7. april 1999 afleverede Dorthe Nors sit speciale om yndlingsforfatteren Kerstin Ekman på Århus Universitet. Siden 1990 havde hun læst dansk og billedkunst. Nu havde hun langt om længe udsigt til at blive færdig med uddannelsen. Men hun havde ingen planer om at blive gymnasielærer eller forsker. Dorthe Nors ville være forfatter. Hun har skrevet historier, siden hun var 11 år. Og tre dage inden hun afsluttede sit speciale, var hun begyndt på det, der skulle blive den første fortælling, hun selv var så glad for, at hun sendte den til nogle forlag. »Det tog mig fem uger at skrive den. Senere har jeg været tilbage i teksten og har både ændret og uddybet mange ting. Men mens jeg skriver, laver jeg ikke research«. »Jeg skriver så hurtigt, at det næsten er, som om jeg selv læser teksten imens. En fortælling skal helst knaldes af på 1-2 måneder for at have intensitet og drive«. På spisebordet imellem os ligger Dorthe Nors' debutroman 'Soul'. Den er resultatet af de fem intensive uger, hvor hun nød godt af, at hun i forvejen i sit arbejde med specialet om den mytisk uhyre velfunderede Kerstin Ekman havde samlet en stor mængde stof om myter, som hun gerne ville bruge på sin egen måde. Men den er også præget af måneder med efterfølgende gennemarbejdning. Sproglige detaljer blev pudset af. Faktuelle ting blev kontrolleret. Og venner og bekendte med forskellig uddannelsesbaggrund læste romanen igennem, inden Dorthe Nors 13. december 1999 sendte manuskriptet til et forlag for første gang. »14 måneder senere ringede jeg til Samleren for at bede dem om at returnere manuskriptet. Jeg syntes ikke, der længere var nogen grund til, at det skulle ligge der. Men samme dag - 1. marts 2001 - sendte forlagsredaktør Torben Madsen mig en mail. Han skrev, at Samleren gerne ville udgive 'Soul'«. Langt fra anoreksi-litteratur På bordet ved siden af den færdige bog ligger anmeldelserne. Enkelte er meget positive, men de fleste er blandede eller endog misfornøjede, og det kom ikke bag på forfatteren selv. »Jeg vidste, at jeg ville få tæv af anmelderne«, er noget af det første Dorthe Nors siger til mig, mens hun viser rundt i lejligheden på førstesalen af forældrenes udbyggede husmandssted i Sinding. Her med udsigt over marker og graner fra lejligheden på toppen af barndomshjemmet ni kilometer uden for Herning bor og arbejder den 31-årige kvinde, fordi huslejen er billig, indtægterne er små, og stilheden er stor. Sinding er meget langt fra den københavnske forfatterskole, som hun aldrig har overvejet at søge optagelse på. Den lille by »midt i bibelbæltet fra Skjern over Videbæk til Herning« er også især psykologisk på solid afstand fra humaniora i Århus, hvor de videnskabelige, litterære analyser var i højsædet. »Soul er jo på en måde mit oprør imod nogle af de oplevelser, jeg havde på universitetet og har haft af moderne, dansk litteratur i det hele taget«. »Jeg troede, at man skulle skrive på en bestemt måde for at blive forfatter. At man skulle skrive kortprosa - eller anoreksi-litteratur, som en af mine veninder kalder det. Det hverken kunne eller ville jeg, og det er noget af det, som anmelderne ikke bryder sig om ved 'Soul'«. »Man må jo skrive noget, man gerne selv vil læse, og sådan en roman er 'Soul': Det er et kærlighedsdrama, og det er især en moderne fortælling med klassiske, eksistentielle temaer«. »Det er her, myterne kommer ind med deres fantastiske historier om menneskets evne til at overleve og forvandles. Myterne om Orfeus og Eurydike, om fugl Fønix, om Adonis og også om Kristi genopstandelse. De fortæller om et menneskeligt vilkår, som hovedpersonerne Astrid og Jaan gennemlever i 'Soul'«. »Hele tiden afslutter vi livsfaser og går til grunde, men kommer op igen. Myterne forbinder vores egen tid med den tid, som altid har været«. Kærligheden til fortællingen 'Soul' er en af den slags romaner, man gæstfrit inviteres ind i og pænt følges ud af, når forvandlinger er sket. Imellem begyndelsen og slutningen sker det hele. De fortumlede følelser, dæmoniske erindringer og overraskende bevægelser der vidner om forfatterens lyst til og mod på den store fortælling. »Det er ikke danske forfattere, jeg har læst mest i de senere år. Det er især de store svenske fortællere som altså Kerstin Ekman og også Göran Tunström og Selma Lagerlöf«. »Det er, som om svenske forfattere i højere grad end danske har deres oprindelige fortælletradition i behold. De har moderniseret den. Men de har samtidig bevaret den«. »Hos dem står fortællingerne sommetider stærkere end sproget. Deres værker kan ikke alene opfattes med fornuften og analysen. De drejer sig også om følelser, men på danskstudiet i Århus oplevede jeg, at det var et mål at holde følelserne ude fra læsningen«. »Jan Sonnergaard har beskrevet det godt i sin novelle 'Immatrikuleret 1.9. 1982, spøgelse'. Hvordan man ikke møder nogen entusiasme i systemet og ender med at blive en, der fedter med sin videnskabelighed«. »Det blev en medstuderende og jeg meget trætte af i 1996. Derfor besluttede vi os for, at vi rent mentalt ville flytte til Sverige«. »Vi havde planer om at løbe op og ned ad gangene ved forskerkontorerne og med et citat af Tunström råbe: »Det fattas kärlek, det fattas kärlek«. For vi manglede kærligheden til fortællingen og til det uforudsigelige«.