Hvordan erfarer man verden? For Josefine Klougart er sproget en indgang.
Sådan har det vist været for hende, længe før hun flyttede fra bjergene og hestene på Mols og blev studerende i først Århus og siden København.
Hvad enten hun snakker om naturen i Mols Bjerge, barndommen uden børnehave og fritidshjem eller tilbagevendende depressioner i ungdomsårene, vender den 24-årige, roste og meget omtalte debutforfatter Josefine Klougart hele tiden tilbage til sproget. Som både middel og mål, som blik og som skabende kraft, i erfaring, erkendelse og erindring:
Romanen er ikke selvbiografisk
»Min første roman er blandt andet en fortælling om det at komme til sproget. Det at nærme sig verden i og gennem et sprog. Et sprog, der ikke bare er bestemmende for, hvordan vi som mennesker erfarer verden, men som simpelthen ’skaber’ virkelighed – den subjektive virkelighed, der bliver vores«.
LÆS ANMELDELSE
I hendes debutroman ’Stigninger og fald’ kan man læse om en pige, der vokser op på landet på Mols sammen med to søstre, en mor og en far. Det gjorde forfatteren også selv, men romanen er ikke selvbiografisk, understreger hun. Og det er i virkeligheden ikke historien om familien, som er det mest centrale i den:
»Jeg har skrevet et portræt af en familie, hvor nogle en gang imellem tager piller, fordi de er syge, hvor andre sommetider er kede af det, og hvor børnene indimellem må lægge ører til mere, end hvad godt er. Men det er jo alles historie! Der er ikke tale om et storladent psykologisk drama, og den konkrete historie er slet ikke det vigtige i min bog. Sproget er det vigtige – denne undersøgelse af en poetisk bevidsthed og forsøget på at mime det sprog, som netop denne særlige form for menneskelig bevidsthed opererer i. Præmissen for at læse bogen er at forstå, at sproget ikke er et røgslør, der bliver lagt ud over en piges barndom på Mols. Sproget er simpelthen romanens ærinde – sproget som grundforskning i menneskelig bevidsthed«, siger Josefine Klougart og nøjes med at sætte et komma i talestrømmen.
Når denne her i grunden temmelig generte unge kvinde først begynder at tale om sprog, bliver hun nemlig grebet af temaet og holder ivrigt ved:
»Fanger man ikke den præmis, er det en kedelig bog. For der sker faktisk ikke rigtig noget. Den måde, hvorpå kæderne af billeder hele tiden inkluderer nyt stof, lægger nye rum til det konkrete og skaber forbindelse mellem for eksempel historisk gods, natur, krop, erindring og drøm ... det er romanens egentlige udsigelse«.
Sprækker i sproget
Hun kom ind i forlagets mødelokale. Hilste på med et åbent smil, der afslørede et, ikke helt lille, mellemrum mellem fortænderne. Under frakken var hun pakket ind i en stor, løs sort sweater. De lyse jeans har revner ved knæene.
Sprækker. Der er sprækker i Josefine Klougarts ydre, ligesom der er i sproget, som man kan drive ind i og lade sig inspirere af, hvis man lader sin egen nysgerrighed og lyst til sprog stå åben.
Fryser du? Vil du have en kop kaffe?
Hun trak trøjen omkring sig, hældte kaffe i et krus og næsten lige så meget mælk oveni. Tog støvlerne af og satte sig ned med ben så lange, at man kan forestille sig, hvordan hun næsten kan skræve over en ponys ryg uden at sætte en fod i stigbøjlen først.
Ligesom man sagtens kan se hende for sig i en yngre udgave ride på østjyske marker med det lidt skævt klippede lyse hår gyngende i luften.
Associationer. På det punkt er Josefine Klougarts roman stærk. Hele tiden leder det ene billede til et næste, uden at hun taber udgangspunktet i sproget. Som hun selv formulerer det:
»Fra det helt konkrete knopskyder sproget i disse lange metaforiske billedkæder. På den måde inkluderer sætningerne hele tiden nyt stof og skaber forbindelser mellem de forskellige billeder. Det ser jeg ikke som en bevægelse væk fra det konkrete, fra sansningen og fra udgangspunktet. De bliver jo stående som åbne rum i skriften, på siden og i læserens erindring. Jeg ser det som en bevægelse ind i den konkrete sansning. En registrering og kortlægning af rummet. Der er simpelthen tale om en vilje til at gøre beskrivelserne mere skarpe og nuancerede. Mere hele«.
I ’Stigninger og fald’ har hun villet forene præcision og nuancering med sit sprog samt undersøge, hvordan man som menneske erfarer verden:
»Jeg oplever, at denne associative sammenvævning af sproglige billeder er meget lig den måde, jeg ofte selv er til stede på. Igen og igen foregår der disse forskydninger i tanken og sproget, så rummene vokser eller bliver flere, og vi oplever at være mere intenst til stede i de fysiske og mentale rum, vi bevæger os i og lever i«.
Sprog i bly
Til sommer er hun færdig med den toårige uddannelse på Forfatterskolen i København. Tidligere har hun læst kunsthistorie og litteraturvidenskab på universitetet i Århus. Da hun begyndte at læse, havde hun allerede skrevet for sig selv i adskillige år. Josefine Klougart har skrevet, siden hun var barn:
»Det var ikke sådan, at jeg var et særlig mystisk barn, der kun var optaget af at skrive. Mine to søstre gik i børnehave. Det gjorde jeg ikke. Jeg var mere isoleret og vel også mere tænksom. Jeg havde en enorm glæde ved naturen og brugte en stor del af min barndom i Mols Bjerge. Sammen med veninder eller alene red jeg rundt. Jeg brugte meget tid alene, og det er måske medvirkende til, at man finder den ro, det kræver at skrive. Var jeg vokset op i en forstad til Århus og havde gået på fritidshjem, tror jeg ikke, jeg havde skrevet så tidligt. Jeg var sikkert kommet til det på et tidspunkt. Men det havde været noget andet«.
Som barn gik Josefine Klougart på en friskole, »hvor det at skrive blev prioriteret højt«. De havde et trykkesæt i bly og prøvede at trykke deres egne tekster:
»Måske var det almindeligt at gøre det, men for mig forbandt det skriften med en vis magi. Der var en aura omkring det værksted; det blev en kropslig erfaring, at bogstaverne er byggeklodser. Så forstår man, at sprog er klodser, man sætter sammen, at sætninger er huse stykket sammen af forskellige dele, og at sproget på den måde i det mindste og største fungerer rumligt. Jeg tror, det gav en udvidet forståelse af, hvad et skriftsprog er. At tekster er rum, man kan bevæge sig i«.
»Jeg tænker i skrift«
I dag skriver hun på computer. Men de kropslige og visuelle sider af sproget er med hende, når hun skriver:
»Jeg tænker i skrift. Hvis jeg skal tænke over noget vigtigt, er jeg nødt til at skrive det ned. Det hænger sammen med min grundforståelse af sprog og litteratur, tror jeg. Sprog og litteratur er en måde at overskride sig selv på for mig. I litteraturen føler jeg, at jeg er klogere end mig selv. At jeg får adgang til noget, som ligger uden for mig selv. På den måde er jeg en meget romantisk forfatter. Det er klart, at man som forfatter ikke kan forholde sig fuldstændig ukritisk til, at sproget ikke er et transparent medium. Mens man skriver, er det vigtigt også at have en anden kritisk bevidsthed i spil. Men det er min erfaring, at hvis man tør tro på, at sproget kan bære, så kan man som forfatter overskride sig selv og få del af en anden og større strøm«.
Josefine Klougart synes »virkelig«, det langt hen ad vejen giver mening at tale om ’inspiration’. Og at sprog, litteratur og kunst giver adgang til en erfaring af transcendens:
»Når man i sproget oplever at blive en del af noget større, mens man skriver eller læser litteratur, sker der en slags overskridelse af ens eget begrænsede intellekt og ens egen bevidstheds kapacitet og rummelighed«.
Den gode litteratur
Begejstringen for selve sproget i ’Stigninger og fald’ har tråde tilbage til dengang, Josefine Klougart som 16-årig opdagede forfatteren Virginia Woolf:
»Det var en meget radikal oplevelse. Da forstod jeg, hvad det var, jeg skulle. Jeg havde hele tiden haft stor lyst til at skrive, men havde altid følt mig meget hæmmet, fordi jeg ikke havde nogen historie at fortælle. Det skulle man jo have, troede jeg. Endda en rigtig god historie. Og det havde jeg ikke. Da jeg læste Virginia Woolf, forstod jeg, at den gode litteratur handler om noget helt andet end den gode historie. Den handler om at være mere til stede i verden. Om at erfare verden fuldt og helt«.
Da hun læste Virginia Woolf første gang, havde hun i perioder været deprimeret. Virginia Woolf led af voldsomme depressioner og endte med at tage sit eget liv.
»Jeg var tydeligvis slet ikke lige så syg, som hun var, men følte alligevel et slægtskab med hende. Det gav mig en slags ro at læse hende og tænke: Okay, man kan godt have det svært og alligevel skabe store ting. Det gav mig også en ro i forhold til at være et meget følsomt menneske. I perioder havde jeg været bange for, at mine voldsomme psykiske udsving skulle gøre mig til et ødelagt, trist menneske. Nu begyndte jeg også at se følsomheden som et potentiale. Jeg forstod, at den ikke kun var af det onde, og det var en trøst. Nu kan jeg bedre tænke: Lige nu har jeg en periode, hvor jeg har det skidt. Men det er jo derfor, at jeg andre gange kan have det helt fantastisk. Det er derfor, at jeg kan have de der ekstreme oplevelser f.eks. i litteraturen, hvor jeg virkelig føler, at jeg overskrider mig selv og ser det poetiske i tingene. Der er to sider af at være et meget følsomt menneske«.
Det er gået stærkt
Genertheden har været medvirkende til, at det har været voldsomt for hende at komme igennem »mediemøllen«, som hun kalder de seneste måneders opmærksomhed fra pressens side.
Hun er blevet fotograferet, interviewet i trykte medier, i radioprogrammer og også på tv, ligesom hun har set sine egne ord anmeldt – oftest positivt – mange steder.
Det er gået stærkt. Også overraskende hurtigt, synes hun selv, fordi hun ikke havde forventet, at en roman uden hverken handling eller plot ville vække så megen interesse:
»At den type litteratur har gjort det – det har skabt en glæde og en optimisme i mig. Og så er jeg så glad for, at jeg får mail fra læsere, for hvem romanen har betydet noget. Det har været en ret vild oplevelse!
Jeg håber sådan, at denne her bog kan få læsere, der normalt mest læser underholdningslitteratur, men oplever, at den såkaldte smalle litteratur ikke nødvendigvis er svær, selv om den griber ind i nogle mere abstrakte problemstillinger«.
fortsæt med at læse
