Vi er i Sønderjylland for 35 år siden. Til begravelse. I udkanten af følget omkring den åbne grav står en 11-årig dreng. Det er Erling. Præsten har lige talt, men de lokale har kun hørt efter med et halvt øre. Han er vist ikke engang fra landsdelen, og hans akademiske talegaver når ikke rigtig ind. Netop i det øjeblik træder en lille mand frem. Det er Erlings far. Han sætter en fod på jordvolden omkring graven og begynder at tale. Store følelser. Mange ord. Store ord. Han taler sig varm og på et tidspunkt så varm, at han går i stå af indre bevægelse. Efter nogle sekunders pause træder Erling frem. Han griber sin fars hånd, knuger den. Han læner sit hoved ind mod faderen og ser ud på begravelsesfølget med store, blanke øjne. Faderen retter sig op. Taler videre. Herefter er der ingen tvivl. De forsamlede er rørt til tårer. Hulkende bryder de sammen på skift, og Erling gør, hvad han kan. Han holder øjnene åbne, så længe han orker, og når han derefter blinker, løsnes ofte en enkelt tåre, som han lader rulle langsomt ned over kinden. Det er ren følelsesmanipulation. Og Erling elsker det. »Jeg kunne slet ikke få nok. Der var ikke noget som at se den kæmpestore langturschauffør, der slog hårdest oppe på kroen lørdag aften, bryde hulkende sammen over kisten«, siger Erling Jepsen i dag. Det var et begravelsesteater, han og faderen rejste en del med i 1960'erne. Ikke kun i hjembyen Gram, men også i de små nabobyer. Det var såmænd ikke, fordi de to var særlig gode bekendte af de døde, men faderen elskede at høre sig selv tale, og han var god til det. Samtidig fik de efterladte grædt sorgen ud, og faderens succes som følelsesfuld begravelsestaler smittede i de følgende uger godt af på omsætningen i det lille ismejeri i Gram. Tæsk og tvangsindlæggelser Det er ikke så underligt, at Erling Jepsen kalder sin netop udkomne roman 'Kunsten at græde i kor', for det er netop det, de gør i romanen. Den kunne også - om end mindre opfindsomt - have heddet 'Smil gennem tårer'. Det er nemlig både en gruopvækkende og på sin egen underspillede måde også en morsom skildring af en barndom i Sønderjylland, som den kendte dramatiker ruller op i sin kun anden roman. Skeletterne vælter nærmest ud af Jepsen-skabene. Den navnløse 11-årige dreng i historien må jævnligt trække bukserne ned og modtage en omgang tæsk, fordi han er umulig, og fordi far har 'psykiske nerver'. Imens ser moderen den anden vej, hvad hun også gør, når drengens storesøster Sanne om natten får far god igen ved at krybe ned til ham på sofaen i stuen, hvor han ligger, fordi moderen har låst soveværelsesdøren. Og hertil kommer så tvangsindlæggelse, overfald, lilleby-fnidder, mordbrand - you name it, Jepsen har det hele, og alt er serveret med et lunt, bittersødt smil på læben. Underholdning på et højt gyserplan. Erling Jepsen gør ingen hemmelighed af, at der er stærke selvbiografiske træk i romanen, men når man går ham på klingen, afvæbner han ofte spørgsmålet. »Jeg fortæller ikke hele sandheden, og det kan jeg heller ikke. I romanen foregår handlingen i Sønderjylland, men det kunne foregå mange andre steder, og jeg tror heller ikke, man kunne fortælle historien uden humor. På den måde kan man lade folk trække vejret undervejs - og derefter slå til. Det er jo en historie om en 11-årig dreng, der opfatter sig selv som hovedperson i historien, selv om han slet ikke er det«. »Han er lille og gammelklog, mens det er læserne, der skal sidde med oprørsfornemmelsen. De skal spørge sig selv, hvorfor der ikke er nogen, der gør noget, men sådan er det ude i provinsen - alle ved alt om alle, men ingen gør noget. Kan man ikke tåle det, må man flytte ind til storbyen«, siger Erling Jepsen. Han kan huske, hvordan han selv har stået med bukserne nede, mens hans far slog til, så naboen blev alarmeret og kom farende. »Du må ikke slå, du må ikke slå«, sagde han til min far, men havde alligevel travlt med at komme så tæt på, at han kunne se det hele. Det var ydmygende«. Søsteren tog trykket - hos far Af sin egen søster har Erling Jepsen fået lov til at skrive en af de centrale historier i romanen. Han går ikke i detaljer, men nøjes med at fortælle, at søsteren får taget overtrykket af faderens sindsbevægelse. »Drengen er vidne til noget, han ikke ved, hvad er. Han kan bare se, at det hjælper faderen, og at søsteren ikke har det så godt med det. Ja, han tilbyder endog sig selv, hvis det kan hjælpe, men faderen er ikke til små drenge«.

Tror du, folk vidste, hvad der foregik hjemme hos jer? »Jeg tror, folk aner den slags, men man skal ikke regne med, at de gør noget ved det. Se bare på den sag, der var for et par år siden, hvor to yngre mænd skød deres far. Dommeren frikendte dem, for naboer kunne fortælle, hvad de havde været igennem. De to brødre syntes ikke, der var andet at gøre, men der burde jo være andet at gøre«, siger Erling Jepsen. Han har på ingen måde lyst til at tegne et billede af sig selv som en mand med en formørket barndom med nogle frygtelige forældre, for sådan ser han ikke selv på det. Han er ikke bleg for at sige, at det dengang var bedre for alle, at børnene fik nogle bank, så luften blev renset, i stedet for at alle skulle gå rundt i en stemning af psykisk terror. Han ser sig selv som det over-samarbejdende barn, der var parat til alt for at få de voksne og familien til at have det godt. Hvis en anden mand i byen konkurrerede med faderen om at være årets julemand, spændte Erling ben for ham, og hvis han og søsteren syntes, at faderens succeskvote var lidt lav, åbnede de alle vinduer i missionshuset, så den kolde træk kunne strømme gennem lokalerne og forhåbentlig føre lungebetændelser, død og senere begravelser med tilhørende taler med sig. »Når far havde succes med sine taler, fik han jo status«, siger Erling Jepsen. Første radiospil gav 100.000 kr. I en snak om sin roman afslører han på et tidspunkt, at han forlader hjemmet, da han er kun 16 år gammel. »Jeg rejste til Haderslev for at gå på gymnasiet. Det undrede jo nogen, for Ribe var tættere på«, siger han pludselig, og når man spørger, hvorfor han gjorde det, svarer han: »Hvorfor? Tja, hvorfor«. Han må tydeligvis tænke over, om han egentlig har lyst til at svare, og intervieweren må spekulere over, hvorvidt det nu er umagen værd at spørge igen. På en ny måde. Man kan imidlertid fint spørge ham, hvorfor han egentlig først nu, 46 år gammel, er begyndt at skrive romaner, eftersom han nu er en af landets mest kendte og benyttede dramatikere med omkring 30 stykker bag sig. »Jeg ville egentlig være romanforfatter, allerede da jeg gik i gymnasiet, men en dag fik jeg mulighed for at skrive en skolekomedie, og det gik godt. Jeg skrev også en roman, som jeg sendte til nogle forlag, da jeg lige var begyndt på danskstudiet på universitetet i København, men det manuskript nåede jeg aldrig at få respons på, før jeg var i gang med at skrive dramatik«. »Der skete det, at jeg hørte et radiospil af Beckett, og så tænkte jeg ved mig selv, at det kunne jeg sgu da gøre meget bedre. På ingen tid skrev jeg et radiospil, og førnogen af forlagene reagerede, nåede jeg at få solgt mit radiospil, som indbragte 100.000 kr. inklusive salg til udlandet. Siden tog den ene bestilling den anden, og jeg kom væk fra romanerne«, forklarer Erling Jepsen. Han er dog ærlig nok til, at dette ikke er hele forklaringen på den sene romandebut. »Jeg havde også noget stof, som jeg ikke kunne få forløst på teatret. Dette begra- velsesteater, som en far og en søn opførte«, forklarer han. Det er blæret at skrive romaner Og så er der lige det med temperamentet. Jyden, der skal overbevise sig selv om, at han har noget at sige verden. Sådan helt personligt: Hallo - det er mig, Erling, der taler. Erling kalder verden. »Jeg plejer at sige, at drama er en skueplads for viljer, der slås, og som dramatiker skal man kæmpe for dem hver især, mens man selv holder sig i baggrunden. Det er noget andet med prosa. Man skal have en tro på sin fortællerstemme, og det er utrolig blæret at skrive romaner. Her kan jeg ikke gemme mig bag skuespillerpræstationerne«, siger han. Det ligger i luften, at forfatteren er vokset op i et provinsmiljø, hvor ingen skulle tro, de var noget, medmindre altså at de virkelig var noget. Eller at deres far var noget. Erlings far var ikke noget. Ud over begravelsestaler. Han var mælkemanden, der realiserede drømmen om et ismejeri - desværre for ham og familien skete det, da den slags butikker var på vej ud. Eller som hans far sagde med sin specielle jyske humor, når han skulle karakterisere kundestrømmen. »Der kommer et par stykker om formiddagen, og så tager det af hen ad eftermiddagen«. »Jeg er ikke vokset op med at tro, at jeg skulle være en af de fine. Som dramatiker lærer man jo også, at romanforfattere og lyrikere er de fine. I Danmark er man dårligt nok sikker på, at dramatikken er en litterær genre. For mig har det derfor også været helt bevidst, at jeg er gået efter at bevise, at man godt kan få en identitet som forfatter alene gennem dramatik«, siger Erling Jepsen, der da også nåede at komme i Kraks Blå Bog, mere end 10 år før han skrev sin første roman, der udkom for tre år siden. At han overhovedet er blevet optaget i Blå Bog ser ud til at være kommet en del bag på ham selv. Da han for et par årtier siden begyndte at arbejde for både Radio- og TV-Teatret, spurgte en af de ledende medarbejdere ham om, hvilken baggrund han egentlig havde. »Jeg svarede, at jeg skam ikke havde nogen baggrund. For mig var det at have en baggrund kun for de udvalgte. Senere har jeg så oplevet, at når jeg fortalte mine venner om min baggrund, syntes de, den var ret eksotisk, og at det var ligesom at gå i biografen, når de fik den fortalt«. Erling Jepsens venners beskrivelse skulle vise sig at være ret præcis, for det er ikke kun boganmelderne, der har været begejstrede for 'Kunsten at græde i kor'. Også et filmselskab har fået øje på bogen, og en filmatisering er undervejs. »Havde du det ad helvede til?« Selv har han ikke noget problem med at få sin fortid på det store lærred i en eller anden version. Han kan sagtens se den i øjnene, og det virker heller ikke, som om han hader sine forældre. Egentlig håber han, at folk vil omfatte dem med en vis sympati, selv om han selv følte sig nødsaget til at rykke ud af hjemmet meget tidligt.

Havde du det egentlig ad helvede til dengang? »Tja, det havde jeg vel egentlig, og på et tidspunkt var jeg også syg. Jeg havde en ret svær astma«.

Men havde det noget med flytningen at gøre? »Jeg blev da i hvert fald rask, da jeg flyttede. Men tag ikke fejl. Mine forældre elskede deres børn, og børnene betød alt. Jeg havde fire søskende, og jeg tror, der er få hjem, hvor der har været så meget kærlighed som i mit hjem, ja, nogle gange var der så også lidt for meget af den«, siger han med henvisning til søsteren. I en årrække har han boet i København, men på et tidspunkt rykkede han tilbage til Sønderjylland. Det kunne hans daværende kæreste slet ikke holde ud, så Erling Jepsen måtte opgive sin kaninfarm ved Højer og drage tilbage til hovedstaden med skrivemaskinen under armen. Heldigt nok, for ellers havde dansk litteratur måske aldrig fået romanforfatteren Jepsen. »Jeg kunne ikke have skrevet bogen, hvis jeg havde boet i Sønderjylland. Hvis man skulle gøre sådan noget, skulle man kraftsparkemig have gode nerver. Man ville blive totalt isoleret. Få bank måske. Eller blive slået ihjel«, siger Erling Jepsen. Og hvordan har de så taget romanen ovre i Gram? Jo. Faderen er død, men forfatterens mor er ret stolt, mener han selv. Hvis ikke det var for naboerne, ville der kun være stolthed hos den gamle dame. Men naboerne synes nu, Erling godt kunne have ventet med at skrive noget, til hans mor var død.