»Dommen er en kæmpe oprejsning« til keramikeren Anne Black, siger hendes advokat.

1,5 mio. kr. i erstatning: Keramiker vinder over Netto og Kenneth Plummer-ledet firma


Keramiker Anne Black vakte en del opsigt, da hun lagde en video på nettet, hvor hun viste, at hun havde opdaget, at Netto solgte kopier af hendes keramik.
   Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Keramiker Anne Black vakte en del opsigt, da hun lagde en video på nettet, hvor hun viste, at hun havde opdaget, at Netto solgte kopier af hendes keramik. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

1,5 mio. kr. skal Salling Group og leverandøren Ronald A/S betale, fordi de har krænket keramikeren Anne Blacks ophavsret.

Det har Sø- og Handelsretten i dag slået fast.

Tilbage i 2016 solgte og markedsførte Netto, der hører under Salling Group, en krukke, en potte og en vase, som til forveksling lignede en krukke, en potte og en vase, som Anne Black havde lavet. Det var dog ikke hendes navn eller produkter, Netto solgte, men derimod tre produkter fra Ronald A/S med den tidligere generaldirektør i DR Kenneth Plummer som administrerende direktør. Og til spotpris.

Men der var tale om kopier af Anne Blacks tre produkter, fastslog retten, der forbyder Ronald A/S og Salling Group at sælge og markedsføre produktet. Retten pålægger samtidig de to virksomheder at destruere alle kopier af de tre produkter, som de ligger inde med.

Stor erstatning

Og endelig skal de inden 14 dage betale 1,5 mio. kr. til Anne Black ApS samt sagens omkostninger på knap 300.000 kr. plus renter.

»Dommen er en kæmpe oprejsning til Anne Black. Det er en af de allerstørste erstatninger, som er blevet tilkendt en dansk designvirksomhed for krænkelse af deres design i Danmark, og det er særdeles vigtigt, at dommerne specifikt anfører, at Nettos krænkende markedsføring af Anne Blacks design har skadet ikke blot hendes salg af de konkrete produkter, men hele hendes forretning og brand«, siger hendes advokat, Johan Løje, i en udtalelse.

Han tilføjer, at dommen »sætter en ny standard for tilkendelse af erstatning i disse sager. Noget, branchen har sukket efter«.

Salling Group og Ronald A/S har nu 14 dage til at beslutte, om de vil anke dommen.

Kort før jul tilbød de Anne Black ApS et forlig for at undgå en retssag. Dengang ville de betale hende 1 mio. kr.

Men Anne Black ApS takkede nej og stævnede de to virksomheder for 3 mio. kr.

Salling Group og Netto solgte kopier af Anne Blacks krukker, potter og vaser for i alt 358.979 kr. plus moms, fremgår det af dommen. Altså langt, langt mindre, end de nu skal betale i erstatning til keramikeren.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her