Forfatteren Arthur Krasilnikoff ville egentlig have været filminstruktør. Han nåede at være assistent på Stellan Olssons skelsættende 'Sven Klangs kvintet' fra 1976, og det giver stadig »et vist stik i hjertet«, at han ikke laver film. Men han har ikke tålmodighed til at vente på penge og skuespillere og alt det, der skal klappe. Forsømt musiktalent Men filmen er med sine uendelige variationsmuligheder mellem billeder og lyd også et musiksprog for Arthur Krasilnikoff - der efter eget udsagn burde have været musikalsk uddannet. »Min mor var pianist. Men som alle mødre med sønner gør, lod hun mig spille fodbold i stedet«. Arthur Krasilnikoff ville med andre ord gerne have været komponist. Det er fætteren Poul Ruders så blevet i stedet. Anmelderros Men det at skrive og komponere er udtryk for det samme, siger Arthur Krasilnikoff, der især er kendt af danske læsere for romanerne 'Gruppen Mandril' (1975), 'Som landet ligger' (1983), 'Lindas tid' (1985) og 'Nattens rygrad' (1999). Sidstnævnte er resultatet af Arthur Krasilnikoffs nære forhold til nogle buskmennesker i Kalahari i det sydlige Afrika. Senest har han udgivet den anmelderroste roman 'Hvalens øje' om en drengs liv på Færøerne. En dreng, der minder meget om lille Arthur Krasilnikoff. Være til stedeHvad er forholdet mellem det levede liv og det, du skriver? »En fortæller er 100 procent overbevist om, at sådan som han eller hun lige nu i skrivende stund oplever det - sådan var det! Selv om man ikke har noget som helst kendskab til det«. »Rimelig hurtigt kan man være en person, der er til stede, når noget sker«. Fortællerens indfølingsevneHvordan være til stede?

»Jo, hø, hvis man skriver om en hændelse, man umiddelbart ikke ved noget om, så prøver man at forestille sig, hvordan det var. Og her kommer denne fortællers indfølingsevne på en prøve. Kan man forestille sig det? Og det kan man godt et langt stykke hen ad vejen. I samme øjeblik jeg udsættes for et eller andet, går lysten til at fortælle en historie i gang«. »I går skulle jeg vente på nogen et dødkedeligt sted. Pludselig kom der en plastikkop trillende med blæsten hen ad gaden. Og så tænkte jeg: »Vinden tager den der kop. Lidt længere henne ligger der en hjemløs og bruger fortovskanten som hovedgærde«. Men så sagde jeg til mig selv: »Nu stopper du!«. For lige pludselig starter du en historie«. Fortælling på sengekantenHvorfor stoppede du dig selv?

»Fordi jeg gad altså ikke! Men det er der hele tiden«. Det lyder som en næsten fysisk reaktion hos dig?

»Ja! Jeg blev bevidst om, at jeg godt kunne lide det, da jeg som dreng sad med min veninde i hendes mors himmelseng. Når vi var der, trak vi gardinerne for, og så skulle jeg fortælle historier. Der var intet erotisk i det. Jeg kunne godt lide, at jeg skulle finde på, og at det kom, før jeg var klar over, at det var det, der skulle ske«. LystløgnerSå du kan godt forstå folk, der bliver revet med af deres egne løgnehistorier?

»Ja ja. Lystløgnere og forfattere går måske lige ved siden af hinanden. Når man skriver, stiller man et partitur op, som læseren så gennemspiller. Det er forfatterens kunnen, der så at sige får al læserens kompetence frem. Hvor god læseren er bestemmer, hvor god bogen er. Det er meget vigtigt«. »Det, der er glæden for en forfatter ... Altså, jeg har jo aldrig kunnet li' at skrive, så det er derfor, jeg er lidt tøvende ... Jeg kan godt lide at finde på, og jeg kan også godt lide at redigere, men at skrive ned ... nej! Det ville jeg gerne undgå«. Sprogets melodiEr du længe om det?

»Ja, for jeg har det sådan, uanset hvad det er, at jeg skal have en musikalsk skala for sprogmelodien, som giver mig et sprog til fortællingen. Om det skal bestå af lange eller korte sætninger, og hvilke ord der skal bruges eller udelukkes. Jeg ved, når jeg rammer forkert. Men nogle gange skriver jeg det alligevel, for jeg skal også videre. Men så er jeg nødt til at vende tilbage til det. Nogle gange vil det bare ikke lykkes, og mislyden bliver ved med at være der«. »Når jeg ved, præcis hvordan sproget skal være for historien, så ved jeg, hvordan jeg skal skrive bogen. Og fordi jeg jo ikke kan lide at skrive, går jeg og venter på, at fortællingen, som jo ligger inde bagved, skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Når historien først kører, og jeg har skalaen, så er jeg rimelig rolig. Så kan jeg altid finde tilbage«. Distancen til forældreneHvad er den første impuls?

»Fortællingen kommer først; den er aldrig færdig, men den er der et eller andet sted. Og når den første sætning kommer, dér ligger ... dér ligger (forfatteren banker meget sigende knoerne i bordet): ja!«. Er det så også den første sætning i bogen? »Ikke nødvendigvis«. »I begyndelsen var faren og moren«?

»Ja, det var den. For så var jeg klar over, hvilket sprog jeg skulle bruge. Jeg vil gerne vise den distance, barnet pludselig erkender mellem sig og forældrene. Det er alene, sig selv. Forældrene er fremmede væsner og bliver ved med at være det i ret lang tid. Det får jeg pludselig sat fast for mig selv, at det skal jeg holde fast i, til jeg kommer til vejs ende«. Insisterende romanfigur »Allerede i begyndelsen af 80'erne var det meningen, at jeg skulle skrive den bog fra Færøerne, men så kom Linda (i romanerne 'Som landet ligger' og 'Lindas tid', red.) i stedet for. Det gjorde hun rent bogstaveligt. Hun dukkede op og var så insisterende, at der var ikke noget at gøre«. Hvor kom hun fra?

Arthur Krasilnikoff slår ud med armene ... »Bortset fra Lindabøgerne (udgivet samlet som 'Vandmærker', red.), som kom bag på mig, har jeg om alle mine bøger på et meget tidligt tidspunkt i mit liv vidst, at jeg skulle skrive dem. Og nu har jeg faktisk skrevet dem, jeg gerne ville«. Et bank med kæppen To af Arthur Krasilnikoffs venner blandt buskmenneskene i Kalahari, som han lærte at kende i 80'erne, døde med en uges mellemrum i 1996, og samtidig gjorde sygdom ham selv midlertidigt følelsesløs i højre side og ude af stand til at tale. »Da jeg erkendte, at de var væk og jeg stort set var den eneste, der kunne skrive en lang række af deres historier - de har ikke selv noget skriftsprog - var jeg godt klar over, at nu var det det. Nu kunne jeg ikke finde på flere undskyldninger. De var væk, og jeg havde fået et bank med kæppen - et vink med en vognstang, kan man godt sige. Og hvis jeg kunne fortælle deres historier, så havde jeg ligesom betalt et eller andet tilbage«. Det virker, som om det er vigtigt for dig at have en konkret historie eller sag. Du kan ikke nøjes med sproget?

»Nej, det kan jeg ikke. I og med at man er født sådan, at man godt kan lide at fortælle historier, så kræver det, at der sidder én og hører på, hvad man fortæller. Jeg vil i snak med nogen. Så må det blive en eller ti eller tusinde. Når to eller tre mennesker er sammen, begynder den ene af dem at fortælle en historie. De kan ikke lade være«. Gøre virkeligheden virkeligDu har ord for at kombinere det realistiske med det mytiske. Det er måske det, der tiltrak dig ved buskmenneskene?

»Ja, det kan godt være. De bevæger sig helt ubesværet mellem, hvad der er til at tage og føle på, og hvad der er et billede; det konkrete og det mystiske«. Har du nogensinde teoretiseret over det at fortælle?

»Et af mine centrale begreber går ud på at gøre virkeligheden virkelig. For det kan man ikke. Sproget er låst fast i sin begrænsning. Men på en eller anden måde kan man opnå, at den person, der læser det, kan blive bedre til at se sin virkelighed. Det har optaget mig, lige siden jeg begyndte at skrive«. ØjenrensOpfatter du det som et pædagogisk projekt?

»Ja, det der med at få folk til at se. For alle vore sanser er jo ikke helt perfekte. Og samtidig vænner vi os til at opleve på en bestemt måde. Så vi ser ikke altid, hvordan tingene sker«. »Det er min påstand, at mange mennesker efterhånden har givet afkald på den evne til selv at se, sanse og føle, de havde som børn. De tager det ind, som de får at vide, de skal se. Og jeg vil gerne have dem til at se selv. For der er så mange - de elektroniske medier især - der prøver at fortælle os, hvordan verden ser ud«. Men er du så ikke bare en af dem? »Nej, nej! De skal ikke se det, jeg ser! Og det er derfor, opgaven for mig er spændende. Ved det jeg skriver, skulle jeg gerne få folk til at opdage, at 'hov, det har jeg da ikke lagt mærke til før'. Jeg vil gerne på en eller anden led have deres øjne rensede«. Gensyn med FærøerneHvordan kan man kontrollere, om det sker?

»Det kan man overhovedet ikke kontrollere. Men det er det, jeg forsøger. Og jeg har hørt fra folk, at de er kommet tilbage til deres barndom og barndommens måde at opleve på. De er kommet tilbage til deres sanser. Det er det første skridt«. »Det næste er, at det går, som det gik min mor, der har været sparringspartner på manuskriptet til 'Hvalens øje'. Hun overtog min version af min barndom i en grad, så hun skrottede sin egen erindring. Jeg måtte sige til hende: Hør nu, Aase, det er altså mig, der har skrevet den her historie; det gik ikke sådan for sig - det er noget, jeg har fundet på!«. Tiden på Færøerne havde nemlig fortonet sig bag det chok, det var for den niårige Arthur Krasilnikoff og hans storesøster at flytte derfra og til Sorø i 1950. Alting var bøgeskove, de måtte ikke snakke færøsk, de måtte ikke gå ind i folks haver, og der var veje og fortove, der skulle benyttes. Så de overvejede at smugle sig om bord på postbåden fra København og tage hjem igen til Færøerne. Hjernens kramkiste Det blev ikke til noget; i stedet havnede den uvorne Arthur Krasilnikoff på Herlufsholm Kostskole som trettenårig. Og først i 2000, i forbindelse med William Heinesens og Jørgen-Frantz Jacobsens 100-års jubilæer, kom han til Færøerne - for første gang i 50 år. Forinden havde moderen givet ham en hel pose fotografier fra dengang, de boede på Færøerne - »så ser jeg pludselig et billede af den dreng, som er mig - og jeg tænkte: Ham kender jeg ikke! Jeg ved ikke, hvem det er!«. »Men ved at skrive 'Hvalens øje' lærte jeg pludselig mig selv at kende igen. Jeg er nødt til at begynde med at finde på. Dér er det ikke noget med at huske. Men ganske langsomt, efterhånden som jeg kommer ind i fortællingen, begynder jeg at kunne huske flere og flere ting«. »Ens hjerne er jo en kramkiste, så der ligger alle mulige underlige ting og sager. Og så kunne jeg begynde at lave den her fortælling. Men jeg finder stadigvæk på. Jeg kunne være blevet Jordens mest bødepålagte journalist, for jeg kan ikke lade være med at finde på«.