»Det er et anslag, en tone ...«, siger Thomas Boberg, mens han med strithår og jetlag roder rundt efter sukker til neskaffen i en lånt lejlighed på Nørrebro.

Dagen før er han landet i København efter en måneds rejse i Peru, og anslaget, han taler om, er første sætning i ’I den næste by’, som sørgmuntert, og med den bobergske fornemmelse for ord, lyder: »To oldinge står for musikken«.