Safaristolen er hverken særlig pæn eller god at sidde i. Faktisk er det underligt, den er så udbredt, for det er sgu ikke en særlig god stol, synes jeg, ha ha. Men den minder mig om mine bedsteforældre og deres hjem. De var oprindelig københavnere og flyttede til Hadsten, fordi min morfar var læge. Ved at fylde deres hjem med, hvad der dengang var moderne dansk design, tror jeg, de følte, de fik noget af hovedstaden og dens kultur med. Så kunne de sidde i deres design, læse Politiken og lade, som om de var i København igen. Duften og udtrykket i deres hjem sidder stadig i mig, og stolen forbinder mig på en måde til dem. Fordi jeg har lavet den kobling i hjernen, betyder den meget for mig.

Lige da jeg flyttede til København, fandt jeg Safaristolen i en baggård på Blågårdsgade. Den var fuldstændig parteret, og de forskellige dele lå spredt ud over det hele. Jeg samlede den og tog den op i min lejlighed, hvor jeg boede med min daværende kæreste. Vi var teenagekærester og havde været sammen i rigtig mange år. Noget tid efter vi var flyttet sammen, begyndte det at gå virkelig dårligt. Hver gang jeg gik hjem, tænkte jeg, at nu måtte det slutte. Sådan var det i et par uger, hvor jeg samlede mig mod til at tage snakken. En aften tog jeg mig sammen og sagde til hende, at vi ikke kunne være sammen længere. I det øjeblik faldt alle bogkasserne på væggen ned. Altså lige da jeg sagde ordene. Ovenpå stod noget duftolie, som fløj ud over hele rummet og strintede Safaristolen til. Man kan stadig se pletterne på læderet. Jeg fatter stadig ikke, hvordan bogkasserne faldt ned; der må have været for mange spændinger i luften. Det var så langt ude. Den aften glemte vi alt om vores problemer, fordi vi blev så chokerede. Men i sidste ende gik vi fra hinanden. Det var vi nødt til.