Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
JOACHIM ADRIAN
Foto: JOACHIM ADRIAN
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatter om den svære toer: »De får et chok«

Josefine Klougart er tilbage med en bog om et pars seksuelle forhold styret af vold.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatteres anden bog kan være en svær størrelse. Især hvis debutbogen gled ubesværet ind i læserne, som det skete for Josefine Klougarts ’Stigninger og fald’ sidste år.

Debuten var lyriske prosatekster om verden set fra det smukt bakkede landskab på Mols. En verden fyldt med hestemuler, solbærbuske og fritgående høns. Bogen ramte så mange lokale strenge, at præsten i Agri endda citerede fra den i sin juleprædiken, mens forfatteren selv sad nede på en af kirkebænkene.

LÆS ANMELDELSE Men det varer nok nogle år, før præsten igen tør citere fra hendes bøger, og det bliver næppe fra ’Hallerne’, for det er ikke en roman for kirkerum. Josefine Klougart selv er ikke i tvivl om, hvordan de lokale på Mols vil reagere på romanen, som udkom i går. »De får et chok«, siger hun. Destruktivt sexliv Måske har hun ret, og i hvert fald ville menigheden i Agri få et chok, hvis præsten citerede følgende passage fra ’Hallerne’, som er en beretning om en mand og en kvindes destruktive seksuelle samliv: »Kvinden ved, hvordan det føles at blive kvalt af en pik, nedefra. Kvinden kan godt genkalde sig følelsen af en pik, der glider ind mellem skamlæberne og op gennem hende for at blokere hendes luftrør«. »En pik kan bore sig gennem lungerne. Flække en frugt. En melon. Den kan komme til syne helt oppe i øjnene. Det tænker hun. At man må kunne se den i hendes pupiller som en skygge«. »Og kvinden er taknemmelig«. Tag den, Agri! Skyggesiden af begæret For Josefine Klougart er ’Hallerne’ imidlertid en bog, som er mindst lige så vigtig som ’Stigninger og fald’. For hende er det ikke bare en eksplicit udpensling af et forhold med sex og vold. Det er bog, som vil vise skyggesiden af begæret og kærligheden uden at forfalde til stereotyper, hvor manden er skurken og kvinden ofret. »Mange læsere vil kunne genkende grundstrukturerne fra forhold, der er baseret på kærlighed, men som udvikler sig i voldelig retning – eller som en gang imellem slår over i det destruktive«, siger hun.

LÆS ANMELDELSE

Med ’Hallerne’ forsøger hun blandt andet at vise, hvor svært det er at navigere i en moderne verden, uden at man falder i en grøft, hvor al skyld placeres på enten manden eller kvinden.

Hun vil vise, hvordan vi alene med vores blikke kan holde hinanden i fastlåste roller – eller vi kan lade os falde til hvile i den rolle, den anden placerer os i med sit blik, fordi det er det nemmeste.

»Vi lever midt i en billedstorm, hvor billedet af kvinden som passiv, objektgjort Lolita er helt internaliseret i os. Samtidig har vi fra vores mødre en arv, de kæmpede for at få anerkendt kvinden som et potent seksuelt væsen«, siger Josefine Klougart.

De to roller
Selv insisterer hun på at kunne være kvinde både som en, der går i højhælede sko, iklædt kvindelighed, og samtidig eller i andre sammenhænge at kunne være den nøgterne intellektuelle.

Men hun erkender, at selv om hun ikke anser de to sider som hverken uforenelige eller naturgivent modsatrettede, så spejler denne kulturelle stereotype opdeling langt hen ad vejen problemerne i det seksuelle rum, hvor sammenstødet synes endnu mere smertefuldt.

Det var uhyggelig varmt, og jeg sad for åbne vinduer med bare et håndklæde omkring mig, mens jeg skiftevis læste og skrev og badede i Hald Sø

At leve i det komplekse rum, som romanen forsøger at skildre, er svært, og hun har da heller ikke et endeligt svar på, hvordan man som eksempelvis ung kvinde lever med begge roller.

»Det er fandeme et godt spørgsmål. Det er man bare nødt til«, som hun siger.

»Men i sammenstødet mellem de to roller risikerer man jo i høj grad at få en dobbelt skyldfølelse. Først over at man ikke bare kan være en frigjort kvinde og dernæst over, at man gentager et stereotypt kvindebillede, man synes er usmageligt. Rationelt kan man fortælle sig selv, at det er latterligt, men hvad hjælper det, hvis man bliver våd af at gentage det. Så får man også skyld over dét. Det er jo fuldstændig vanvittigt. Dét at blive bevidst om, hvad det er for en skyld, man føler, og hvad det er for nogle idealforestillinger, man navigerer efter, dét er vel den eneste vej frem«, siger hun.

Marguerite Duras i fuldt udtræk
Hovedparten af ’Hallerne’ skrev hun for halvandet år siden, og når hun læser bogen i dag, kan hun godt se, at det er en bog, som nogle instinktivt vil have svært ved at kapere, fordi den er så eksplicit i sine beskrivelser af vold og sex, men de tanker nåede hun slet ikke at få, da hun skrev den.

Hun nåede heller ikke at få tanken om, at det måske kunne blive en kamp at få skrevet ’den svære toer’. Bogen var nærmest færdig, før hun fik tænkt sig om, og den nåede at blive skrevet, allerede før debutbogen udkom.

... mine egne litterære ambitioner er så forfærdelige, at det udefrakommende pres helt blegner i forhold til det indre pres



»Det var virkelig intenst. Jeg tog til Hald Hovedgaard for at skrive. Forinden havde jeg antikvarisk fundet otte-ti bøger af Marguerite Duras. Jeg gik bare i gang med at læse dem alle sammen. Nærmest på en gang, samtidig med at jeg skrev. Det var uhyggelig varmt, og jeg sad for åbne vinduer med bare et håndklæde omkring mig, mens jeg skiftevis læste og skrev og badede i Hald Sø. Det var en helt speciel tilstand«.

I løbet af en uge fik hun skrevet det meste af teksten til ’Hallerne’. Forløbet var så intenst, at hun næsten ikke turde læse, hvad hun havde skrevet.

»Jeg tænkte, at hvis det er, hvad jeg håber, det er, så er det virkelig godt, men det kan også blive en slem skuffelse. Som forfatter kan man blive meget optaget af noget, og bagefter viser det sig, at det er uinteressant for alle andre end én selv«.

Udgangspunkt i en enkelt sætning
Den erkendelse kender Josefine Klougart kun alt for godt. Da hun begyndte på ’Hallerne’, var det oprindelig en digtsamling, og i den form viste hun det første udkast til forfatterkollegaen Hans Otto Jørgensen. Da han havde læst manuskriptet, sagde han tørt: »Der er én sætning, der interesserer mig«.

»Så stregede han den sætning under, og det var den sætning, jeg tog med på Hald. Ud fra den sætning væltede det så frem, men på et tidspunkt slettede jeg den, og den er slet ikke med i ’Hallerne’ mere«.



Det er sådan, hun arbejder. Udgangspunktet er den enkelte sætning, og herfra vider teksten sig ud og ud, men ikke som en historie med et plot. Det er snarere prosalyriske fortællinger, hvor den litterære bæredygtighed afhænger af, om den enkelte sætning for læseren er ladet med billeder og betydning.

Lyder det som risky business? Ja, og forfatteren er fuldstændig klar over det. Men det er en bevidst strategi, selv om spildprocenten kan blive høj.

Josefine Klougart, når hun er bedst
»Jeg kasserer alt det, hvor jeg synes, det er Josefine Klougart, når hun er bedst. Det skal være Josefine Klougart, når hun er bedst, og når hun også undervejs får sagt noget, hun ikke kunne have sagt. Sproget har den egenskab, at den river stof med sig, og man kan potentielt få sagt noget, man ikke vidste, man ville sige. Noget, der er større end en selv – og som gør værket større«, siger hun.

Hun ved godt, hun ikke har en historie at fortælle, for hun er håbløs til historier. Hun kan se film, uden at finde ud af hvem morderen er, og i romaner kan hun eksempelvis helt overse, hvor i Rusland handlingen egentlig foregår, og hvilken krig det er, forfatteren fortæller om.

»Jeg holder i stedet for øje med rytmen og tonen i sætningerne, og jeg ser på, hvordan billedsproget fungerer«.

Det er det samme fokus, hun har på sine egne tekster.

250 sider kasseret
For nylig kasserede hun 250 sider, fordi teksten simpelthen var blevet for sentimental. Noget af stoffet vil måske engang dukke op i en anden form i hendes tekster, men mindst 100 af siderne vil, siger hun, aldrig se dagens lys igen.

Og her er det måske på sin plads at komme med de pejlemærker, hun bruger, når hun nu ikke fortæller en historie med et plot, der bygges op og har sammenhæng og til sidst forløses.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hos mig skal der være noget erindret stof, og så skal der være en forestilling, som peger frem i tiden. Desuden skal der være en kritisk refleksion, som kan korrigere den sentimentalitet, skabende mennesker har som en stor tilbøjelighed«.

Foran mig i køen stod en kvinde, som sagde, at hun skulle have Josefine Klougarts ’Stigninger og fald’. Det var vildt bevægende



Dybest set mener hun, at trangen til at kaste sig ud i det sentimentale handler om dødsangst. At kunstneren er bange for ikke at føle nok, for hvis man ikke har store følelser, er man i realiteten død.

»Derfor jager vi følelsen, og det ligger også lige for, når man er kunstner, for man vil også gerne skrive det store værk, ikke? Derfor overser man, at det store kan være noget, som ligger gemt i det små. At der i det små kan opstå nogle revner og sprækker, hvor man pludselig kan se den store følelse, den store fortælling. Men det kan være svært at have den store følelse som udgangspunkt, for så bliver det tit sentimentalt, og man begynder at lege litteratur. Det sker, fordi man har læst en litteratur, hvor projektet er lykkedes, hvor sprækkerne er opstået, og der opstår våger af følelser. Så tænker man som forfatter, at sådan én vil jeg også lave, hvorefter man springer direkte ud i det store hav«, siger Josefine Klougart.

Store ambitioner
Hun forsøger ikke at skjule, hvor ambitiøs hun er. Hendes bøger skal ikke bare være gode, de skal også være vigtige.

»Man kan jo ikke bare skrive den samme bog igen og igen, selv om der er nogle, der gør det. Jeg kan ikke skrive bøger, der allerede eksisterer«, siger Josefine Klougart, og her er det hendes egen vurdering, der tæller, og ikke kritikernes.

»Min indstilling er, at anmeldelser er ligegyldige, og at det handler om, at den gode litteratur findes i verden. At det er underordnet, om man får 50 eller 50.000 læsere. Altså, sådan har jeg det, i teorien. Men så finder man jo ud af, at publikum ikke er ligegyldigt, fordi ens værk ikke er ligegyldigt«.

’Hallerne’ er i sit udtryk meget anderledes end debutbogen, men det skyldes ikke, at hun som forfatter har haft strategiske overvejelser.

»Jeg har virkelig mærket efter i mig selv, og hvis man tænker på et fænomen som den svære toer, så opstår det, fordi medierne, kritikerne, pisker en stemning op og lægger et forventningspres på forfatteren. Det kender jeg bare ikke, for mine egne litterære ambitioner er så forfærdelige, at det udefrakommende pres helt blegner i forhold til det indre pres«.

Nordens tungeste litteraturpris
Men helt upåvirket af omgivelserne er hun dog ikke, som hun blandt andet oplevede, da hun kort efter udgivelsen af debutromanen var i boghandlen for at hente en digtsamling, hun havde bestilt.

»Foran mig i køen stod en kvinde, som sagde, at hun skulle have Josefine Klougarts ’Stigninger og fald’. Det var vildt bevægende. Helt spontant gav jeg hende bare et knus og sagde: »Det er mig. Skal jeg ikke signere den?«. Kvinden så helt skræmt ud. Bogen var til hendes mand. Da tog det sgu alligevel røven på mig, for pludselig kunne jeg se, at man faktisk når ud til nogle mennesker«, siger hun.

Debutbogen er faktisk nået langt ud. Den er oven i købet blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, hvad der har skabt en del litterær ballade.

LÆS ARTIKEL

Ikke mindst fordi forfatteren Sven Holm, suppleant i den danske jury, sammen med andre har sagt, at de danske nomineringer af Josefine Klougarts ’Stigninger og fald’ og Harald Voetmanns ’Vågen’ sender værdien af den nordiske pris i frit fald.

Efter Holms mening er bøgerne skrevet af talentfulde forfattere, men bøgerne er efter hans mening for spinkle til en nominering til Nordens tungeste litteraturpris.

Josefine Klougart siger, at hun bevidst har holdt sig ude af hele diskussionen, men hvis man spørger hende, hvorvidt hun mener, hendes og Harald Voetmanns bøger har en chance i kampen om den nordiske pris, er svaret et klart ja.

Et 150 siders langdigt

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I går udkom så toeren, ’Hallerne’. Da forfatteren i sin tid var færdig med at gå usikker rundt om sit manuskript, spurgte hun Hans Otto Jørgensen, hvad han mente om bogen. »Det er fantastisk«, skrev han.

Anmeldernes begejstring er lidt mindre. Nogle efterlyser en handling, andre mener, sproget måske spiller for stor en rolle. De fleste synes dog at ville skrive under på May Schacks anmeldelse til fire hjerter, hvor hun skriver: »Er det her godt? Det er i hvert fald godt skrevet«. Selv siger Josefine Klougart: »Min bog er en beskrivelse af et komplekst rum, og nogle af de kriterier, anmelderne stiller op, kan ikke rumme netop den kompleksitet. Jeg kunne da godt have ønsket, de havde set, at det sproglige og det indholdsmæssige hænger uløseligt sammen«. Hun synes selv bedst om denne passage i Berlingskes anmeldelse: »Det kræver mod og talent at skrive såvel en roman uden egentligt plot eller progression eller et 150 siders langdigt. Klougart gør begge dele i én bevægelse«.



Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden