Engang da den unge forretningsmand Flemming Østergaard var i New York, så han en artikel i en lokal avis, som forsøgte at forklare amerikanerne om den danske jantelov. En vanskelig opgave i artikelform, men ved siden af den skar to vittighedstegninger sagen ud i sort streg på hvidt papir. Tegningen forestillede en mand, der i silende regn venter på bussen i henholdsvis New York og København, da en stor Cadillac triller forbi. I den amerikanske taleboble tænkte buspassageren: »Hvis jeg arbejder stenhårdt, kan jeg have sådan en bil om tre år«. I den danske version var teksten: »Det dumme svin - det er garanteret en skattesnyder. Eller i hvert fald en alt for stor firmabil«. Dansk jantelov 34 år senere griner Flemming Østergaard på sit store hjørnekontor i et af Parkens tårne med en svimlende udsigt over et stadig snedækket Østerbro ved mindet om vittigheden. Men kun ganske kort. »For den er jo alt for sand. Det er desværre Danmark i en nøddeskal«. »Mistanken og misundelsen er så stor, at den forhindrer os i at glædes på andres vegne. Jeg forstår det simpelthen ikke«. Præsident FlemmingVil det sige, at du jubler, hvis Brøndby bliver mestre til sommer? »Nej, ikke ligefrem jubler, men jeg kan sagtens glædes på deres træner, Michael Laudrups, vegne«. »Han er Danmarks og mit eget ikon inden for fodbold, og jeg kan sagtens unde ham at vinde et nationalt mesterskab«. Siger manden, hvis officielle titel er bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment. Eller »president«, som der står på engelsk på hans visitkort. Det passer ligesom bedre på Don Ø, som manden i den store flyder af en kontorstol blot hedder i folkemunde. Kættersk ambition På skrivebordet foran ham ligger blandt andet et udvalg af de aviser, som i de sidste ti år har skrevet mere om Flemming Østergaard end om samtlige andre danske sportsledere tilsammen og endda mere end om landets største sportsstjerner. »Det undrer da også mig. Jeg har ingen anden forklaring på interessen, end at jeg valgte at være hundrede procent mig selv og ærlig, da jeg gik ind i ledelsen af FCK, som nu engang også er en klub, mange har et forhold til. Vi går ikke ligefrem stille med dørene, og det gør jeg heller ikke selv. Men meget af det, der står i aviserne, er desværre også løgn«, siger Flemming Østergaard. For at rette op på de mange vrangbilleder om ham i offentligheden og ikke mindst for at fortælle om den brændende vision for FCK, underholdningsbranchen og dansk fodbold som helhed, som han hvert år holder omkring 60 velbesøgte foredrag om, har han skrevet endnu en bog. »Lidt krukke har man vel lov at være«, som han skriver i bogen. Den første, som naturligvis hed 'Don Ø', var en selvbiografi, men i 'Varmt hjerte, koldt blod' fokuserer forretningsmanden og fodboldentusiasten mere på sine teser om management, branchen og den store drøm om at få sin klub med i det fineste selskab, Champions League. En næsten kættersk tanke i klubbens indtil videre sløjeste sæson i årevis, og efter at FCK i efteråret blev fejet ud af kvalifikationen til Champions League af den slovenske miniput ND Gorcia efter et nederlag på lammende 0-5 i København. Adskille sport og forretning »Sæsonen er ikke forbi endnu, så lad os vente med at gøre status. Alle klubber, også de største, kommer imidlertid ud for dårlige år. Men over en lang periode er der ingen tvivl om, at FCK står med de bedste muligheder for at blive den storklub her i landet, som for alvor sætter dansk klubfodbold på verdenskortet«. »Også langt bedre end Brøndby. Fordi vi har flere strenge at spille på og er kommet først på en lang række fronter. Vi har bredt vores aktiviteter ud, mens Brøndby har haft meget travlt med at holde fast i, at de var en fodboldklub. Først for nylig har de forsøgt at efterligne os«, siger Flemming Østergaard. Få dage efter at interviewet fandt sted, blev hans ord understreget af bruddet i Brøndbys bestyrelse, der blev forladt af formand Torben Røsler og to andre erhvervsfolk, som frygtede, at klubben havde satset alt for højt i bestræbelserne på at købe Bella Centeret. Ifølge et interview med Flemming Østergaard i Berlingske Tidende i torsdags, fordi Brøndby »vil i krig med FCK«. Velvidende, at han dermed har luftet en lille provokation mod 'arvefjenden' ude på Vestegnen. For et af de forhold, Flemming Østergaard lægger frem i bogen, er, at der ikke er mange tilfældigheder i det, han siger og gør. »Man skal sørge for at adskille sport og forretning. I erhvervslivet er der altså ikke en fodboldkamp mellem Brøndby og FCK. Det er der nogle, som glemmer«, siger Flemming Østergaard med et lille smil. Sport er et afstressende åndehul Som ung atlet hjemme i Skovshoved nord for København var han en lovende idrætsmand og en målfarlig angriber i fodbold. Men en alvorlig trafikulykke invaliderede Flemming Østergaard og smadrede hans ene knæ. Dermed var det slut med et aktivt liv i sport. »Når jeg står og ser nogle andre ældre herrer more sig med at spille old boys-fodbold, kan jeg næsten blive småbitter over, at det ikke er mig. Men jeg kan ikke. Derfor må jeg nøjes med glæden ved at se på, men den er også stor«. »Sport er simpelthen luft for mig, åndehullet og afstresningen i et presset arbejdsliv, og så er jeg ligeglad med, om det er en seriekamp i fodbold i Vedbæk eller et af mine børnebørn, som spiller basketball lørdag formiddag«. »Jeg skal bare se det, så slapper jeg af. Derfor kører jeg gerne et par timer eller tre til en håndboldkamp med FCK et sted i provinsen og tilbage igen midt om natten efter en lang arbejdsdag«, siger Flemming Østergaard. Don Ø's ansigt tatoveret på ryggen I dag må formanden derfor nøjes med tilskuerens rolle og at spille en smule golf. På den måde matcher Flemming Østergaard et hastigt voksende kontingent af mennesker i den vestlige verden med så meget styr på hverdag, karriere og familie, at behovet for underholdning er udtalt. »Der er et paradoks i den moderne livsstil, som fodbolden kan udnytte. For mens vi er blevet materielt rigere og rigere, føler folk sig mere og mere travle og stressede. Derfor er der et stort behov for og råd til at benytte sig af gode tilbud om underholdning og afstresning«. »Her er sport den oplagte måde at få et ugentlig adrenalinkick på. I Europa er det især fodbold, der har og kan forstærke den rolle, fordi vi af historiske grunde har flest traditioner forbundet med den sportsgren«. Flemming Østergaard giver sig til at rulle en stor tegning ud på skrivebordet. Op fra papiret springer en hel regn af FCK-logoer og et enkelt fra Brøndby. »Find fejlen«, står der hen over sceneriet med barnlig skrift, og i et hjørne på tegningen køres en fodboldspiller i gul trøje gennem noget, der ligner en kødhakker. Billedet er et blandt mange, Flemming Østergaard modtager hver uge fra skoleelever. »Selv om jeg er vild med fodbold selv, undrer det mig alligevel, hvor stor betydning det har - helt ned i børnehaveklasserne, som du kan se. Her forleden dag, da jeg var ovre at hilse på vores fans på C-tribunen i Parken, var der en, som smed skjorten, for at vise, at han havde fået mit ansigt tatoveret på ryggen!«. »Der er mange, som har 'Don Ø' og »FCK« stående på skuldre og arme. Så tænker man sådan - Jesus Christ, ikke? Det er fint, at de går op i det, men jeg kan godt blive lidt forskrækket over sådan en lidenskab. Forhåbentlig er der også andet vigtigt i de menneskers liv«, håber han. Hvem er det underlige slipsedyr? Men ved at gå en runde på sit stadion og trykke næver med fanskaren forud for hver kamp med FCK har Flemming Østergaard selv været med til at skabe tætte bånd mellem klub og supportere. En skik, han indførte, da han blev direktør i klubben i 1997. »De tænkte helt sikkert: »Hvad fanden er det for et underligt slipsedyr, og hvorfor skal han rende her og spille præsident?«. Men det var jeg klar over, at de ville gøre. For mig var det bare en måde at vise respekt på. Og så ville jeg både høre, hvad de mente om tingene, og spørge dem, om de ikke kunne tage en kammerat eller to med til fodbold næste gang«. »Næste søndag stod der jo flere og råbte: »Hej, Flemming, nu har jeg taget mine venner med«. Enkelt, men det virkede, og i dag har vi landets største fanklub med 18.000 medlemmer«. På samme måde bestemte Flemming Østergaard sig for at sætte sig selv forrest, da FCK i 1997 gik på børsen. »I alle de år, hvor jeg var direktør i erhvervslivet, kunne jeg ikke lide at være i pressen. Det overlod jeg som regel til min presseafdeling. Jeg følte et ubehag ved at blive interviewet og var usikker over for journalister«. »Men da vi blev et børsnoteret aktieselskab, var der brug for den troværdighed i erhvervslivet, jeg havde opbygget gennem de mange, mere anonyme år. Derfor satte jeg mig selv ind, og når man først har gjort det, er der ingen vej tilbage. Det er kommet bag på mig, hvor stor eksponering man kan få, og hvor meget alting bliver endevendt, men jeg har vænnet mig til det nu og snakker med fem-seks journalister hver eneste dag«. En del af underholdningsbranchen Med andre ord er Don Ø for længst blevet en landskendt figur, en del af den branding af FCK, der betyder alt, når man opererer i underholdningsbranchen. Og det har Østergaard aldrig lagt skjul på, at overbygningen på de to hæderkronede fodboldklubber, KB og B1903, gør. »Fodbold er sidestillet med al anden underholdning og kultur som tilbud til fritiden, når det handler om folks opmærksomhed. Det er også derfor, at vi har tonet rent flag og er en del af underholdningsbranchen med de store koncerter i Parken, Melodi Grand Prix og også satser på anden form for sport som håndbold og forhåbentlig med tiden også ishockey«. »Men fodbold er et godt brand, ikke mindst i kraft af Champions League, hvilket er en af grundene til, at det er så vigtigt for FCK at komme med i den turnering. Det vil også være et kolossalt løft for København at få de største hold med de mest glamourøse navne hertil for at spille«, siger Flemming Østergaard. Pressens magt I forhold til det halsstarrige image, der klæber til den tætbyggede formand i Parken, er Flemming Østergaard afdæmpet og lyttende under samtalen denne formiddag et par dage før starten af Superligaen. Men Don Ø, som han blot kaldes i sportspressen, ville ikke være den samme uden udfald mod netop sportsjournalisterne, hvoraf han tager blandt andre Jyllands-Postens sportsredaktør Frits Christensen under særbehandling i sin nye bog. I Parkens direktion var det på et tidspunkt en joke at føre statistik over, hvor mange dårligdomme i dansk idræt der ifølge sportsredaktøren kunne henføres til FCK. Som den eneste krævede Frits Christensen, at Flemming Østergaard skulle gå af efter nederlaget til slovenske Gorcia. Selv om Flemming Østergaard kalder sportsredaktøren »en ligegyldighed«, har han næsten helliget et helt kapitel til ham. »Jeg nævner ham også for hans egen skyld. Hvis vi alle sammen bare holder kæft, sker der jo ikke en skid. Når jeg kan tage ti artikler om FCK eller mig, og de beviseligt alle er baserede på løgn, så er det ikke sjovt længere. Pressen har enorm magt, og det skal den være mere bevidst om. Det er, som om journalister ikke tænker over det og over, hvor bange folk er for dem. Det er bare det, jeg prøver at pointere«. Alle, der nævnte den kamp, fik en på snottenMen det er vel rimeligt nok, at pressen kritiserer FCK efter et historisk og symbolsk nederlag som det mod Gorcia, der tilsyneladende ikke fik konsekvenser for nogen? »Det nægter jeg heller ikke. Men sportsjournalisterne kan sagtens kritisere en enkelt kamp og kræve alt muligt. For at analysere sådan noget til bunds må man kende til den interne dagligdag og træning i FCK. Her var vi enige om, at det virkede, som om fire-fem af vores bærende spillere havde fået et granatchok, og det er det svært at straffe nogen for. Det må selvfølgelig ikke ske, men det sker for alle hold indimellem«. »Det tog mig en uge at komme over det og tænke frem og positivt igen. Derefter fik alle, der nævnte den kamp, en på snotten. Vi kunne ikke lave om det på, så der var ikke grund til at tænke mere på det. Vi kan lave reklamekampagner og tilrettelægge en sund økonomi, men i sidste ende er det jo for helvede de 11 genier, der løber rundt på banen, som skal vinde for os. Det er essensen af, hvorfor fodbold er så svær en forretning«. Den frække slagterhund fra København Netop ved hjælp af den tålmodighed, som synes at være en vigtig del af de nye tider i det, man engang kaldte »galehuset FCK« på grund af talrige udskiftninger af trænere og direktører, tror Flemming Østergaard, at klubben kan blive Danmarks markante og internationale fodboldhold. Hvordan vil han af konkurrencemæssige årsager ikke præcist afsløre i sin bog, men målet er at gøre virksomheden dobbelt så stor som nu, hvor den har 500 ansatte og omsætter for knapt en halv milliard kroner om året. »Da jeg blev direktør i 1997, havde man 7.500 tilskuere i gennemsnit i Parken, nu har vi 23.000, og det er ikke urealistisk at nå op på 30.000 inden for overskuelig fremtid. Vi har investeret i bedre lyd til koncerterne i Parken og købt Lalandia. I fremtiden får vi forhåbentlig bygget en ny skøjtehal på Østerbro, hvor der også kan spilles håndbold«. »Jeg vil ikke udelukke, at der snart kommer investeringer i udlandet. Alt det giver os forudsætningen for blive Danmarks store fodboldhold. Og det er formentlig kun realistisk, at et så lille land kan mønstre mere end en stor klub. Det ved vi, og det ved konkurrenterne selvfølgelig også«, siger Flemming Østergaard. Men kan man overhovedet kombinere en fodboldmæssig skødehund for familien Danmark og vagthund ved den nationale arena med det image, som FCK har og selv understreger i sine reklamefilm som en fræk slagterhund fra København? »Det tror jeg. Når jeg er ude at holde foredrag i Jylland, viser jeg vores fire reklamefilm, hvor der blandt andet bliver råbt op om »bonderøve«. Og de fleste griner af det. Vi har også flere og flere fans i provinsen. Man kan godt være fan af fodboldklubben og København som sådan, fordi man bor i Jylland. Det vigtige er igen bare, at vi er os selv og ikke undskylder, hvem vi er«, mener Flemming Østergaard. »Hvordan ved du, at jeg er arrogant?« For nogle år siden stod Flemming Østergaard i pausen af et af de klassiske københavneropgør mellem FCK og Brøndby i sponsor-loungen på Brøndby station, da han pludselig kom til at overhøre en samtale mellem to mænd, der stod og talte om Don Ø. »Ham der Flemming Østergaard, han er en forfærdelig arrogant skiderik«, sagde den ene. »Nej, han er en skideflink fyr. Han kommer til middag hos mig på lørdag, han er sgu o.k.«, svarede den anden. Tro mod sin natur vendte Flemming Østergaard sig om og gik hen mod de to mænd. Med det forbløffende resultatet, at hans fortaler og kommende vært for en middag nærmest løb væk. »Makkeren stod alene tilbage, så jeg sagde ligeud til ham: »Hvordan kan du vide, at jeg er arrogant, når du aldrig har mødt mig, din original?«. Det kunne han faktisk godt se, og vi fik en fornuftig snak. Men ham, der havde forsvaret mig og muligvis opfundet et middagsselskab, fik jeg aldrig hilst på«.Selv om Flemming Østergaard forekommer hård i filten selv, undrer han sig over kritik fra folk, han ikke kender. Alligevel er den en af de mange negative effekter af den såkaldte Don Ø-effekt, erkender formanden. Skråsikker uvidenhed »Der er mange ulemper. Der er da mange, som vender sig imod FCK og kritiserer os, fordi de ikke kan lide mig. Det ville da være meget nemmere for mig at slikke røv - for at sige det rent ud - på politikere og alle mulige andre end at sige min mening«. »Jeg er da ikke i tvivl om, at der er en vis modvilje mod at give os lov til at lave en multihal ved Parken på grund af nogle forestillinger om mig. Men jeg kan ikke ændre mig selv. Det vigtigste for mig er, at folk, der lærer mig at kende, finder ud af, hvordan jeg er. Det eneste, jeg ikke kan tage, er folk, som overhovedet ikke kender mig, men som alligevel udtaler sig skråsikkert om mig ud fra noget, de har læst i avisen«. »Jeg bliver ikke så såret over det længere, som jeg gjorde for bare fem år siden, men det undrer da alligevel. På langt sigt er jeg ikke desto mindre sikker på, at det er rimeligt klogt at sige, hvad fanden man mener, og være sig selv«. Respekt og prestige kan ikke købesOgså selv om prisen er, at du bliver opfattet som psykopat? »O.k., den har jeg så aldrig lige hørt, men vi er i en branche med meget stor bevågenhed fra medierne, og kan man ikke klare det, skal man holde op. Det vigtigste er at kunne se sig selv i øjnene og rette fejlen, hvis man begår en. Hvis jeg synes, at du er en festoriginal, siger jeg det til dig, mens vi er sammen, og ikke bagefter til andre«. »Det er måske meget udansk, men det er sgu da i sandhedens interesse. Hvis nogen opfatter det som provokerende, er det fint. Men både mine venner og fjender ved, hvad jeg mener. Og jeg bagtaler ikke nogen«. Siger manden, der ofte i medierne beskyldes for at angle efter anerkendelse og derfor har det svært med kritik. Og om hvem hans tidligere topspiller, Brian Laudrup, har sagt, at intet af det, Flemming Østergaard foretager sig, er tilfældigt. »Jeg har ikke taget mange beslutninger i mit liv uden at tænke over konsekvenserne, også for mig selv. Og jeg skal da være den første til at erkende, at jeg har et stort ego. Men jeg kan sagtens klare kritik, hvis den er saglig«. »Faktisk bliver jeg nærmest vred, hvis der ikke er intern kritik på vores ledermøder, for det kan jo ikke passe, at der ikke er noget negativt. Som jeg siger til mine medarbejdere, kan man ikke købe respekt eller prestige, det er noget, man kun opnår gennem sine handlinger. Derfor skal man opføre sig ordentligt«. »Så stod jeg dér og tudbrølede« En af de påstande, der ofte fremsættes om Flemming Østergaard, er, at han elsker at være i centrum og derfor eksempelvis sagde ja til at medvirke i reality-programmet 'Kontrakten med Don Ø' på TV3. Selv siger Flemming Østergaard, at han kun indgik kontrakt om programmet - i øvrigt i dagene efter nederlaget til Gorcia, hvor han havde proklameret, at han bare måtte arbejde endnu hårdere på at forbedre klubbens økonomi - for at tjene penge til FCK. I følge Ekstra Bladet indbringer 'Kontrakten med Don Ø' hele 15 mio. kr. til FCK. Flemming Østergaard vil ikke bekræfte tallet, men siger blot, at der er tale om et stort, tocifret millionbeløb. »Det program er o.k. ud fra sine forudsætninger, og så er der ikke mere at sige om det. Jeg er mig selv i det. I starten sagde de, at jeg skulle gøre sådan og sådan, men svaret var nej. Jeg er ikke skuespiller. Jeg er med, fordi det er en god forretning for klubkassen og ikke en skid andet. Så kan folk sige: »Se, han tænker altid på penge«. Ja, det gør jeg, når det handler om FCK, det er jo derfor, jeg er her«, siger Flemming Østergaard med hævet stemme. Men manden er vant til, at hans handlinger bliver analyseret grundigt på sportssiderne. Både når han jubler og græder. For det kan jo være krokodilletårer, som også tjener et formål. »Folk, der kender mig, ved, at jeg er meget følsom. Jeg er en tøsedreng, som får klumper i halsen for et godt ord. Min søn skal giftes i maj, og jeg ved, at min kone må holde talen. Jeg vil sikkert rejse mig op og prøve, men efter kort tid vil jeg garanteret tudbrøle, så hvert et ord bliver kvalt«. »Jeg kan holde lange foredrag, men så snart ting handler om følelser, går det galt. Da en af vores spillere engang havde brændt et straffespark og var helt utrøstelig bagefter, gav jeg ham et knus, og straks derefter stod jeg og tudbrølede selv«, siger Flemming Østergaard og rejser sig fra sin læderstol med ordene: »Nå, det er sgu ikke særlig rart at tale om sig selv«. En lækkerbisken for en psykolog Et møde venter inde i byen, når vi har taget billeder nede på den bane, FCK's spillere netop har forladt efter dagens træning. Men inden Flemming Østergaard får stukket nøglerne til en ny bil i hånden ude i sit forkontor, får vi lige en situationsrapport fra Skodsborg. I villaen, hvor Inge og Flemming Østergaard også er bedsteforældre. »For nylig så jeg en af de gamle Lassie-film med Elisabeth Taylor sammen med mine tre børnebørn. Det var en af de der sort/hvide film, der er blevet lagt farver på. Et sted blev Lassie kørt over af en bil, og så spurgte en af ungerne: »Hvorfor græder du, farfar?«. Jeg kunne ikke svare, så det gjorde min kone, hvorpå hun sagde til mig: »Du vil være en lækkerbisken for en psykolog«. Efter en kort pause tilføjer Flemming Østergaard: »Jeg har aldrig gået til psykolog. Men jeg har en god læge«.