0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Musikeren William Asingh: »Jeg kan få kvalme af design«

Kaare Klints Safaristol minder om bedsteforældre, en tidligere kæreste og København, fortæller producer og musiker William Asingh, som ellers ikke har meget tilovers for fascinationen ved design. Her fortæller han om sin klassiker.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Pletterne på William Asinghs safaristol stammer fra noget duftolie, der fløj gennem rummet, da han ville slå op med sin kæreste.

Design
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Design
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Safaristolen er hverken særlig pæn eller god at sidde i. Faktisk er det underligt, den er så udbredt, for det er sgu ikke en særlig god stol, synes jeg, ha ha. Men den minder mig om mine bedsteforældre og deres hjem. De var oprindelig københavnere og flyttede til Hadsten, fordi min morfar var læge. Ved at fylde deres hjem med, hvad der dengang var moderne dansk design, tror jeg, de følte, de fik noget af hovedstaden og dens kultur med. Så kunne de sidde i deres design, læse Politiken og lade, som om de var i København igen. Duften og udtrykket i deres hjem sidder stadig i mig, og stolen forbinder mig på en måde til dem. Fordi jeg har lavet den kobling i hjernen, betyder den meget for mig.

Lige da jeg flyttede til København, fandt jeg Safaristolen i en baggård på Blågårdsgade. Den var fuldstændig parteret, og de forskellige dele lå spredt ud over det hele. Jeg samlede den og tog den op i min lejlighed, hvor jeg boede med min daværende kæreste. Vi var teenagekærester og havde været sammen i rigtig mange år. Noget tid efter vi var flyttet sammen, begyndte det at gå virkelig dårligt. Hver gang jeg gik hjem, tænkte jeg, at nu måtte det slutte. Sådan var det i et par uger, hvor jeg samlede mig mod til at tage snakken. En aften tog jeg mig sammen og sagde til hende, at vi ikke kunne være sammen længere. I det øjeblik faldt alle bogkasserne på væggen ned. Altså lige da jeg sagde ordene. Ovenpå stod noget duftolie, som fløj ud over hele rummet og strintede Safaristolen til. Man kan stadig se pletterne på læderet. Jeg fatter stadig ikke, hvordan bogkasserne faldt ned; der må have været for mange spændinger i luften. Det var så langt ude. Den aften glemte vi alt om vores problemer, fordi vi blev så chokerede. Men i sidste ende gik vi fra hinanden. Det var vi nødt til.

Forleden var en pladeselskabsmand – en fin type – på besøg. Før han satte sig i stolen, vendte han rygsædet om. Han må have troet, at de mørke pletter fra duftolien ville svine hans fine skjorte til.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts