Hver morgen må Marina Cecilie Roné opfinde livet på ny. Ingen beder om de romaner, hun skriver. Ingen løn tikker ind på hendes konto hver måned. Ingen takker hende for at have ydet dagens dont, så hun kan gå hjem til aftenkaffen med en velafpudset identitet og en fornemmelse af at have udrettet noget meget vigtigt. Engang var det anderledes. Marina Cecilie Roné var fastansat på dagbladet Information og havde ry som en af tidens mest hotte debattører: Ung, rap i replikken og provokerende. Så fik hun sin egen klumme i Jyllands-Posten og behøvede ikke gå på arbejde hver dag. Men i dag har hun i en alder af 34 år frasagt sig alle forpligtelser af den art. »Det var forførerisk nemt at gå på arbejde hver dag. Det krævede næsten al min tid, uden at jeg behøvede at bruge særligt meget af mig selv. Det meste kunne så at sige slumre hen. Det var bekvemt, men dræbende«. Huset i Græsted får varme fra en stor kakkelovn. Hønsene kagler, de islandske heste flirter, og udsigten byder på vidtstrakte marker og en stor himmel. Marina Cecilie Roné, hendes mand og deres fire sammenbragte børn har opfundet et liv uden støj. Et liv, som ikke leves for romantikkens skyld. Men her er få forstyrrelser. Få illusioner, der skjuler det liv, som bare trækker vejret og går på jorden under himlen. Hengivelsen til arbejdet Terkel er adm. dir. i en stor koncern. For ham er arbejdslivet det vigtigste. Indtil han en dag får synkebesvær. Han leder forgæves efter pinkoden til at synke. Men den lille ært i halsen - bindeledet mellem kroppen og sjælen - vil ikke forsvinde. I romanen Terkels Testamente fortæller Marina Cecilie Roné, hvordan Terkel i konfrontationen med døden rammes af muligheden for at vælge et andet liv. Men da ærten forsvinder, hengiver han sig igen til koncernen. »Terkel gør sig nogle erfaringer med dødens hjælp«, siger hun. »Men de erfaringer er han ikke i stand til at tage med sig tilbage til livet. Deri synes jeg, der ligger en stor melankoli. Terkel er et menneske, der agerer, som om arbejdet er det vigtigste i tilværelsen. Det synes jeg er meget selvudslettende«. »Men det er jo også et pudsigt paradoks. For vi lever i en tid, hvor mennesker er vanvittigt egocentrerede og utroligt optaget af egne behov«. For nylig viste en undersøgelse, at ingen arbejder så hårdt som forældre med små børn. Hvorfor gør de det? Marina Cecilie Roné har ikke et endegyldigt svar. Men hun undrer sig. »Engang arbejdede jeg selv nogenlunde normalt. Og arbejdet gav mig en illusion om at være vigtig og udrette noget. Men egentlig var det jo ikke særlig vigtigt. Tænk på alle de ting, der produceres i denne verden, som er inderligt ligegyldige og overflødige? Men millioner opfører sig, som om det er meget, meget vigtigt«. »Når eksperterne udtaler sig, lyder det altid, at folk ikke vil være derhjemme. De vil ikke have ferie. Og de vil ikke passe deres børn. De vil på arbejde! Og ingen skal bilde mig ind, at lønnen er drivkraften«. »For i dag er levestandarden rigtig god - også på en lille indkomst. Det er identiteten, der er det springende punkt. I dag føler mennesket kun, at det eksisterer gennem det kompagni, hvor man er ansat«. Navnløse længsler Da Terkel strejfes af døden, overvejer han et kort øjeblik at vælge et andet liv. Marina Cecilie Roné har lyst til at råbe til sin egen hovedperson: »Så gør dog noget, mand!' - 'Hvorfor sprænger du ikke rammerne for dit eget liv?«. »Der er ingen grænser for de liv, vi kunne skabe. I vores del af verden vælter vi os i et slaraffenland af frihed. Men vi vælger næsten alle sammen at leve inden for de samme ubegribeligt snævre rammer. Fra vugge til grav. Vi lever næsten som partisoldater - fuldstændig frivilligt. Jeg forstår det ikke«. »Enkelte bestiger et bjerg. Enkelte fravælger en lovende karriere til fordel for indsamling af skovens svampe. Medierne elsker sådanne historier, for de appellerer bredt. Det kunne jo være en pejling på, at mange faktisk drømmer om at skabe deres eget liv. Det kunne jo tyde på, at mange går rundt med navnløse længsler«. »Men vi er ikke engang i stand til at drømme særlig konkret. Drømmeren er en romanfigur eller et meget ungt og umodent menneske. Og dette unge og umodne menneske drømmer om at blive Terkel - adm. dir. i en stor koncern. Men den drøm er en kliché. Ligesom Terkel er det«. »Jeg synes, det er interessant at udforske, hvad der findes af liv - ved siden af det liv, som normalt giver os identitet. De fleste vil sige, at det vigtigste i livet er deres børn og deres elskede. Vi taler meget om familien og de nære ting. Men vi lever ikke derefter. Vi står på en arbejdsplads og fylder tandpasta på tube eller opfinder et nyt enzym til en sæbe i rækken af lignende sæber«. Løgne om børn Marina Cecilie Roné er træt af rollen som den provokerende debattør. Også den identitet har hun fravalgt. Men hun kan stadig blive indigneret. Når hun til et selskab møder folk, som gladeligt fortæller, at deres baby på otte måneder bare er så lykkelig for at være i vuggestue, siger hun: »Det tror jeg simpelt hen ikke på!«. »Vi har opfundet en masse løgnehistorier om, hvordan en god barndom ser ud. Mennesker har muligheden for at vælge mellem utallige sandheder. Og der er vil altid være en tendens til at vælge den, som passer ind i vores kram«. »Det må være et af tidens store tabuer, at det er svært at være sammen med sine børn. Måske er det et helvede at have børn. Måske er dét pointen i, at vi hylder børnene som det vigtigste i livet, men ikke lever i overensstemmelse med det«. »Dette barn er totalt afhængig af dig. Det er en rolle, som er meget forherliget. Det er så fantastisk at have børn, siger vi. Men det er også en rolle, som kan drive mennesker til vanvid. I den grad, at der er mennesker, som slår deres egne børn ihjel. Men de fleste går på arbejde - i stedet for at slå deres børn ihjel. Og det er måske meget godt«. Ærten i halsen bliver til ferskensten. Terkel tror, han skal dø. Han har ryggen mod muren og mister den illusion, at rollen som adm. dir. er det samme som liv. Men i det øjeblik lægen erklærer hans sygdom for en storm i et glas vand, går han tilbage til koncernen. Her er livet nemt. Alt er tilrettelagt. Man skal bare følge brugsanvisningen. »Han sprænger ikke rammerne for sit liv. Men dagene med ferskenstenen er blevet til en erfaring, han kan opbevare i et arkiv. Samtalen med døden har givet ham et appendix. En melankoli, der er blevet til en 'klang' i livet. Og det er da ikke så ilde«, siger Marina Cecilie Roné. »Et sammenbrud kan gøre folk sindssyge. Et sammenbrud kan slå ihjel. Der er mægtige kræfter på spil i et menneske. Men hvis de kræfter slippes løs i behersket mængde, kan de blive en kilde til vibrationer i livet. Også selv om vi holder os inden for snævre rammer - hvad de fleste af os jo vitterligt gør«. »Tænk bare på hvor mange mennesker, der har en sofa. Jamen, er det ikke mærkeligt? Det er også underligt, at vi ofte møder mennesker med mistænksomhed, hvis de har lavet en anden slags liv. Vi henviser dem på det nærmeste til en slags eksil. Man kan næsten høre folk sige: »Hvorfor nu det? Er der måske noget i vejen med vores liv?«. Det er partisoldaterne, der snakker. Og fordommene florerer«. Skuffende skilsmisser Marina Cecilie Roné kan næsten kun få øje på ét punkt, hvor vi har lært at sprænge rammerne. Vi har fundet ud af, at vi kan blive skilt. Vi har opdaget, at vi kan skifte den ene partner ud med den anden og skifte scene. Hun synes, det er lidt pauvert. »For sofaen følger jo med. Jeg tror, det er en uhyggeligt stor skuffelse for mange mennesker at blive skilt. For ti år senere står man så og kigger på dette nye liv med et andet menneske. Og til forveksling ligner det det gamle liv. Familien er blevet lidt mere rodet. Der er dine børn, og der er mine børn. Men ellers er alt ved det gamle«. »Vi taler så meget om glæderne ved parforholdet. Men jeg tror ikke, der er nogen, som leder efter et 'parforhold'. Det, vi længes efter, er kærlighed, nærhed, at blive rørt ved, at have nogen at dele med. Det er da fair nok. For et eller andet sted ved vi godt, at arbejdslivet ikke kan give os alt«. De grimme ord »Parforhold! - det er vel nok et grimt ord, vi der har fået lavet. Vi kan faktisk ikke være bekendt at bruge et sådant ord. Vi har også lavet et andet ord: tryghed! - det synes jeg heller ikke, vi kan være bekendt. For det har en nedladende klang«. »Måske der i de ord også har sneget sig tanker ind om, at vi faktisk godt kan være alene. Engang var det en håndgribelig nødvendighed at være to. Man kunne knap nok overleve, hvis man ikke fandt en anden at gøre det med. Men måske tror vi bare, at vi har tabt den nødvendighed. Måske er det faktisk en pinedød nødvendighed at være to«. »Det er forkert at bruge en så nedladende terminologi omkring de ting. Jeg synes jo, at noget af det mest elskelige ved mennesker er, at vi behøver nærheden. At blive rørt ved. At lave mad til. Alt det kan jeg virkelig godt lide ved mennesker. Man har det jo svært i de perioder af sit liv, hvor man mangler et andet menneske at tale oprigtigt med«. »Jeg bryder mig ikke om at få underkendt de ting i livet!«. Terkels Testamente er Marina Cecilie Ronés femte bog. Alle har døden som tema. Det er ikke et bevidst valg. Hun kan kun forklare det med, at døden er det eneste, som skræller alle illusioner væk fra menneskers liv. »Hvem har ikke i et split-sekund været i clinch med døden? Der er noget meget klart i døden. Hvis vi ser helt ud i de højere luftlag, er der kun fødsel og død, fødsel og død. Dét er livet. Helt råt«. »Livet vil sig selv. Det behøver ingen forklaring. Livet behøver ingen følgeskrivelser. Det lever sig selv, og det afslutter sig selv. På en eller anden måde er det fantastisk meningsfyldt. Hvis man altså kan sanse det!«.