Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Inspiration. Firenze, hvor Politiken mødte Dan Brown, er både Dante Alighieris fødeby og stedet, hvor 'Inferno' foregår.
Foto: Claudio Sforza

Inspiration. Firenze, hvor Politiken mødte Dan Brown, er både Dante Alighieris fødeby og stedet, hvor 'Inferno' foregår.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dan Brown: »Enhver, der ikke tager stilling, svigter sit moralske ansvar«

Politiken har mødt forfatter Dan Brown op til udgivelsen af hans nyeste roman.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

1) Indtoget I den forgangne uge fik Firenze, Blomsternes By, en ny hersker, som rask væk tog den stolte renæssancebys mest prestigiøse lokaliteter i sin besiddelse. Fra Palazzo Vecchios berømte Salone dei Cinquesento (De Femhundredes Sal), hvor den florentinske republiks mægtigste mænd i sin tid mødtes, til kunstgallerierne i Uffizierne og domkirkens dåbskapel. LÆS ANMELDELSEVerdens bedst sælgende forfatter, amerikaneren Dan Brown, som har solgt 210 millioner bøger, indtog det hele til bystyrets begejstrede applaus. Firenze fattes penge, og man anslår, at turismen vil stige med 10 procent, fordi mange af dem, der har læst Browns nye thriller, ’Inferno’, med egne øjne vil se alle de steder i digteren Dantes fødeby, hvor handlingen i Browns nye thriller tager sin begyndelse. 2) Lancering Det er fjorten af Browns forlag, heriblandt danske Hr. Ferdinand, som betaler gildet og formelt er værter her i Firenze, men det er Browns italienske forlag, Mondadori, som har sat hele dette cirkus i scene, og der er ingen grund til at stikke sig selv eller andre blår i øjnene, for intet er tilfældigt, når det gælder Dan Brown.

I USA var der gps på de lastbiler, der kørte ud med de færdige bøger, for at man kunne tjekke, om de overholdt deres ruter. Da de europæiske oversættere sad sammen i London og oversatte fra det engelske manuskript, måtte de arbejde på computere uden internetopkobling.



Og de måtte aflevere manuskripterne til en vagt, når de skulle på toilettet. Selve papirmanuskripterne var mærkede, så man, i tilfælde af at et af dem blev smuglet ud, ville kunne se, hvem af oversætterne der havde gjort det. Det færdigt oversatte danske manus blev transporteret til Danmark på en usb-nøgle af en person, som ikke havde kode til at åbne nøglen osv.

Hvis selv den mindste detalje i plottet afsløres, inden de mange millioner læsere når at købe hans nye bog, vil det være en katastrofe for industrien Dan Brown.

Netop nu befinder vi os tilsyneladende i den fase af ’Inferno’s lancering, hvor det er betimeligt at booste bogen med al den energi, læs: omtale, som opstår, når pressen får mulighed for at møde forfatteren og alt det, han er inspireret af, i fascinerende Firenze.

Og alle døre er åbne, og derfor er det, at jeg, sammen med vores guide til en flok japanske turisters måben, netop nu kan smutte ind i Palazzo Vecchio ad en hemmelig indgang, som skjuler sig bag en lille kobberdør, der normalt er forsvarligt låst.

Hvad sker der her?, synes japanerne at tænke. De får svaret, når Tom Hanks i rollen som Robert Langdon, Browns helt, kommer styrtende ud ad selv samme dør, når filmudgaven af ’Inferno’ til sin tid rammer lærrederne.

3) Helvede
Sidste år hilste jeg på Umberto Eco og hans kostelige bogsamling i Milano. Blandt de mest skattede bøger i Ecos samling var en tidlig udgave af Dantes ’Den guddommelige komedie’, der blev skrevet mellem 1308 og digterens død i 1321. Eco roste værket for at have formet det moderne italienske sprogs udvikling.

Dan Browns nye thriller er inspireret af Dantes makabre helvedesvision, som siden sin udgivelse har inspireret talrige andre kunstnere.

De udpenslede beskrivelser af pinslerne i Helvede siges at have medvirket kraftigt til opbakningen bag den katolske kirke og dens generøse tilbud om syndsforladelse inden regnskabets time, hvis man altså ville yde en pekuniær donation. Helvede består ifølge Dante af ni afdelinger. En af dem er reserveret til formastelige, som for evigt skal ligge i en brændende sarkofag.
LÆS OGSÅ


Helvedesvisionerne, som helt sikkert må have inspireret malerierne i den storslåede domkirkes kuppel og muligvis også djævlemosaikken i den glitrende kuppel i det oktagonale dåbskapel over for domkirken, gjorde det i sin tid muligt for borgerne at se, hvem der ventede på de syndige:

en mægtig og skræmmende Lucifer i fuld gang med at æde mennesker, mens hans hjælpere skubber folk ned i brændende huller. Også Dantes sarkofager ses. Digteren blev døbt i dåbskapellet, og det er her, Langdon i ‘Inferno’ skjuler hans dødsmaske i en døbefont.

Hvis jeg havde tid, ville jeg sætte mig og læse Dante her: »Midtvejs på vores vandring gennem livet/ Befandt jeg mig i mørke, dybe skove/ Forvildet fra den vej, jeg burde følge«.

4) Genkendt
Og her er så manden, det hele roterer om.

Brown er ikke særlig høj, og den brede pande og den vigende hårgrænse er ikke til at tage fejl af. Han forsøger, men uden held, at undertrykke et suk, og at dømme efter den efterfølgende bemærkning til sin agent er interviewet med Bonniers svenske udsending vist gået lidt trægt. Jeg hører også Bonnierdamen sukke.

Interviewene, det ene i rap efter det andet, foregår på det femstjernede Hotel Four Seasons, hvor dagspriserne ligger fra 6.000 til 28.000 for en enkelt nat.

Hvor Umberto Eco ligner (og er) en lærd professor, ser Dan Brown ud som ham, der er ansvarlig for, at der altid er papir i kopimaskinerne i Microsofts hr-afdeling. Et signalement, som ikke skal opfattes som en uforskammethed, for Brown er vant til at få sit udseende sammenlignet med en stille kontorists.

LÆS OGSÅ

Han er iført mørk jakke, lyseblå skjorte og blå bukser. Man kan ikke se, at han er god for mere end 1 milliard danske kroner, men man kan godt se, at han er ... Dan Brown.

Ligesom turisterne kunne det, da de for et par år siden pludselig så ham komme ud ad ovenfor omtalte lille kobberdør efter at have været på research i Palazzo Vecchio. En af dem tog et hurtigt billede og uploadede det på nettet.

Fra da af lød rygtet, at det næste Dan Brown-hit nok ville foregå i Firenze, og siden har Brown efter sigende været iført mørke briller og baseballkasket, når han færdes i det offentlige rum.

5) Overbefolkning
Temaet overbefolkning spiller en afgørende rolle i ’Inferno’. Jeg er nysgerrig efter at høre, om forfatteren er enig med sin skurk, Zoebrist, i, at Jorden er dramatisk overbefolket, og i, at vi er nødt til at bringe antallet ned?

»Ja! Klodens befolkning er tredoblet i løbet af de seneste 85 år. Vi bliver 200.000 flere hver eneste dag. Matematikken er simpel. Vi har et afmålt rum til rådighed, men kurven vokser eksponentielt. Vi kan ikke leve, hvis vi hverken har vand, føde eller luft«, falder Browns svar prompte.

»For mig er det farligt, som Vatikanet gør det, at sige, at fødselskontrol er en synd. Den holdning er helt ude af takt med virkeligheden«.

Intrigen i ’Inferno’ skal ikke afsløres, men det går nok at nævne, at Zoebrist er en sofistikeret og meget ukarakteristisk forbryder.

Jeg sad ved min pc og tænkte over, athver sætning jeg skrev, ville blive læst af måske hundrede millioner mennesker

Deler du hans synspunkt? At vi kun burde være 4 milliarder mennesker på Jorden?

»Jeg mener, at denne planet er dramatisk overbefolket, og at alle de ting, som vi synes er problematiske: ozonhuller, sult, afskovning, forurening, mangel på drikkevand osv., blot er symptomer, som kan føres tilbage til den samme årsag: at vi er alt for mange, så mit svar er ja. Jeg er enig med Zoebrist, jeg mener, at Jorden er overbefolket«.

Er du, som det bliver stillet op et sted i bogen, parat til at dræbe halvdelen af Jordens befolkning for at kunne redde den anden halvdel?

»Hvis du ikke har noget valg, er det det mindste af to onder. Hvis du har koldbrand i benet, kan du blive nødt til at skære det af for at overleve. Hvis det er den eneste måde, vi kan overleve på? Selvfølgelig!«.
6) Trængsel

Piazza della Signoria er propfyldt med turister, som fotograferer kopien af Michelangelos ’David’. Piazzale degli Uffizi summer af forventningsfulde turister, asiaterne er klart i overtal, som står i kø i timevis for at komme ind i den verdensberømte kunstsamling og selv se pragtværkerne af mestre som Botticelli, Raphael, Leonardo da Vinci og Michelangelo.

Diverse kunstværker har sammen med Firenzes fascinerende og gådefulde lokaliteter givet Browns krimi den særlige kunsthistoriske kolorit, som han introducerede i ’Engle og dæmoner’ og rendyrkede i ’Da Vinci-mysteriet’, hans store gennembrud.

LÆS OGSÅ

Brown er virkelig på hjemmebane, når det gælder om at få æltet gamle lærreder, statuer, templer, manuskripter, dødsmasker og bogstavgåder, det hele Italian style, sammen til 400 hæsblæsende sider.

I Firenzes centrum er der trængsel overalt. Jeg prøver at mase mig forbi Michelangelos ’David’, men det er svært. Lige her er vi alle udgaver af Edgar Allan Poes berømte ’manden i mængden’, massemennesket, som er præcis som resten, men selv tror sig i besiddelse af en enestående individualitet.

Disse kvadratmeter er klart overbefolkede. Det ville være indlysende mere komfortabelt, hvis halvdelen af mængden ikke var her. Helvede er altid de andre.

7) Ligegyldighed
Dan Brown mener ikke, at vi er på randen af en katastrofe, men midt i den.

»Det sker lige nu«, insisterer han, og han forfægter sit synspunkt med en sådan styrke, at det går op for mig, at det i denne omgang ikke er symbolforskeren og kunstkenderen Robert Langdon – hans helt i nu fire thrillere – som er hans alter ego, men Zoebrist, dommedagsprofeten.

Hvis Zoebrist i virkeligheden har ret, er han vel ikke en rigtig slyngel, spørger jeg.



»Præcis! Jeg elsker at skrive om skurke, som manøvrerer i en etisk gråzone, hvor tingene ikke er enten sorte eller hvide. Zoebrist gør de forkerte ting af de rigtige grunde. Han er en interessant skurk. Hvis jeg har gjort mit arbejde ordentligt, er læseren ikke sikker på, om han er en skurk eller en helt, når han eller hun lukker bogen. Zoebrist har helt klart gjort noget frygteligt, men han har helt klart en pointe«.

I begyndelsen af ’Inferno’ har Brown placeret et centralt Dantecitat: »De varmeste steder i helvede er forbeholdt dem, der i tider med moralsk krise forbliver neutrale«. For Brown består vor tids væsentligste moralske krise i vores ligegyldighed over for overbefolkningen.

»Det er en virkelig dyb krise. Vi er nødt til at spørge os selv om, hvad det vil sige at være menneske. Enhver må spørge sig selv: Fastholder jeg min ligegyldighed, min neutralitet? Enhver, der ikke tager stilling, svigter sit moralske ansvar«.

Så den bog, der spås størst succes i år, er i virkeligheden ét langt argument for at få stoppet befolkningstilvæksten – vil du flytte bevidstheder med ’Inferno’?

»Ja, helt sikkert. Jeg håber, at de, der ikke har tænkt så meget på fødselskontrol, vil erkende sammenhængene«, svarer Brown, han er vitterlig ægte optaget af problematikken.

»Overbefolkning overskrider kultur, religion, geografi, køn, alt. Det påvirker os alle, og vi har brug for en global løsning, inden naturen finder en vej til at gøre arbejdet for os. Zoebrists pointe er, at vi må gøre noget, inden sult, global opvarmning og dødelige sygdomme mindsker bestande«.

LÆS OGSÅ

Brown dunker knytnæven i bordet for at understrege alvoren.

»Vi får frygtelige vira, efterhånden som vi bliver flere. Det bliver et helvede med megen smerte, men måske er der mindre smertefulde veje. Måske er der en måde, som 9 milliarder kan leve på på denne planet med ren energi, ren luft, genanvendelse og bæredygtighed. Desværre er det ikke den vej, det går. Der bliver igangsat et nyt kulkraftværk i Kina en gang om ugen, hvis det da ikke er et hver eneste dag«.

8) Industrielt
Så er der fest! Stiletterne klaprer hen over stenfliserne i Palazzo Vecchios indre gård, hvor en mandshøj udgave af ’Inferno’ er placeret, rødt lys illuminerer trapperne, sikkerhedsfolk viser vej, og så er jeg pludselig i det, der engang var verdens største rum: storslåede Salone dei Cinquecento, som allerede er halvfyldt.

Æterisk musik af typen fra ’Gladiator’ af Ridley Scott flyder kælent fra højttalerne, noget skal til at ske, og at der er tale om noget ganske særligt, ses på salens endevæg. Normalt befinder Dantes hvide dødsmaske, som spiller en vigtig rolle i ’Inferno’, sig i en lille glasmontre øverst oppe i paladset, men ikke i dag, hvor Browns florentinske triumf kulminerer.

I dag hænger masken hernede, og den har allerede suget fotograferende smartphones til sig. Relikviet synes at svæve, fordi det er placeret midt på et stort sort stykke stof.
LÆS OGSÅ


Jeg har været til en hel del kulturelle arrangementer, men jeg har aldrig oplevet noget som dette. Så ekstravagant, så selvbevidst, så overdådigt. Den særlige forventningsfuldhed, som kan gribe et publikum, der længes efter forløsning.

Og den kommer nu. Musikken bliver skruet op, døren går op, Brown has entered the building, folk klapper ellevildt. Han er sammen med Mondadoris chef og Matteo Renzi, Firenzes begejstrede borgmester.

Borgmestre rundt omkring i verden kappes om at få Dan Brown til at skrive krimier, der foregår netop i deres by, og Renzis overstrømmende ord illustrerer hvorfor, og det handler selvfølgelig om turisme, om penge. En ny Brownbog er i sig selv en økonomisk stimuluspakke til masser af trængte brancher.

Så Renzi roser den store forfatter igen og igen, men omtaler konsekvent Browns nye bog som ’Da Vinci-mysteriet’, og tolken gentager fejlen, men skidt pyt, for fejlen er ikke nogen slem fejl, og det her handler alligevel ikke om litteratur, men om business.

Vasaris enorme vægmalerier og Michelangelos skulptur ’Sejren’, som Renzi stolt nævner og peger på, er bare staffage. Vi ved alle, at det er Browns kommercielle succes, som bliver hyldet i aften. Det her er i bund og grund en industriel begivenhed.

Efter borgmesterens tale replicerer Brown med en hyldest til byen, som han elsker, og til de forlæggere og forretningsforbindelser, som er til stede i aften. Der klappes og skåles igen, og så er det tid til mad og drikke.

I hvert fald for nogen af os, for stakkels Dan Brown er reduceret til photo opportunity, og der er rigtig mange forlæggere, der gerne vil fotograferes med manden, der sælger så mange bøger, at de ikke går konkurs, men i stedet kan leve det søde liv.

Det er fascinerende at følge, hvordan Browns fire bodyguards arbejder. De står i en ring omkring ham med et øje på hver finger. De kigger sig hele tiden omkring, blokerer folks adgangsveje til stjernen, så Brown ikke bliver løbet over ende eller udsat for det, der er meget værre.

Er Dan Brown et terrormål? Tiltrækker han tossede nørder, der tror, at der er skjulte budskaber i hans romaner, eller vrede katolikker, der vil gå til yderligheder, fordi han vedvarende fremfører sin kritik af Vatikanet? Man skulle tro det.

9) Salt
Over os hænger den vældige selvbærende loftsflade dækket af malerier. I ’Inferno’ må Robert Langdon balancere rundt på loftet over loftsmalerierne for at slippe væk fra en morderisk forfølger, og her er den første fejl i bogen i forhold til den virkelighed, jeg har haft lejlighed til at nærstudere:

Malerierne er ikke malet på lærreder, som man kan falde igennem, men på træ, som faktisk er så stærkt, at fyrst Cosimos soldater i sin tid lå og sov på dem.

På væggen over Brown og hans bodyguards hænger ’Battaglia il Marciano’, Vasaris vældige maleri, som rummer et af de spor, der leder Langdon mod gådens løsning i ’Inferno’.

LÆS OGSÅ

Jeg bør ikke sige mere af hensyn til dem, der endnu ikke har læst bogen, men gennem min lille teaterkikkert kan faktisk jeg læse de famøse ord, som det handler om.

Jeg drikker tør hvidvin og napper lidt lufttørret skinke. For stakkels Dante, der blev forvist fra Firenze, fordi han holdt med de forkerte i en magtkamp, var der én god ting ved eksilet i Ravenna: brød med salt i!

Det var nyt for poeten, for i Firenze og i det øvrige Toscana puttede man ikke salt i dejen. Ikke fordi man var ubekendt med den fine smag, men fordi man nægtede at købe salt af paven, som havde monopol på at sælge det og solgte det dyrt. Tænk engang: usaltet brød som led i en civil protest.

10) Evolution
Brown berører også truslen om genetisk manipulation i sin bog. Han frygter etnisk udrensning på genetisk niveau og fremmaner en fremtid befolket af ’posthumanoider’. Han henviser til, at vi for længst er begyndt at ændre vores kropskemi med vacciner, transplanterer organer og udskifter kropsdele.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Den menneskelige race har aldrig skabt en teknologi, som den ikke har våbengjort«, siger han. »Vi opdagede ilden, og vi brændte landsbyer af, vi opfandt atomkraft og udviklede atomvåben, vi har nu udviklet den genetiske videnskab, og genetikken er i særklasse frygtindgydende, fordi man kan skabe genetisk målrettede våben, som rammer udvalgte grupper; det er et frygteligt perspektiv«.

Mine forældre sagde til mig, da jeg var ung: Du fortryder aldrig det, du har gjort, men det, du valgte ikke at gøre



Han ryster på hovedet: »Det interessante er, at man kan argumentere for, at evolutionen næsten kræver af os, at vi gør det. Fordi en art altid anvender alle de midler, som er til rådighed, for at overleve.

Genteknologi er bare et redskab, evolutionen siger til os, at vi er nødt til at bruge det. En chimpanse med en kølle, som bliver angrebet af en løve, vil aldrig tænke: Den her bør jeg nok ikke bruge, den kaster jeg væk. Nej, chimpansen vil bruge køllen for at overleve«.

11) Betydninger
Firenzes herligheder ligger virkelig til symbolforsker og kunstforsker Robert Langdons højreben. Medicierne sad på magten i Firenze i århundreder. De brugte en stor del af deres rigdom på at bestille værker hos tidens største kunstnere.

Det er fantastisk at have adgang til noget af den i Mediciernes mest private gemakker dybt inde i Palazzo Vecchio. Uden undtagelser er der i hvert eneste af disse gemakker et par hemmelige døre, skjulte løngange eller kamuflerede kamre. Et af dem, vi får at se, blev brugt som alkymistisk værksted, et andet som torturkammer.

I alle rum er udsmykningerne bjergtagende. Ofte i form af malede tableauer, som allegorisk udtrykker de florentinske magthaveres forståelse af, hvad det drejer sig om i det jordiske liv; nemlig at yde sit bedste inden for tro, viden, kundskaber og kunst.

Ikke at forglemme de kødelige nydelser, som man bliver mindet om det i Camerio di Bianca Capello, kammeret, som tilhørte fyrstens elskerinde.

LÆS OGSÅ

Malerier, skulpturer, ornamentik af enhver art. Det hele har ud over det rent dekorative en dybere betydning. I Studiolo di Francesco 1 fremstiller loftsmalerierne, hvis man ser godt efter, de fire elementer: ild, jord, vand og luft. Loftsmalerierne korresponderer med udsmykningen på tavlerne nedenfor.

Vi er Dan Browns gæster, så vi står ikke i kø, men smutter ud af Palazzo Vecchio og bliver af chefen for byens internationale relationer ført ad bagvejen ind i Uffizierne, kunstskatkammeret over alle skatkamre, som åbnede for publikum i 1769.

I ’Inferno’ benytter Langdon sig af den berømte Vasari-korridor, som gjorde det muligt for fyrstens familie at bevæge sig uset fra den ene side af floden Arno til den anden. Fra Palazzo Vecchio til Palazzo Pitti.

Jeg gjorde turen for nogle år siden og nyder at være her igen. Også her i Uffizierne er trængslen voldsom. Gulvet ryster en lille smule, og det gungrer svagt, da vi står foran Botticellis ’Prima vera’.

12) Børn
Dan Brown har ingen børn. Ikke fordi han ikke vil bidrage til overbefolkningen, men fordi han hellere ville bruge sit liv på andre ting end dem, forældre bruger tid på, siger han.

Jeg kan høre stemmer bag døren. Susanne Torpe fra Hr. Ferdinand styrer tiden for de danske journalister med stopuret på sin iPhone. På mit eget ur kan jeg se, at jeg må have fem minutter igen.

Dan Brown fortæller om tidligere tiders forhold til børn.

»I min mors generation var det at få børn givet på forhånd. Der var ikke noget valg, man skulle have en familie. I vores generation er det anderledes, mange af os har valgt ikke at få børn. Jeg har nevøer, jeg har været lærer, der er masser af skønne børn i mit liv, men selv ville jeg altså noget andet, men mine forældre var forfærdede. Hvordan kan du vælge børn fra, spurgte de«.

LÆS OGSÅ

Der er en lille smule positiv psykologi i ’Inferno’. En af personerne opfordrer en anden til ikke at tænke på sig selv, hvis vedkommende vil være fri. Jeg spørger Dan Brown, om han taler af egen erfaring om at være blevet fanget i selvoptagethedens fælde?

»Selvfølgelig. Det sker for os alle. Og det sker helt sikkert, hvis du er et ganske almindeligt menneske, som bliver ramt af pludselig berømmelse. Der var et tidspunkt, en måneds tid efter at ’Da Vinci-mysteriet’ var udkommet, hvor jeg var lammet«.

Det kan jeg godt huske at have læst om, at Brown havde meget svært ved at skrive en opfølger til ’Da Vinci’-succesen.

»Jeg sad ved min pc og tænkte over, at hver sætning, jeg skrev, ville blive læst af måske hundrede millioner mennesker. Den eneste måde, hvorpå jeg kunne befri mig selv, var at tænke på mine læsere, ikke på mig selv«.

13) Minder
Dan Brown har som få andre tryllet med tempelriddere, gralsskatte, hemmelige tegn, loger og gåder. Tricket er som oftest at låne kolorit fra verdenskunst, religion og stedets magi. ’Da Vinci-mysteriet’, som en af mine guider på dagens rundtur konsekvent kalder ’Leonardo-mysteriet’, fik millioner af læsere til at interessere sig for bibelhistorie.

Der er næppe tvivl om, at Browns nyeste udspil, ud over måske at få folk til at tænke over dystre civilisatoriske problematikker, vil vække interessen for Dante Alighieri og hans monumentale værk.

»Jeg håber, jeg kan få masser af folk verden over til at læse Dante. Det eneste, jeg gør som forfatter, er jo, at jeg deler min lidenskab for ting, som jeg finder spændende, med andre. ’Den guddommelige komedie’ fascinerer mig, ligesom genetik og Firenze gør«.

Brown forklarer, at han skriver sine bøger for at dele ud af sin entusiasme, og at han altid har et håb om, at hans thrillere vil få folk til at gå ud i verden og selv opsøge tingene. Han deler også sin kritik. Dan Brown er blevet en mand med et budskab: Vi er for mange her på Jorden.

Det er malthusiansk befolkningsbekymring på nye flasker, og det er vel ikke det, den forsamlede verdenspresse er her for at skrive om, eller er det?

Tingene flyder sammen for forfatteren, som ifølge Salman Rushdie ikke kan skrive overhovedet, benytter, som han så ligefremt bekender det, sin adgang til millioner af læsende menneskers bevidsthed til at sprede sit dystre budskab.

Jeg når et sidste spørgsmål. Fra hjertet, hvad er det vigtigste i livet, Dan Brown?

Forfatteren drikker først lidt iskoldt vand, som hans personlige assistent er kommet ind med.

Det eneste, jeg gør som forfatter, er jo, at jeg deler min lidenskab for ting, som jeg finder spændende, med andre

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Min kone og jeg har talt om det, og vi er ikke optaget af jetfly, yachter, juveler og den slags. Vi har besluttet, at det, penge skal give os, er minder. Vi bruger penge på minder. Vi tager til Frankrig, til Istanbul, vi har en skøn middag med venner. Ting er ligegyldige, vi har, hvad vi skal bruge. Hvis min computer dør, køber jeg en ny. Men hvis det er et godt minde, er vi ligeglade med, hvad det koster, så køber vi det«.

Jeg er også tørstig, men kun Brown har et glas. Det lyder lidt underligt, det han siger om minderne. Det indebærer jo, at han ser på nuet fra et fremtidigt, tilbageskuende ståsted. Brown fortsætter ufortrødent:

»Jeg vil ligge på mit dødsleje uden at fortryde noget. Mine forældre sagde til mig, da jeg var ung: Du fortryder aldrig det, du har gjort, men det, du valgte ikke at gøre. Når en dør åbner sig for min kone og mig; lad os gå gennem den og se, hvad der sker«.

14) Skål
I ’Inferno’ skriver Brown: »Langdon spekulerede somme tider på, hvordan Cosimo den Første ville have haft det med, at hans højtidelige private sal indimellem fyldtes af bestyrelsesformænd og fotomodeller«.

Man kunne tilføje: Og af krimiforfattere, forlæggere og journalister, som på hver sin måde bidrager til endnu en taktisk fremrykning mod endemålet: at gøre ’Inferno’ til en succes i fænomenstørrelsen.

Her i Palazzo Vecchio går de profane løjer på hæld, festen er ved at være forbi, jeg tømmer glasset og går hjem i mine egne tanker. I kulturjournalistikkens verden er det vanskeligt ikke at havne i rollen som nyttig idiot, men der er det, der er vældig meget værre at havne i. Brændende sarkofager for eksempel.

15) Knæfald
Dagbladet La Repubblica har arrangeret en tre dage lang litteraturfestival med en lang række lærde mennesker på programmet, som handler om litteraturens muligheder for at bidrage til samfundets fornyelse.

Det overraskende hovednavn er: Dan Brown. Han bliver interviewet af avisens Vittorio Zucconi; det hele foregår i Palazzo Vecchio, hvor omkring tusind mennesker, de fleste i sort, den intellektuelle elites foretrukne farve overalt i verden, har bænket sig.

Der bliver klappet, da stjerneforfatteren ankommer, og Brown slipper ikke for det italienske yndlingsspørgsmål om ’Da Vinci-mysteriet’, som mange katolikker fandt blasfemisk, og som gjorde Brown til persona non grata i Vatikanet.

LÆS OGSÅ

Igen hiver Brown sine forældre af stalden og beretter om en barndom, hvor han blev opdraget til at stille spørgsmål. Og at det skam ikke er i modstrid med hans måde at være kristen på at anfægte religiøse dogmer og fremstillinger. Til forsvar for sit enkle sprog bruger han et citat: Fiction is life with the boring parts taken out.

Det hele varer 45 minutter, udenfor på pladsen ser folk interviewet på storskærm, og Sky TV transmitterer via parabol. Da Zucconi spørger, hvor mange der har læst ’Inferno’, ryger flere hundrede hænder i vejret. Brown smiler og siger tak til forsamlingen. Da interviewet er færdigt, klapper publikum begejstret, flere har rejst sig op.

16) Arrivederci

Efter ’Da Vinci-mysteriet’s succes blev det øde beliggende Rosslyn Chapel i Skotland en turistattraktion. På Louvre, hvor Dan Brown var på besøg og blev genkendt i sidste uge (jeg ved ikke, om han havde glemt baseballkasketten og solbrillerne), har de stadig udsolgte ’Da Vinci Tours’. Og her i Firenze er der, siden ’Inferno’ udkom, åbnet to nye sightseeingture; den ene begyndte dagen efter, at bogen var ude. Manden, som denne uge svingede domptørstaven over florentinernes by og fik maget det således, at også denne avis skriver om hans bog, er imod overbefolkning, men takket være hans nye roman er en ting i hvert fald stensikker: Dantes by slipper ikke for at blive endnu mere infernalsk overbefolket, end den allerede er.



Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden