Lyt til artiklen

Gem artiklen Gemt Læst

Afspil eller pause lyd

Henter...

»Hvorfor fanden har du også sat din telefon på lydløs?«, vrisser jeg til min kæreste.

Det er fredag aften, og vi har egentlig gang i den helt store dinner-and-a-movie-stearinlys-kind of night, da han kigger på sin telefon og opdager en annonce for den perfekte andelslejlighed i Nordvest på Den Blå Avis.

Men den har allerede været oppe i 15 minutter og bliver inaktiv, inden vi får sendt vores besked. Under normale omstændigheder var jeg nok nærmere blevet irriteret, hvis han sad med hovedet i telefonen, men nu udstråler jeg dårlig stemning resten af aftenen – for fejlen skete på hans vagt.

Det sidste halve år har min kæreste og jeg nemlig haft et fælles fuldtidsjob. Det har dårlige arbejdsvilkår, ingen pension og kræver et konstant skærmforbrug på alle tider af døgnet: DBA-vagter.

Jeg vil ind på Københavns boligmarked, selv om jeg knap har råd til hummus. Vil min plan lykkes?

En vagt betyder, at man er dagens ansvarlige for at skrive lynhurtigt, når en ny andelsbolig bliver lagt op på DBA eller i de mange Facebook-grupper. Så snart annoncen dukker op, følger et forsøg på at udleve sin bedste Anne Glad og gennemskue typen af sælger på 14 sekunder:

Skal de have den professionelle besked (vi er bankgodkendte og klar på en hurtig handel), den med masser af patos (puha, vi har boet mange steder og håber at finde et sted at starte en lille familie) eller den, der bare er løgn (min mormor bor i opgangen ved siden af)?

Det er fyringsgrund at have sin telefon på lydløs, for man har kun få minutter. Ellers bliver annoncerne deaktiveret eller taget ned igen, fordi sælgeren bliver overvældet af hundredvis af desperate andelsjægere.

Næææh, en sød ... papegøje!?

Københavns andelsboligmarked er under ’Hunger Games’-lignende tilstande.

Og i 6 måneder har vi rendt rundt som en anden Katniss Everdeen og Peeta Mellark med alle de andre, der heller ikke har stået på venteliste i 10 år, i håb om at stå alene tilbage, når der skal skrives under.

Jagten på en andel har gjort os til desperate versioner af os selv.

Vi har printet et hav af vi-søger-lejlighed-som-i-vi-søger-virkelig-lejlighed-sedler og smidt dem i folks postkasser. Vi har stået på Sommerstedgade og diskuteret, om det ville være for meget at ringe på folks døre for at spørge, om de overvejer at sælge deres lejlighed (der trak min kæreste alligevel grænsen).

I forsøget på at indsmigre os har vi rost alt fra et bur med skrigende araer i en 37 kvadratmeter stor lejlighed på Vesterbro til kaniner, der helt tydeligt har ødelagt gulvet, og mindst 25 kælderrum, som vi er løbet tør for pæne tillægsord at sætte på (rummeligt, hyggeligt, fedt, at det er tæt på trappen???).

Samtidig har vi skullet kæmpe mod gravide par, velklædte singler – og den sværeste af alle modstandere: forældrekøberne.

En dag mødte min kæreste op til et åbent hus, hvor et sæt forældre og deres 19-årige datter allerede stod klar i matchende blå-hvid-stribede Ralph Lauren-dragter. Jeg ved ikke, hvem lejligheden gik til, men det var i hvert fald ikke os.

Og en gang imellem finder man så en skøn lejlighed og tror, at der er et match. Men så vil sælgerne pludselig have 35.000 kroner for et køkkenskab eller 100.000 for en tv-skænk. Penge, som vi for det første ikke har, og for det andet er det ikke en kultur, vi har lyst til at bidrage til.

Findes der boliger i København, hvor du skal betale under en SU om måneden? Ja, og vi har samlet et kort over dem for dig her

Men historien har fået en lykkelig slutning. Dog skete det først, da vi blev forhindret i at møde op til fremvisning og måtte sende vores to mest likeable venner, at der var bid på krogen. Så om et par uger flytter vi til Sydhavnen i en andelslejlighed, som vi har købt af nogle af de sjældne idealister i København, der ikke ville have penge under bordet.

Hvad har vi lært undervejs?

Her er mine seks vigtigste lektioner:

1. Skriv dig for guds skyld på ventelisterne (nogle af dem vil have vanvittige gebyrer, men prøv at søge dig frem til dem med rimelige kontingentpriser eller kortere ventelister).
2. Indfør DBA-vagter, hvis I er to eller flere. DBA har en annonceagent, så man får en mail, idet en ny andel bliver slået op. Det koster på parforholdet, men giver seriøse forspring i forhold til dem, der rent faktisk passer deres rigtige arbejde og ikke kan have deres telefon i hånden 24/7.
3. Og slå ‘bytte’-funktionen fra, så du ikke behøver face alle dem, der prøver at bytte deres billige og lækre andelslejlighed til en endnu billigere og lækrere lejlighed med ‘herlighedsværdi’. Deres opslag slutter oftest sådan her: Tager ikke imod henvendelser fra købere uden lejlighed i bytte. Lejligheden har både intern og ekstern venteliste og kommer ALDRIG til salg. Respekter dette (tre til ti udråbstegn).
4. Hæng jeg-søger-lejlighed-sedler op i foreninger uden venteliste. Man kan slå foreningerne op en ad gangen – det tager lang tid, men kan måske betale sig. Eller bank på folks døre (hvis du er modigere end min kæreste).
5. Tilpas beskeder til forskellige typer sælgere – nogle vælger bare dem, der er hurtigst, mens andre faktisk glæder sig til udvælgningsprocessen og i bedste du-får-min-sidste-rose-stil sælger lejligheden til dem, de bedst kan lide.
6. Send dine mest karismatiske venner til fremvisning. Når du efter lang tid i gamet er blevet en skygge af dig selv og ikke har flere komplimenter at give til en larmende hovedvej, er det tid til at kalde på backup (tro mig, det virker).

Andelsmarkedet er en lukket klub, og det har kostet et dagligt skærmforbrug på plus fire timer og et halvt parforhold at komme ind.

Men vi trækker os nu fra arenaen.

Så til alle jer andre i gamet: Held og lykke, og may the odds be forever in your favor.

fortsæt med at læse

Da jeg spørger, hvor meget han har fået tilbudt under bordet for sin andel, svarer han: »Vi er et godt stykke over 100.000«

• Her er 15 tips og tricks til dig, der leder efter et billigt sted at bo i København

• Findes der boliger i København, hvor du skal betale under en SU om måneden? Ja, og vi har samlet et kort over dem for dig her

• Jeg vil ind på Københavns boligmarked, selv om jeg knap har råd til hummus. Vil min plan lykkes?