Da en steward i flyet fra Rom til København rørte ved den sovende Alexandra Fullers skulder for at få hende til at rette sin stoleryg op, skreg hun himmelhøjt, for op af sædet og skræmte næsten livet af de andre passagerer. »Jeg har stadig den refleks fra krigen, hvor man vågnede brat og ofte skrækslagen. Det samme gælder min søster. Min far råber i søvne om natten. Det gælder for alle, der har været gennem en krig, det gælder sikkert også for folk i Danmark, som har oplevet Anden Verdenskrig«. »Man kan ikke gå væk fra en krig. Man tror, man kan forlade den, men det kan man ikke. Historien bliver som en ekstra sans, den syvende. Vi fra borgerkrigen har en stærk fornemmelse af det, vi har gennemlevet«, siger Alexandra Fuller på besøg hos sit forlag, Lindhardt og Ringhof i det indre København. Hendes bog 'Lad os ikke gå i hundene i aften' er netop udkommet med sit usentimentale og skånselsløse portræt af en hvid farmerfamilie af rhodies, rhodesere, der var på tabernes side i den borgerkrig, der skabte det nuværende Zimbabwe. Bogen er skrevet ud fra et barns synsvinkel, det barn, den nu 33-årige Fuller var engang. Der er ikke en eneste undskyldning eller forklaring i bogen, kun beretningen om, hvad barnet så og oplevede, et barn, der først som teenager besøger en sort familie og det i Malawi, hvor familien flytter til efter krigsnederlaget. Ikke racist »Nogle få sorte afrikanere har kaldt min bog racistisk. Men der er ikke noget racistisk ved at fortælle om, hvordan tingene vitterligt forholdt sig. At afsløre er ikke det samme som at billige eller støtte det«, siger Alexandra Fuller. »Der er ingen måde, hvorpå man kan undskylde racisme. Der er faktisk heller ingen måde, man kan beskrive, hvordan tragedie påvirker folk. Når jeg har så stærke minder, hvordan tror du så ikke mine jævnaldrende sorte skolekammerater har det i dag? De var undertrykte og udsat for de værste grusomheder. Når man taler om unge krigsveteraner, så er det jo sandt, at folk, der var otte år dengang, er veteraner i dag. Jeg lærte at skyde som helt lille, og de var lige så vel med i krigen«. »Alt det had findes i dag, og jeg forstår såvel folkene på de hvide farme som dem, der besætter dem. Men nu er der sult, undertrykkelse og tortur og mord. Det ironiske er, at Mugabe, som gav folket dets stemme, nu har taget den tilbage. Han har lært sin lektie vældig godt af sine undertrykkere«. Alexandra Fullers debutbog er blevet beskrevet som et bemærkelsesværdigt gennembrud. Men hun tog et meget langt tilløb og skrev en lang række noveller og flere romanforsøg uden at få noget udgivet. »Jeg prøvede at skrive om mine oplevelser som fiktion, for jeg troede, jeg kunne styre det på den måde. Jeg kunne forklare og undskylde, for det er meget menneskeligt at ville forklare og undskylde og have en pæn og ordentlig slutning. Men historien døde simpelthen«. »Min daværende agent følte, at moderen skulle have en form for åbenbaring til sidst, hun skulle også have et nært venskab med en sort person. Der skulle være en slags klimaks. Men sådan er livet ikke. Folk har ikke åbenbaringer, de kommer til deres konklusioner langsomt, om overhovedet«. »Min første amerikanske agent ville også have en amerikansk person i bogen, ligesom de har i film, hvor de ødelægger historien og ikke passer ind noget sted. Men jeg følte ikke noget for amerikanske personer, jeg er sådan en afrikaner!, så jeg lod altid frygtelige ting ske dem. Det gik ikke. Da jeg fandt ud af, at jeg ikke ville få noget udgivet, kunne jeg lige så godt fortælle sandheden«. Hjem til Afrika »Men de første 100 sider var fulde af undskyldninger og fordømmelser. Så jeg besluttede mig til at gå tilbage til, hvordan jeg havde oplevet det som barn. Det, jeg elsker ved børn, er, at de ikke dømmer eller forklarer. De kan græde, og en halv time efter ler de og leger. De accepterer det, der sker omkring dem«. »Den eneste måde at fortælle historien og undgå alle forklaringerne på var at suspendere alt det med at være voksen, at være vegetar, buddhisme, det hele. Så kan læserne selv dømme. Havde jeg skrevet med min voksne bevidsthed, havde jeg haft meget at dømme min mor for«. Alexandra Fuller skrev bogen på seks uger. Dernæst brugte hun lang tid på at fjerne alt, hvad der var »romantisk, sensationelt, selvmedlidende, fordømmende, følsomt og manipulerende«. »Jeg hentede historien frem så let som ingenting. Når noget gør så stærkt indtryk på en, forsvinder det aldrig. Der er stadig en del af mig, der er 9 år, en del der er 11, og der vil altid være den del af mig, der ser på min mor og siger: Hun er gået i opløsning, nu mister vi hende«. »Når man hver dag føler, at det kan blive den sidste, så husker man alt, fordi det var så intenst. Og jeg var så fuld af hjemve! Jeg sad og skrev fra klokken tre om morgenen i Wyoming, mens min mand og mine to børn sov, og jeg var fuld af hjemve. Trangen til at fortælle og hjemveen var en gave«. Fullers familie har nu købt hus i Tanzania, hvortil de påtænker at flytte permanent om et års tid efter at have boet i otte år i Wyoming i et område, som er blevet et populært feriested for rige amerikanere. Amerikansk luksusliv er ikke noget, der huer Alexandra Fuller. »Der kommer, et tidspunkt i ens liv, hvor man må vælge mellem sin krop og sit sind, og jeg ønsker ikke, at mine børn skal vokse op i den amerikanske fastfood-kultur med plastikkirurgi og botox (muskellammende rynkemidel, red.), selvtilstrækkelighed og kæmpevillaer med fire badeværelser til hver person. Hvor store røvhuller har disse rige mennesker«, spørger hun og griner lettere besk. »I Afrika vil mine børn blive meget bedre mennesker og ikke vokse op beskyttet af en mur af ting. Jeg kender Afrika og er ikke bange. Jeg vil ikke tage dem med til et land i krig, men Tanzania er udmærket. Min mand accepterer det, fordi han ved, at jeg i Amerika kun er halvt levende, faktisk føler jeg mig kun i live i Wyoming, når jeg klatrer i bjergene«. Skal du være tæt på døden for at føle dig levende? »Ja, er det ikke forfærdeligt! Man bliver afhængig af adrenalin. Alene i bjergene føler jeg alt mere intenst, alle sanser kommer i brug, som da jeg var barn på farmen i Afrika. Man føler sig ubetydelig. Hvis man tager sin arrogance med sig, bliver man dræbt. Man skal overgive sig, til man kun er en lillebitte prik i uendeligheden«. Min afrikanske farm I samtalen understreger Alexandra Fuller flere gange, at hun er afrikaner. »Folk siger, at de ikke dømmer på farven og på udseendet, men det gør de. Når de ser mig, tror de ikke, jeg er afrikaner. Hvorfor vil du tilbage, siger de? Men jeg har levet hele mit liv i det sydøstlige Afrika, bortset fra de to første år af mit liv. Når jeg er død, og mine ben er rådnet væk, vil det eneste, der er tilbage af mig, være min sjæl, og min sjæl har ingen farve«. Alexandra Fuller har allerede skrevet fortsættelsen på sin bog om at vende tilbage til Afrika fra udlandsophold i Skotland og Canada og være ung hvid 'madam' med mand og lille barn i Zambia. »Jeg nægtede at være 'madam'. Jeg vil ikke have den rolle, og jeg mener ikke, at man kan eje land. Landet ejer en. »Jeg havde en farm i Afrika!«. Nej farmen havde mig«, siger Fuller og tilføjer om Blixens 'Den afrikanske farm': »Jeg er sikker på, det er en vidunderlig bog, men det er aldrig lykkedes mig at komme igennem den. Den virker ikke ærlig på mig. Men det var andre tider, og kvinden var dansk. Og så den tåbelige film! Den understøttede drømmen om en vidunderlig tid, men formidlede intet om, at folk var undertrykte, for at andre kunne holde teselskaber«. »Folk i Amerika forventer sig det samme af mig, at jeg går rundt i safaritøj. Men det er et image, jeg ikke har nogen som helst sympati for eller ønske om at opfylde«.