Tekstildesigneren Karina Nielsen Rios har skabt Kvadrats nye tekstil, Patio, der med sin alsidige farvepalet er et frisk bud på de tekstiler, man kan lægge på havehynderne. Patio er behandlet så det kan tåle sollyset og klorinrester, og det er således tiltænkt et globalt marked.
Foto: Pr-foto

Tekstildesigneren Karina Nielsen Rios har skabt Kvadrats nye tekstil, Patio, der med sin alsidige farvepalet er et frisk bud på de tekstiler, man kan lægge på havehynderne. Patio er behandlet så det kan tåle sollyset og klorinrester, og det er således tiltænkt et globalt marked.

Design

Ugens designobjekt: Der er dømt stofmisbrug til sommer

Kvadrat har skabt et højteknologisk tekstil, som kan bruges til havehynderne. Det er både elegant og farvestrålende. Nu venter vi bare på varmen.

Design

Lige nu er sommeren meget langt væk, men derfor kan man jo godt begynde at drømme om havemøbler og lange eftermiddage i solen.

Det er designeren Karina Nielsen Rios og tekstilvirksomheden Kvadrat i hvert fald begyndt på, hvilket har resulteret i møbeltekstilet Patio, som er skabt til udendørs brug.

Patio er fremstillet af slidstærke og brandhæmmende garner af kvaliteten Trevira CS og er efter sigende bemærkelsesværdigt blødt sammenlignet med andre tekstiler til udendørs brug. Miljøprofilen er også i top, hvilket vil sige, at tekstilet er PFC-frit, samtidig med at det er både vandafvisende og hurtigttørrende.

Når man ikke er et teknisk geni, er det mest interessante måske nok, at tekstilet fås i kraftige farver, og at der både er struktur og masser af nuancer i overfladerne. Havetekstiler har en tendens til at blive kedelige i længden, fordi de bliver ødelagt af sol og vand – og nogle gange klor, hvis man er i nærheden af en swimmingpool – men Karina Nielsen Rios har skabt et materiale, der kan tåle lidt af hvert og matcher et globalt marked.

Karina Nielsen Rios har studeret vævning og tekstildesign på Danmarks Designskole og har derudover uddannet sig i USA og på Skals – højskolen for design og håndarbejde. Hun er således en rigtig håndværker, der samtidig kan lide at nørde, hvilket ses tydeligt i det stilrene og smukke tekstil, hun har skabt sammen med Kvadrat.

Kvadrat er en af verdens førende tekstilproducenter og bliver flittigt brugt af danske og udenlandske designere. Bedst kendt er nok Hallingdal-stoffet, som blev designet af Nanna Ditzel for år tilbage, og som bruges flittigt, når der skal betræk på møbler, som skal kunne tåle ekstra meget slid. Men Kvadrat har også skabt tekstiler, der er særlig gode med hensyn til akustik, har lavet møbler af kasserede tekstiler og netop lanceret Re-wool, som er en uldkollektion af genanvendt uld, designet af danske Margrethe Odgaard.

Tekstiler kan være banebrydende og pege i helt nye retninger. Det gør Patio i høj grad, for samtidig med at det er slidstærkt og smukt tekstil, er det i virkeligheden et højteknologisk produkt, som vil passe perfekt til de varme sommerdage. Det er underspillet og elegant – præcis som godt design skal være.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden