På Kultorvet holder mennesker og hunde til, begge i flok. Ikke herreløse hunde, men deres herrer på bænken kunne se ud til at være hjemløse.
Eller måske med fast adresse, men utvivlsomt alkoholiserede. En af hundene er en schnauzer:
»Samme race som min egen hund«, siger den høje, rolige, velklædte mand, før fotografen beder ham vende høvdingeprofilen i en anden retning. Jeg har lige spurgt, om han motionerer, siden han er så slank og adræt trods sine 74 år:
»Jeg spiller tennis. Og så har jeg hund«.
Mon han nu også tænker: Hundens herre dér på bænken kunne have været mig?
Scenen minder i hvert fald om dén, der åbner hans nyeste bog. Dér er hovedpersonen ude at gå:
»Uden for den nedlagte jernbanestation i Skellefteå« sad tre mænd og »delte en flaske vin, nok ikke den første. Jurma havde løftet hovedet da han så ham, som i en genkendende bevægelse, men så kigget ned igen, som i skam eller afsindigt raseri. Det gjorde ondt. Det var ubegribeligt at det ikke var ham selv«.
Minnesotakure og flugtforsøg
’Et andet liv’ er nemlig historien om, hvorfor det kunne have været den nu så rationelle, kontrollerede og gennemelskværdige Per Olov Enquist, der havde siddet dér.
På Kultorvet eller – som den jævnaldrende Jurma fra barndommen – uden for stationen i Skellefteå, købstaden 20 kilometer fra Enquists fødehjem i bygden Hjoggböle i Västerbotten.
Fortællingen om landsbyskolelærerindens søn, der blev forfatter, dramatiker, ’reservedansker’ i 1980’erne – og alkoholiker.
Om Minnesotakure, flugtforsøg og endelig om den februardag i 1990, hvor han med hjemegnens ord kan erklære sig for »totalafholdsmand« – og siden da ikke har drukket en dråbe spiritus.
Imponerede og taknemmlige anmeldere
Per Olov Enquist – bogens hovedperson såvel som dens forfatter på besøg i København forud for den danske udgivelse på torsdag, 22. januar – kæmpede sig ud af det igen, fik en chance til, ’et andet liv’.
Altså en fortælling om synd, fortabelse og genopstandelse, men ’bekendelseslitteratur’ er det ikke. Kristent farvet, men dét er ikke hovedtemaet – snarere én lang befrielseskamp fra hjemegnens og den enlige mors missionske fromhed og kontrol.
Erindringer eller roman?
På det danske titelblad kom der til at stå ’roman’, men det er en fejl, siger forlaget brødebetynget. De svenske anmeldere talte både om en »roman« (Svenska Dagbladet) og om en »selvbiografi«, som forener »romanforfatteren, dokumentaristen og mennesket P.O. Enquist« (Dagens Nyheter).
Imponerede og taknemmelige var de alle, og han fik den store Augustpris for 2008, opkaldt efter den Strindberg, som Enquist netop skrev sit første drama om, ’Tribadernes nat’.
Dokument eller digt
Hovedpersonen i ’Et andet liv’ omtales i tredje person, men det er ikke en andens liv, siger Enquist, det er hans egen historie. Roman eller selvbiografi – hvad vil han så selv kalde den?
»En bog! Jeg kan jo godt se romantrækkene: Det er fortælling med en hovedperson, og da jeg selv læste den ind som lydbog, tænkte jeg endda: Det her er jo en roman! Da opstod der ligesom en afstand mellem ham i bogen og mig selv. En roman kan man imidlertid styre i en hvilken som helst retning. Men her er jeg jo styret af, hvad der faktisk skete. Her kan jeg ikke snyde, jeg véd, når jeg begynder, at jeg er nødt til at slutte med, hvad der skete i februar 1990. Den historie indfanger mig ubønhørligt fra begyndelsen, og jeg kan ikke bare hitte på et eller andet – dér går grænsen til romanen. Jeg har jo faktisk et liv«.
»Jeg begyndte med at skrive de første tres sider i ’jeg’-form, men det var uhyre vanskeligt – jeg syntes, jeg blev lidt ... fej! Med en vis afstand til en tredjeperson, ’han’, kunne jeg faktisk gå meget tættere på. Men allerede for fyrre år siden skrev jeg for resten på første side i ’Legionærerne’, at hvis nogen kom i tvivl, om dén var en roman eller en afhandling, så var mit svar: Det er en bog«.
Ud af skabet
1968-romanen ’Legionærerne’, om Sveriges udlevering af baltere til Sovjet efter Anden Verdenskrig, blev et hovedværk i 1960’ernes svenske ’dokumentarisme’, og ’Et andet liv’ kan også læses som ’dokumentarisk’ nøgle til scener, personer og begivenheder, vi kender fra hans romaner.
Barndommen f.eks. i ’Musikanternes udtog’, ’Kaptajn Nemos bibliotek’ og ’Lewis rejse’. Ungdomsårenes sportsfascination og dens plads i den politiske debat i ’Sekundanten’ og i OL-reportagen ’Katedralen i München’.
»Men det liv, den sidste tredjedel af bogen omhandler, har jeg trods alt ventet atten år med at tage op og altid været fast besluttet på ikke at skrive om. Jeg elsker jo ikke den her situation – at komme ud af skabet! Jeg hader det i virkeligheden. Men nu, da det er gjort, er jeg glad for, at jeg gjorde det. Det var ikke noget at være bange for. Nogle vil så kun læse den del af bogen, andre vil se den som en helhed, en politisk roman, måske, der ikke kun handler om et socialpolitisk fænomen som alkohol, men om et helt liv. Man glemmer jo, hvad man har oplevet, men når man så finder gamle brevbunker, dagbøger på loftet ... Gud! Det kom tilbage! Man begynder med en lille flænge, men så husker man«.
Skrivetalent og indavl
I beretningerne om din far, der døde, da du var spæd, leder du efter træk, der er i modsætning til din mors kontrollerede fromhed, og som du kan have arvet – f.eks. skrivetalent?
»Det er jo en ret speciel profession at være forfatter. I min ungdom tænkte jeg, at det var et fag, man ville kunne lære sig, men jo ældre jeg bliver, sker det oftere, at jeg om morgenen vågner og læser, hvad jeg har skrevet aftenen før: Er det virkelig mig, der har skrevet dét? Det kan være dårligt eller må skrives om, men så tænker jeg: Det her er faktisk interessant; hvad i mig er det, der får mig til at skrive det her? Jeg bliver lidt forundret: Hvor kommer det fra? En fætter har tegnet slægtens stamtræ tilbage til 1700-tallet, og både på min mors og fars side er de udelukkende småbønder, og alle kommer de fra samme område med en radius på 30 kilometer. Skulle man finde et uintellektuelt miljø, så måtte det da være det lille sogn inde i skoven i Västerbotten«.
Men der var alligevel kun 100 meter, skriver du, mellem din morfars gård og Larssons gård, hvor kriminalforfatteren Stieg Larssons far boede ...
»Ja, fra selve Hjoggböle kommer ikke færre end fem medlemmer af den svenske forfatterforening, bl.a. Kurt Salomonsson. Og fra den lidt større hjemegn Västerbotten, bare lidt længere inde i landet, kommer også Torgny Lindgren, Sara Lidman og flere. Dialektgrænserne i Sverige går ’på skrå’, langs bjergkæderne mellem elvenes dale, så Lindgren, Lidman og jeg taler præcis samme dialekt, forskellig fra den sydpå i Umeå eller nordpå i Piteå«.
Kan vi dermed konkludere, at skrivetalentet ikke opnås ved arv, men udvikles af miljø?
»Ved indavl!«.
Kulturradikalisme – ikke i Sverige
Din egen svenske forfattergeneration med 1960’ernes dokumentariske litteratur – Lidman, Jersild, Per Wästberg, du selv og flere – havde et internationalt udsyn, mens dansk nyrealisme og modernisme groft sagt var optaget af middelklassens psykologiske problemer. Havde Sverige da overtaget kulturradikalismen?
»Det er et smigrende billede, men kulturradikalisme ... Nej. Det, der skete i Sverige, var jo opdagelsen af den tredje verden. Punktum! Pludselig eksisterede den tredje verden i debatten og kom ind i politikken med Palme – alting skete meget hurtigt i 60’erne. Men vi har jo aldrig haft nogen Georg Brandes, kulturradikalismen har ingen større rolle spillet i Sverige. Hvilke kulturradikale har vi haft? Jo, Hasseåtage, komikerparret er lysende eksempler på kombinationen af PH-frækhed og politisk bevidsthed, men også forankret i Socialdemokratiet«, siger Enquist, der aldrig har lagt skjul på, at han selv var socialdemokrat – om end ikke altid i fodslag med partiets dagsbefaling.
»Der er jo den store forskel på arbejderbevægelsen hos jer og hos os, at i Danmark udviklede den sig – lærte Svend Auken mig engang – i en vertikal struktur, langs de gamle lavs grænser, som fagforeningerne udviklede sig af, mens den i Sverige nærmest eksploderede horisontalt over hele det meget større land og derfor blev mere centralt styret, fra Stockholm. Danmark er jo et gammelt land i sammenligning med Sverige. Danmark havde en rolle i historien allerede i 1400-tallet, mens Sverige først blev skabt af arbejderbevægelse og ingeniører«.
Samvittigheden før loven
Du ved tidligt, skriver du, at »man skal sætte samvittigheden over loven«, men ved ikke, »hvor moralen kom fra, fra Bibelen eller fra sportens moralkodeks«?
»Ja, sporten bygger på overenskomsten om ’spillets regler’, altså en ’lov’: 100-meter-løbet starter fra samme linje, fodbolden er fuld af love, og overtrædelse mødes med stærk moralisme – det ser vi ikke mindst i debatten om doping. Mod anarkismen i legen står altså en stærk moralisme: Vi må holde os til lovene, ellers er legen ikke morsom!«.
»Men at samvittighedens bud kan gå forud for lovens, det er selvfølgelig også en gammel religiøs, kristen tankegang. Og hvis vi følger samvittigheden imod loven – ja, for eksempel som vi har set det i hjælpen til afviste asylansøgere, der går under jorden – så må vi som sociale mennesker i den civilisation, vi lever i, også tage konsekvensen og sige: Jeg vil straffes! Der må være en grænse, også for grænseløsheden, derfor loven. Bestod samfundet kun af frie samvittigheder, ville det være anarkistisk – dét er dilemmaet«.
En smuk journalist fra DR
’Et andet liv’ er en fortælling om et langt livs dilemmaer. Men også om, hvordan tilfældet kan trodse alle målbevidste valg og stræben efter kontrol – og ikke kun i form af selvdestruktiv omgang med alkohol.
Eksempelvis fortæller Enquist, hvordan han har meldt afbud til et interview med »en utrolig smuk kvindelig journalist fra Danmarks Radio«, men går forkert i en korridor på Dramaten og møder hende alligevel.
Kvinden, der senere må mønstre både uendelig tålmodighed og håndfast omsorg, og som udelukkende hyldes for det i bogen, er Lone Bastholm – senere skuespilchef på Det Kgl. Teater, fiktionsprogramchef i TV 2 m.v.
Og samlever gennem femten år med Per Olov Enquist, der nu tålmodigt poserer for fotografen nede på Kultorvet og åbenbart føler trang til at opsummere:
»Jeg lærte utrolig meget i de år, jeg boede i Danmark, selv om jeg måske ikke var ædru hele tiden«.
fortsæt med at læse
