Usentimental, fåmælt, vejrbidt og selvberoende – sådan må befolkningen have været i de landskaber, der i det 11. århundrede blev samlet til et kongerige.
Og sådan er stil og sprog i Ole Henrik Laubs roman her fra »Danmark på Svend Estridsøns tid« heldigvis også.
Uprætentiøse navne
Lakonisk i sproget ligesom sagaen, uden ethvert prætentiøst stilpræg – men alt andet end uambitiøs som fortælling – er disse skarpthuggede scener fra nogle steder i Jylland i vinteren 1052:
Kongen og en lille flok hirdmænd på evig rejse fra flække til flække for at ’vise flaget’, bekæmpe frafaldne og tronranere, bevare andres loyalitet, samle autoriteten og langsomt få ét rige ud af et spredt og ufremkommeligt land.
En kirke er blevet brændt ned, en anden skal bygges op i sten af den importerede kirkemurer Gleri Villamonti. Hirdmanden Regnar og hans skønne kone, Blia, mister et spædbarn, og deres sorg er stærk, men tavs.
En lensherre har fået storhedsvanvid og gjort sig selv til ’bisp’ uden tro, men med sult efter magt og pragt. Fenge Blintsko hedder han, mens lederen af kongens hird hedder Nilaus Fylgje.
Nogle købmænd hedder for eksempel Kløs Molrik og Poke Smelt. Ulv og Stymper er et par strejfere og stifindere, men deres hund, Græm, er endnu dygtigere. Stederne hedder Hestenæs og Bråthested, men andre Randers, Aars og Aalborch.
Stærk vinter
Laubs fortælling formår netop med sin blanding af kendt og ukendt at skabe illusionen om at være til stede selv, i et geografisk såvel som magtpolitisk landskab med flydende grænser og uvis fremtid.
Kirken har fortrængt de gamle guder, blandt andet fordi kongen skal bruge samlingssymboler, mærker vi, men er sejren sikret? Høvdinge anerkender vel den tingkårede konge, men hvor længe ad gangen? Bråthested ligger vel mod nordvest, men hvor langt er dét lige nu – i ulvevinterens dybe sne?
Man kan gribe sig i at ville have det magt-, kultur- eller idéhistoriske overblik over perioden, men det må man slå op hos andre. Fri for anden ideologisk bias end datidens eget fokus på en skrøbelig kirke- og kongemagt som fortællingens bevidsthedsramme virker de skildrede begivenheder denne vinter netop så meget desto stærkere.
Upåtrængende forfatter
Mange af personerne kendes fra de tidligere bind i den ’saga’, som den efterhånden 74-årige Ole Henrik Laub kalder sin suite af romaner, der kan læses uafhængigt af hinanden.
’Vibens skrig’ kom i 2008, ’Gudernes død’ i 2010, og fjerde bind skal hedde ’Skovenes dyb’. Ingen af dem har jeg læst endnu, men det vil jeg.
Laub trænger sig ikke på med sin stil. Han er bare godt selskab for voksne læsere med lyst til at huske livsvilkår længe før de digitale billedkanalers tid.
fortsæt med at læse
