Det er alment kendt, at arkitekter kan have svært ved at beskrive deres bygninger og planer på en måde, der giver mening for almindelige mennesker.
Arkitekter taler om »nedslag i »byen«, »bygningskroppe« og »skalaspring« og har en evne til at lukke sig om sig selv, når de skal fortælle om deres intentioner på boligområdet. Det er ganske forståeligt, for alle faggrupper har deres egne udtryk, men i nogle tilfælde kan det godt komme til at lyde unødigt krukket.
I disse år rider udtrykket »i krydsfeltet mellem kunst og design« som en mare igennem dansk design. Hver gang en designer præsenterer en stol, som er en smule mere kunstnerisk end anvendelig, bliver den udlagt som et værk, der »søger grænserne mellem brug og oplevelse – som et krydsfelt mellem kunst og design«.
I disse år flytter nogle designere sig fra at være optaget af at skabe gode opbevaringsløsninger og stole at sidde på til at skabe værker, der er mere konceptuelle, forstået på den måde, at brugsværdien er underspillet i forhold til den kunstneriske eller æstetiske oplevelse. Det resulterer ofte i meget smukke værker, der udfordrer vores opfattelser af rum og design.
Men når man gang på gang hører disse værker omtalt som liggende i et »krydsfelt«, bliver man træt. Jeg ved godt, at meningen er, at værkerne skaber et møde mellem kunst og design, men det kommer til at blive lidt klichéagtigt med alle de krydsfelter. Jeg synes, det illustrerer, at designbranchen generelt har svært ved formidling, hvilket er fuldt forståeligt, for mange værker kan ikke beskrives. Men kan vi ikke en gang for alle slå de krydsfelter ihjel og finde på noget andet? Måske kunne designskolerne begynde med at uddanne deres designere i formidling.
fortsæt med at læse
