* Osvald har mistet sit kompas. Det skete, samtidig med at far og mor kom ind ad døren med »tyksakken«. Det blev en pige. Hun skal hedde Signe. Og Osvald begynder at »fryse«. Senere smider han rundt med tingene. Også i børnehaven.
Han taler grimt og bliver »ligeglad«. Mor taler med en »ny« stemme. Senere bliver den »kold«. Det er Birgit Strandbygaard, som registrerer følelsernes vildveje. Og det er far, som bygger et nyt kompas til Osvald. Han forstår, at drengen skal have noget konkret at holde i. Ligesom det første er det noget med dåselåg og to pinde. Og det virker. Det viser vejen. Ingen kender til trods og mismod i barnesindet som Birgit Strandbygaard. Og hun kan finde ord for det, så læser, lytter og lømmel forstår det. ’Osvalds kompas’ er en enkel og dyb og kærlig historie om at navigere i stormvejr. Set fra barnevinklen. Herfra virker de voksne ofte noget underlige. Bogen er stærkt illustreret af Antonieta Medeiros med sans for gråhed og turbulens.
