imod det ene billede, hun havde fået:
»Jeg tænkte, at måske skal jeg bare møde det. Så lille en ting det end er. Så det gjorde jeg nærmest for min egen skyld. Og jeg havde ikke skrevet mere end to afsnit, før jeg forstod, at billedet af kvinden faktisk indeholdt en roman«.
»Men mens jeg skrev, blev det en kamp mellem den og mig. Hver gang jeg tænkte, at nu kunne jeg bare følge fortællingen, så lukkede den sig. Hvis jeg i stedet lyttede til den, fik jeg noget«.
Da Hanne Ørstavik var færdig med den, kunne hun se, at hun med ’kaldet – romanen ’ havde skrevet en bog, hvor fiktionen var større end noget, hun havde håbet på:
»Romanen er stor! Romanen er stor!, råbte jeg, mens jeg løb rundt i skoven, hvor jeg boede. Jeg mente ikke min roman. Men romanen som form. Alle de forskellige, modsatrettede viljer i livet«.
Et mylder af indgange
Ørstaviks ’kaldet – romanen’ har flere indgange end hendes tidligere bøger. Der er en historie om en farmor, der bliver mor i stedet for missionær i Kina, og der er et ægteskab, som går itu, hvorefter manden siger: »... jeg ved det kan lade sig gøre at leve anderledes kærlighedsfuldt sammen med en«.
Men hvorfor kunne farmoderen kun få nogle måneders missionæruddannelse, når farfaderen kunne få flere års? Og er der kun én forklaring på det kærlighedsfulde, spørger Ørstavik. Sådan sætter forfatteren i sin bog spørgsmålstegn ved de indgroede mønstre, man skal have et nærgående blik for at få øje på.
Måske hænger en del af den mere flertydige udvikling i forfatterskabet sammen med hendes alder. I hvert fald har den at gøre med en personlig udvikling.
Da jeg var ung, troede jeg, at man ville være mere sikker på sig selv og mindre i tvivl med alderen, siger jeg. Og tilføjer et satirisk ha!
Hanne Ørstavik ler. Vi er åbenbart flere om at blive mindre stålsikre med alderen.
Til gengæld får nogle så, og heriblandt hende, nogle andre egenskaber foræret. En mulighed for at holde og videregive flere stemmer i sig. Og en evne til at tænke over sig selv under skrivningen og handle derefter om ikke under så i hvert fald senere.
Kroppen må med
Mens Hanne Ørstavik skrev ’kaldet – romanen’ om en nyskilt kvinde i Oslo, boede hun sammen med mand og datter i et rækkehus i en forstad. Derude løb hun ifølge norske aviser flere timer i skoven hver dag.
Da hun havde skrevet romanen, lod hun sit eget liv halte efter den. Hvilket er typisk for hende, siger hun selv. Hun flyttede til Oslo med sin datter og lod sig uddanne til såkaldt Rosenterapeut, så hun nu praktiserer en dags tid om ugen med hænderne – og bevæger sine læsere resten af tiden.
Lige nu skriver hun på en ny roman. Der blandt andet handler om, at man ikke kan flygte fra smerten, for så bliver den bare værre:
»Man er nødt til bare at være der med sin krop. For hvis man kan det, holder man måske op med at bruge alle kræfterne på ikke at være der. Det lyder måske banalt. Men det er det ikke«.
fortsæt med at læse
