Sidst vi mødte den norske krimireporter Henning Juul, var han midt i sorgarbejdet over sin indebrændte søn, Jonas. I ’Skindød’, hvor han også selv kom slemt til skade, konen gik fra ham, men i øvrigt kom et skridt eller to nærmere mysteriet om mordbranden. Her i anden del, ’Fantomsmerte’, faktisk mere medrivende end første akt af morderjagten, er Henning mere aktiv og knap så flæbende, selvcentreret og selvmedlidende, faktisk lidt af en heroisk antihelt. Sålunde back to basis, at finde sønnens morder, afsløre, hvad der skete hin nat i de påsatte flammer. Således bliver han her i starten kontaktet af en kæbeknusende knojernskunstner, playboy og ejendomsspekulant, Tore Pulli, smidt flere år i brummen, muligvis uskyldigt dømt for et bestialsk mord på en rival, en svensk rocker. Tore ved nemlig noget om sønnens død og vil slå en handel af med Henning. Find ud af, hvem der myrdede i mit sted, og jeg vil hjælpe dig med at finde din søns drabsmand.
Så godt, så langt, mens vi hører om fæle fyre i Oslo, der pønser på afpresning af en anden journalist og sætter i scene en anden gedulgt plan, et langt stykke af vejen sløret i antydninger og anelser. Men så dør Tore. ’Fantomsmerte’ er bygget op som en klassisk hårdkogt privatdetektivroman, hvor protagonisten udspørgende og opsøgende går fra person til person og synkront tegner et suspekt mønster af storbyens underverden. Vandringen er noget lang i spyttet; Enger tager sin tid på en slentrende facon, en episk promenade, der dog er rimelig spændende helt til sidste side. Han er ikke så brutal i anslag som sin kollega Jo Nesbø, til gengæld lidt mere bluesagtig adagio med sin traurige Henning og hans både forståelige, men også lidt genbrugte sorgarbejde. Sproget er behageligt, alt i alt meget lidt beklageligt, så alt i alt en solid skandinavisk krimi. Men så heller ikke mere.
