Jeg kendte ærlig talt ikke alverden til iranske Sadeq Hedayat (1903-1951), før jeg fik den her bog i hånden; en samling noveller, der blander persisk folklore med noget mere vestligt. Noget modernistisk a la Kafka og makabert a la Poe.
Og jeg må sige, at det er noget af det mest deprimerende og uforsonlige, jeg er stødt på i et stykke tid, og det er selvfølgelig ment rosende. De psykologiske afgrunde lyses op, så man kan kigge hele vejen ned, og det er på en måde både et ubehageligt og et tilfredsstillende syn.
