Sådan er det at være 50+ og ikke have råd til at sove i sin egen seng

De var bedsteveninder, voksede op sammen, flyttede til København sammen, fik fat i en stor, billig andelslejlighed ved Sankt Hans Torv og lavede et kollektiv sammen. Men da Louise fik kæreste og barn, endte Karen med at flytte ud. Louise købte lejligheden og blev murstensmillionær. Karen endte i en alt for dyr lejlighed, som hun nu må leje ud på Airbnb, mens hun selv overnatter i sovepose på en bænk for at få råd til huslejen.

Sådan er situationen for veninderne.

Totalt uretfærdigt. Eller ligger de bare, som de har redt?

Forfatter Lisbet Kjær Johansen, der har skrevet om Karen og Louise i sin roman ’Skindet på næsen’, er ikke i tvivl. Louise har retten til lejligheden på sin side. Og det vil de fleste være enige med hende i, er hun sikker på. Men hun synes, vi mangler at tale om, at der er noget grundlæggende galt med boligmarkedet. Og om den ulighed, det skaber mellem os.

»Vi accepterer, at sådan er det bare, det dér marked. Vi tænker: Vi kan ikke gøre noget. Det er jo ikke os, der har indrettet det. Sådan er det«, siger forfatteren.

»Men det er os selv, der har været med til at indrette det. De kæmpestore stigninger er jo ikke opstået ud af ingenting. De er koblet til lovgivningen, som vi har tilladt. Det, synes jeg, vi skal snakke om«.

Vi mødes på Sankt Hans Torv, en ejendomsmægler-spytklat fra dér, hvor hendes debut foregår. Rundt om os troner smukt renoverede ejendomme, formentlig nogle af Nørrebros dyreste kvadratmeter.

Vi kan begge huske, hvordan pladsen engang var mere rå. Det var, før den nu lukkede Pussy Galore kom til og gjorde stedet rigtig cafésmart, før Jørgen Haugen Sørensens store granitskulptur flyttede ind som midtpunkt. Vi husker også årene, hvor der blev sat stilladser med store presenninger ned over facaderne, som blev renoverede, år, hvor prisen på lejlighederne steg eksplosivt.

Vi går ned ad Elmegade. Det er her, på hjørnet mod Birkegade, hun har placeret Louises store herskabslejlighed, oppe på tredje sal. Men 100 meter nede ad Birkegade, i nummer 4, ligger den lejlighed, som hun har haft i tankerne, da hun skrev. En 160 kvadratmeter stor andel, som hun var til fest i engang i 1980’erne. Den ligger i en smuk, lysegrå ejendom, der er smykket med rosenranker, græske mønstre og symmetriske trekanter over vinduerne. Den kunne lige så godt ligge i et af Paris’ fine arrondissementer.

»Dengang hang ejendommen i laser«, siger Lisbet Kjær Johansen.

Nu er der tilføjet en tagterrasse. Vi vender os om, og forfatteren husker, hvordan der engang lå en buntmager i et butikslokale.

»Så kunne man købe en pels, når man sad og frøs i sin lejlighed med étlagsglas og dårlig isolering«, joker hun.

Hun ved ikke, hvad lejligheden koster i dag, men sidst hun tjekkede, ville en ejerlejlighed på 90 m², som den hun selv bor i på Vesterbro, koste 6 millioner kroner her i gaden.

Boligmarkedet i bøgerne

Vi slår os ned i et roligt hjørne på en af gadens mange cafeer. Lisbet Kjær Johansen løsner sit brune uldtørklæde og fortæller, hvordan hun selv drog fra midt- og vestjyske Vinderup til storbyen sammen med en veninde i 1980’erne.

Og selv om hun i dag måske godt kunne finde på at prøve at bo mere landligt, tør hun ikke. For hvis hun først sælger sin lejlighed, ville hun aldrig have råd til at komme ind på det københavnske boligmarked igen.

Med sin roman skriver hun sig ind i en aktuel tendens: det svære boligmarked som omdrejningspunkt i skønlitteraturen.

I Danmark har vi kunnet læse om det i Laura Ringos ’Papirbryllup’ (2019), hvor det københavnske boligmarked har tvunget Pil til at flytte 13 gange, siden hun flyttede hjemmefra, hvorfor hun siger o.k. til at lade veninden flytte ind i sin etværelses i Folehaven for at hjælpe. Men det, der skulle have været et par måneder, bliver til et år. Eller tag Thomas Korsgaards roman ’Man skulle nok have været der’ (2021), hvor Tue tigger sig til en sofaplads, fordi han ikke kan få noget at bo i. Læs ’Nu hvor jeg er blevet kreditværdig’ (2023), hvor en række forfattere fortæller om at bo i kolonihave eller skrive i skure, fordi de ikke kan få foden ind på boligmarkedet, nap Glenn Bechs ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ (2022), hvor han kritiserer forældrekøb, eller Mathilde Moestrups ’Elektras breve’ (2023), hvor pengemangel og et håbløst københavnsk boligmarked betyder, at en af hovedpersonerne må rykke fra fremleje til fremleje.

Også i engelsksproget litteratur fylder nervøsiteten, der følger af det dyre, sværttilgængelige boligmarked, som The Guardian beskrev i en større artikel for nylig. En række unge, engelske forfattere skriver romaner, der handler om at bo i usle lejede værelser og leve som spøgelser, der forstyrrer udlejer mindst muligt. Når man læser en række romaner af yngre forfattere, bliver man »igen og igen slået af, hvor meget vores forhold til bolig på en og samme tid er blevet perverst og perverterende«, lyder det i artiklen. At få ’Sit eget værelse’, som er titlen på et essay af ikonet Virginia Woolf – og som hun mente, alle kvindelige forfattere burde have – er en kamp.

Hvis man vil bo i attraktive storbyer som London eller København, kræver det forældrekøb, virkelig gode forbindelser eller et seriøst velbetalt job for at få råd til en rimelig bolig. Og jo mere uopnåelig drømmen om en toværelses med altan synes, jo mere fylder den. Også i litteraturen.

Midaldrende på en bænk

Lisbet Kjær Johansen er selv en del af en generation, hvor mange har nydt godt af støt stigende priser i storbyerne.

»Det har sikret os. Så vi har ingen motivation for at gøre oprør«.

Hun flyttede ind i sin ejendom for mere end 20 år siden, i en billig, kold lejelejlighed med transportabel gasovn og etlagsruder, hun blev genhuset under byfornyelsen, og da den havde fået gulvvarme på badeværelset og overgik til at være en andelslejlighed, fik hun andelsbeviset uden at skulle lægge ekstra, fordi hun havde boet der så længe. Så hun sidder lunt og godt uden lån og skal blot betale den faste, relativt lave månedsafgift.

Men nogle af hendes naboer betaler langt mere per måned, fordi de har købt andelen dyrt. Den ulighed burde vi være kritiske overfor, mener hun.

»Også selv om jeg ikke er interesseret i, at der kommer nogen, der rører ved min formue. Den har jeg baseret resten af min fremtid på«, tilføjer hun.

Forfatteren har skrevet sin roman om de to veninder, der begynder livet i hovedstaden som fuldstændigt lige, men er endt i meget ulige situationer, fordi hun er bekymret for sammenhængskraften. Bekymret for de Karen’er, hun kender.

»Det skaber en kæmpe ulighed i vores samfund, men vi går stadig rundt, som om vi alle sammen har samme muligheder«, siger hun.

Foto: Benjamin Krog

Modsat sine forfatterkolleger skriver hun ikke om unge, der forsøger at få fodfæste på boligmarkedet. Hun skriver om en midaldrende kvinde, der er lykkedes med det, men har sat sig for dyrt. Og ikke har nogen alternativer. For godt nok er afdragene på andelen større, end hun har råd til, men en lejelejlighed vil være endnu dyrere. Er det mon muligt at overnatte i sin mors gæsteseng på plejehjemmet, funderer hun?

Som ung brugte Karen energien på frivilligt arbejde i stedet for en uddannelse, job er der nu for få af, og kontoen er tom. Hun har aldrig stiftet familie, og netværket er småt. Anderledes er det gået for Louise, der er tv-producent, er blevet lidt af et navn, har fået børn med en ungdomskæreste og nu bor i den herskabslejlighed, som hun og Karen flyttede ind i sammen, dengang det var en billig andel til 100.000. Nu er Louise og hendes eks millionærer, for lejligheden er steget til 2,6 mio.

Er det fair? »Louise har ikke gjort andet end at bo her med sin familie til en meget rimelig husleje siden«, som Karen tænker i bogen.

Dér er noget på spil, som fylder stadig mere på den offentlige dagsorden og optager hende personligt, og som hun gerne selv ville læse om i romanform, fortæller Lisbet Kjær Johansen. Romanens Louise og Karen er begge over 50 og kom til København i 1989. Som forfatteren selv. Hun har de sidste 30 år været vidne til, hvordan uligheden på boligmarkedet har fået lov at vokse sig større og større.

Som ny i København sov hun i perioder på sofaen hos venner eller i lejligheder så kolde, at hun vågnede op til stivfrosne karklude i køkkenet og en frostsprængt toiletcisterne. Hun var på boligmarkedet, dengang andelsprisen eksploderede og nogle fandt på at tage 300.000 kr. for forbedringer, der reelt bestod af et reb som pynt rundt i kanten af loftet.

Og selv om hun i dag er en af de heldige andelsejere og nærmest klamrer sig til sit andelsbevis, ser hun, hvordan flere af hendes jævnaldrende er ramt af boligkrise, fordi de mister deres job eller ikke kom ind på markedet i tide. Og mens det nok er en kamp for unge, er det mere udsigtsløst for dem, der er midt i livet. Som om deres mangel på en lejekontrakt eller et skøde beviser, at de ikke har styr på deres liv. Det er ikke sjovt at sove på en bænk på Frederiksberg Allé, fordi man er nødt til at leje sin lejlighed ud på Airbnb. Uanset alder. Men som 50+ er det på en måde værre.

»Som ung er det mere socialt acceptabelt ikke at have sin egen bolig«, som Lisbet Kjær Johansen siger.

»Karen er alene, hun er over 50, hun har mistet sit arbejde, og hun kan ikke skaffe sig et arbejde til de penge, som hun har brug for til sit boliglån«.

Så Karen laver mad, vasker tøj, gør rent hos Louise, så hun har nemmere ved at få lov til at overnatte på sofaen og gå i køleskabet i den store lejlighed, når hun har lejet sin egen lejlighed ud til turister. For måske kan hun gøre sig så populær hos veninden og hendes børn, at hun kan købe manden/faren ud og selv komme fast tilbage på adressen? Det er pinagtig læsning. De to veninder, der kom arm i arm, er nu endt i hver sin ende af ikke bare bolighierarkiet, men også et socialt hierarki. Og kan de overhovedet være venner med den ubalance?

Sidder på flæsket

Som sin hovedperson er Lisbet Kjær Johansen ikke gået den strømlinede karrierevej med pensionsordning. Så når hun i dag sidder i en god andelslejlighed uden at skylde noget, føler hun sig heldig. Og hun holder godt fast.

Hun har dog prøvet at leje lejlighed ud i feriesæsonen, men det var »totalt grænseoverskridende« at have fremmede boende, oplevede hun. Men hun ved, at flere i foreningen lejer ud via Airbnb, selv om de egentlig ikke må ifølge vedtægterne. Præcis som Karen i romanen.

Hvordan har du det med at være en af dem, der sidder på flæsket?

»Jeg vil bare sige, at jeg gør det. Jeg tænker, at det er dejligt for mig. Det er meget nemt for mig nu, men det har det altså ikke altid været. Det har været svært og koldt i mange år. Det er min undskyldning for, at jeg godt må have det nemt nu«.

Andre svar har hun ikke på rede hånd.

Hun har sørget for at få plads i sin andelsboligforenings bestyrelse. Hun tør ikke andet. For tænk, hvis der bliver optaget dårlige lån, så hendes fremtidsforsikring smuldrer. Bestyrelsesarbejdet har også givet hende forståelse for, hvor godt og billigt hun selv bor, når hun ser, at andre i samme ejendom har taget store lån, så de betaler 8.000-10.000 om måneden for afdrag oveni.

»Og vi bor i præcis det samme. Så bliver uligheden enormt tydeligt«.

Når Lisbeth Kjær Johansen gerne fortæller om det i detaljer offentligt, handler det om, at hun mener, at vi alle bør tjekke vores privilegier. At penge ikke bør være tabu. Hvis vi ikke pakker vores forlegenhed, ved at tale om privilegier og penge, væk, kan vi ikke rokke ved den uholdbare kurs, vi er på som samfund, mener hun.

»Det er ligesom med løn. Hvis man ikke taler om, hvad man får i løn, så kan man opretholde en meget større ulighed, end hvis man taler om det. Hvis man taler om det, så får dem, der har mindst, mere. Det nytter at tale om det«.

Vi kigger rundt i cafeen, mens vi drikker ud. Flere af gæsterne kunne være som Karen. Sådan nogle, der sidder og dvæler længst muligt over en kop kaffe og trækker tiden ud, indtil Airbnb-gæsterne har forladt deres lejlighed, og de igen kan tage hjem.