Hun er ikke bare sur, hun er vred – nej, rasende!
Når hun vågner om morgenen, sker det med et brat udråb.
Når hun trækker gardinerne fra og skuler ud mod den lyse dag, er det med sådan en aggressivitet, at man frygter, at gardinkrogene kommer flyvene fra oven.
Mistænksomt stirrer hun på verden udenfor – hvilke idioter lurer derude, hvem vil endnu en gang gøre hendes dag til et helvede?
Sådan har livet udviklet sig for Pansy i ’Svære sandheder’. Men da jeg møder Marianne Jean-Baptiste, som spiller Pansy i den nye Mike Leigh-film ’Svære sandheder’, er det en kvinde i et helt andet humør, der tager imod på Grand Teatrets første sal i København:
»Er dit navn Nanna? Det er et ghanesisk navn. Jeg elsker det«, siger hun med et stort, venligt smil.
Jeg kan sænke skuldrene lidt. Marianne Jean-Baptiste er så overbevisende som den giftigt, sure Pansy, at man automatisk forventer at få verbale afklapsninger, når man møder hende.
Privatpersonen og skuespilleren Marianne Jean-Baptiste kan også blive vred. Og hun tør udtrykke det offentligt eller sige direkte til en journalist, at hun er skidetræt af de dumme spørgsmål, hun bliver stillet. Hun har gjort det før.
For mange virker vreden afskrækkende, men under optagelserne til ’Svære sandheder’ oplevede Jean-Baptiste, at den også kan have den modsatte effekt: Den kan drage.
»Under optagelserne kom folk fra settet hele tiden hen til mig og ville tale om deres egen vrede. Det var virkelig interessant. Men det blev ofte famlende. Følelsen har været så forbudt og tabubelagt, at vi har svært ved at finde et sprog for det. Vi undertrykker vreden, for der er forventninger om, at vi ikke viser den. Især hvis man er kvinde«, fortæller hun.
Der har heller ikke været meget plads til den nuancerede beskrivelse af den vrede kvinde i kunsten og populærkulturen, slet ikke den vrede sorte kvinde.
Den gnavne mand er til gengæld en figur, der er let at finde, hovedsagelig præsenteret som en bøs, men altid elskelig og ofte morsom karakter.
»Derfor er ’Svære sandheder’ ret radikal«, siger Jean-Baptiste.
»I de fleste film fungerer de sorte kvindelige karakterer som et moralbarometer. Eller en slags jordemoderkarakter for andre. Men i denne film opfører hun sig bare dårligt. Hun er simpelthen så vred. Det synes jeg er revolutionerende«.
Det kan åbne døre
Det har ikke skortet på begejstrede tilkendegivelser om Marianne Jean-Baptistes præstation i Mike Leighs 23. film.
»For Guds skyld, giv denne kvinde en Oscar-nominering«, skrev filmkritikeren Alison Willmore sidste år på Vulture, New York Magazines kultursite, efter at have set Marianne Jean-Baptiste som Pansy.
Det fik hun ikke.
På trods af at hun har rejst rundt i verden for at promovere filmen og deltage i særlige visninger for dem, der er stemmeberettiget til Oscar.
Det er det, der har ført hende til København, og Politiken møder hende en grå dag i december, mens Oscar-kampagnen stadig er i gang.
»Det kan føles overfladisk at bejle til disse store priser, men på den anden side kan de også åbne døre. Det gør det i hvert fald for nogen«, siger hun nøgternt.
Der er ingen bitterhed at spore, selv om hendes egen historie har vist, at prisnomineringer ikke nødvendigvis fører én direkte til toppen af karrierestigen.
»At være til stede til prisshows er en måde at være en del af den offentlige samtale på. Hvilket kan være betydningsfuldt for hele den kulturelle samtale. For hvor ofte ser vi en sort kvinde spille hovedrollen i en film? I årevis har vi hørt på, at det ikke sælger, men den køber jeg ikke. Hvis ’Svære sandheder’ kan være med til at ændre det billede, så stiller jeg op til hvad som helst«, siger hun med et skævt smil.
Hvorfor det ikke lykkedes hende at blive nomineret side om side med blandt andre Mikey Madison og Demi Moore til dette års Oscar-uddeling, kan man kun spekulere i. Men det er i hvert fald fair at sige, at det historisk set har været sværere at være alt andet end en hvid skuespiller, hvis man skulle helt til tops på prisfesternes podier.
En bredside mod filmbranchen
’Svære sandheder’ har genforenet Marianne Jean-Baptiste med den britiske mesterinstruktør Mike Leigh efter knap 30 år. Denne gang indtager hun hovedrollen som Pansy, der går rundt i en sky af vrede, som lægger sig tungt, omklamrende og giftigt om hendes familie, hendes tavse mand og deres voksne stille søn, Moses.
I 1997 blev Marianne Jean-Baptiste nomineret til en Oscar for rollen som den milde Hortense, der opsøger sin biologiske kridhvide og nervøst anlagte mor i Mike Leighs Guldpalme-vinder ’Hemmeligheder og løgne’.
Hun blev hermed den første sorte britiske skuespillerinde, der blev Oscar-nomineret. Rollen kastede også en Bafta- og en Golden Globe-nominering af sig. Hun vandt dog ingen af priserne. Og efterfølgende stod folk ikke ligefrem i kø for at hyre hende.
Da hun i 1997 ikke kom på listen til finansieringsorganet British Screens 50-års jubilæum, der ellers havde inviteret Storbritanniens 50 bedste skuespillere til Cannes for at fejre institutionen, blev hun vred og ked af det. Hun var brast i gråd, da hun opdagede, at hun var blevet forbigået, fortalte hun i et interview. Ingen sorte skuespillere var på listen.
Samtidig leverede hun denne bredside mod filmbranchen:
»De gamle mænd, der styrer filmindustrien, fatter ingenting. De er nødt til at forlige sig med, at Storbritannien ikke længere er et helt hvidt sted, hvor folk rider på heste, går i gulvlange kjoler og drikker te. Nationalretten er ikke længere fish and chips, det er curry«.
Måske var verden endnu ikke klar til at rumme en så direkte og åbenmundet kvinde, der ikke lagde skjul på sine følelser. Sådan er det efterfølgende blevet udlagt – at en kvinde, der beskyldte branchen for at være racistisk, ikke kunne tages til nåde.
Roller var der i hvert fald ikke mange af i England i tiden, der kom. Hun lavede musikken til Mike Leighs næste film, ’Career Girls’, var med i et par tv-film, men tilbuddene kom først og fremmest fra USA.
»En overgang rejste jeg frem og tilbage mellem England og USA, men så fik jeg tilbudt et job, der var mere stabilt«.
Det var rollen som FBI-agent Vivian Johnson i tv-serien ’Forsvundet sporløst’, som fik hende til at flytte permanent til USA. Hun var med i 159 episoder mellem 2002 og 2009.
Hun har ikke fortrudt sit valg.
»Solen skinner mere i Los Angeles«, forklarer hun og kigger med et suk ud på det dunkle danske decembervejr. Hun bor i L.A. med mand og to børn.
Hun er vokset op i bydelen Peckham i London med en mor, der arbejdede på plejehjem, og en far, der var værkfører. Hun gik på gymnasiet og kom ind på Royal Academy of Dramatic Art. Da hun var i 20’erne, holdt hun til på teatret. Det var først med ’Hemmeligheder og løgne’, hun fik sit helt store gennembrud.
Men det førte som sagt ikke alt det med sig, man ville forvente.
Har det, at hun er kvinde og ydermere en sort kvinde, påvirket hendes karrieremuligheder i en branche, der historisk set har favoriseret yngre hvide skuespillerinder?
»Det har jeg ikke tænkt så meget over. Det har det nok. Jo, egentlig. Totalt ... På grund af de manglende muligheder«.
Hun har tidligere givet tydeligt udtryk for, at hun ikke gider være den, der skal analysere branchen og forklare, hvorfor hun ikke fik tilbudt roller i England efter ’Hemmeligheder og løgne’.
I et famøst interview med The Guardian-journalisten Simon Hattenstone fra 2015 kommer de to op at toppes, da han bliver ved med at bore i årsagen til de manglende tilbud.
»Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor jeg ikke er blevet inviteret til en fest. Det må du spørger værten om«, sagde hun dengang.
Hun var led og ked af, at alle hendes interviews skulle handle om race, at hun var blevet udset til at være talsperson for alle sorte skuespillere. Bare fordi hun var den første, som talte om det.
»Åh Gud, skal vi gøre det her kedelige lort? Virkelig? Helt ærligt?«, sagde hun vredt til The Guardian-journalisten.
Der er intet, jeg vil mindre, end at gentage en sådan interviewsituation, men der er noget ved hendes skamløse vrede – den, hun turde give udtryk for både i 1997 og i 2015, og som hun gestalter i rollen i ’Svære sandheder’ – som jeg er betaget af, og som jeg gerne vil tale med hende om.
Gør det dig vred, at du skal svare på spørgsmål, der bliver stillet, som om du repræsenterede sorte kvindelige skuespillere?
»Nej, for det er ikke sådan, jeg svarer. Jeg svarer på spørgsmålene som kunstner,« siger hun.
»Jeg er kunstner, og jeg kan tale om det, jeg har kontrol over, og hvad jeg gør. Alt andet kan jeg simpelthen ikke svare på. Jeg kan tale om min karakters motivation, eller hvordan det var at arbejde med forskellige mennesker. Jeg finder spørgsmålene frustrerende, men jeg bliver ikke vred«, siger hun til mig.
Men hvad gør dig så virkelig vred?
»Uretfærdighed. Grådighed«, falder svaret prompte.
»Og egoisme. Men når jeg siger, at det gør mig vred, så taler jeg ikke nødvendigvis om en eksplosiv vrede. Jeg taler om, at noget gør mig ondt. De ting, jeg nævner, er noget, der virkelig gør mig ondt«.
Mange nuancer af vrede
I en af den nye films første scener møder vi Pansys søster, der er frisør. Det virker som det helt rigtige sted at introducere endnu en nuance af den vrede, der er temaet for ’Svære sandheder’: den vrede, der kan forene os.
For der er næppe noget sted, der er så egnet til at bonde over dårligt vejr, parkeringsbøder eller sure børn, som når man sidder i en frisørstol. Hyggebrok ville vi kalde det i Danmark.
»Vreden kan have så mange former og funktioner, men da jeg skabte Pansy, blev jeg mere optaget af, hvad den udsprang af, end af, hvad den betød«, fortæller hun.
»Meget af Pansys vrede udspringer af angst, af frygt og et stort ubehag ved at være i verden«.
Pansys buldrende vrede mod verden får hende til at sige ting, de fleste andre ville holde høfligt igen med. Det er ikke bare voldsomt, men også ofte ret morsomt.
Som når Pansy med vrængende foragt ’underholder’ familien med betragtninger om en kvinde i kvarteret, der vader op og ned ad gaden i det kolde vejr med sin alt for let påklædte baby, der åndssvagt nok er udstyret med en kæmpe pink sløjfe om det hårløse hoved for at vise, at det er en pige. Som om hun ikke var ligeglad!
»Og babyen har lommer i tøjet, lommer! Hvad skal en baby med lommer, gemme en kniv?! Latterligt!«, smælder Pansy.
»Det kan virke sjovt for dem, der ser på, men Pansy synes ikke, noget af det er sjovt. Det er bare hendes observationer, hendes sandheder, som hun føler, hun har ret til at dele«.
Familien ved godt, at de slet ikke skal driste sig til at nævne de velgørenhedsarbejdere, der samler penge ind foran Pansys foretrukne – eller skulle man sige mindst hadede – supermarked. Dem, der står der med deres glade smil og tigger om penge til deres dumme formål, som hun hvisler giftigt.
Aldrig er ordene ’glade grinende mennesker’ blevet spyttet ud med så meget foragt, som de bliver her.
Den beske, hårde humoristiske tone gør det muligt at være i rum med Pansy i filmen. Den gør, at man bliver mildere stemt over for kvinden, der ellers ikke gør noget som helst for at få folk til at elske sig.
Arbejder hun ligefrem med at lægge små forsonende strejf af humor ind i karakteren?
»Nej. Faktisk ikke. Jeg elskede hende selvfølgelig. Jeg havde medfølelse med hende, fordi jeg skabte hende. Jeg vidste, hvor al hendes smerte kom fra. Det gjorde mig i stand til at vise hendes sande følelser frem. Men jeg tror, at hvis jeg var blevet præsenteret for et manuskript, hvor alt det, jeg siger i filmen, var skrevet ned, så ville der være et lag af fordømmelse, som jeg ville have været nødt til at fjerne, før jeg kunne gøre hende til et rigtigt menneske«, fortæller hun.
I alle Mike Leighs film er karakterer og replikker improviseret frem i mange, lange øvetimer, før filmoptagelserne gik i gang. I tre en halv måned øvede og samskabte skuespillere og instruktør hele filmens univers, før de begyndte at filme.
»Fordi jeg skabte hende, kan jeg ikke dømme hende. Jeg har humoristisk sans, og det samme har Mike (Leigh, red.), men det har Pansy ved gud ikke«.
Pansy siger simpelthen de svære sandheder, de der ’Hard Truths’, som filmen hedder på engelsk.
»Ligesom hun ikke forsøger at please nogen, så prøver hun heller ikke bevidst at såre nogen. Hun siger bare det, hun mener er sandt«.
Det var ikke altid lige nemt for Marianne Jean-Baptiste af give sig helt hen til Pansys arrige og grænseoverskridende opførsel, f.eks. var det svært i den scene, hvor hun verbalt overfalder en kassemedarbejder.
»Mike er en mester til det, han laver, og ved, præcis hvad der sker. Han må have vidst, at der også var humor til stede, men jeg spillede bare scenen. Da jeg så den første gang, syntes jeg slet ikke, det var sjovt. Jeg tænkte bare: »Åh nej, hun er alt for meget«. Jeg kan huske, jeg sagde til Mike, mens vi øvede, at det ikke holdt. Men han svarede bare: »Mere vrede, mere aggression!««, fortæller Marianne Jean-Baptiste.
Nu, hvor hun tænker tilbage på oplevelsen, breder der sig et stort smil på hendes læber:
»Det var først, da jeg så filmen med et publikum, at jeg kunne høre reaktionen. De lo. De synes faktisk, det her shiter sjovt! Men det er ikke en latter, der kommer fra maven. Jeg tror, det er publikums dårlige nerver, der fremkalder grin, det er også genkendelsen af hendes smerte, der får os til at grine nervøst. Jeg finder det faktisk meget rørende. Og smertefuldt«.
Et radikalt brud
Der er sket noget med den måde, vi har en offentlig samtale om den vrede kvinde på, mener hun.
Hun nævner flere grunde til dette diskursskifte: MeToo-bevægelsen, de sidste 10 års kvindekamp, men også en forandring i den politiske retorik, hvor selve magtens sprog har ændret sig – og ikke altid til det bedre, mener hun.
»Men jeg elsker, at nogle dele af samtalen ændrer sig, Jeg elsker, at vi nu kan tale om denne kvinde, Pansy, som opfører sig virkelig skidt. Og bliver ved med det. Der er godt nok et øjeblik i filmen, man vel kan kalde et katarsisk øjeblik, men det er ikke sådan, at hun tager en magisk pille, og vupti, så er hun pludselig dette milde, søde væsen. Det ville ske i så mange andre film«, siger Marianne Jean-Baptiste.
Populærkulturen har som sagt været overbefolket af mænd, der kunne få lov at være sure og tvære uden at blive fordømt.
Som i filmen ’Gnavne gamle mænd’ (1993), hvor der er hele to. Jack Lemmon og Walter Matthau spiller naboer, der har haft en strid fejde i 50 år over alt og ingenting, indtil den dag en yngre kvinde flytter ind overfor. Så har de noget at kæmpe for, som det bliver sagt. Med selvironi konstaterer Walter Matthaus karakter, der både har en let gammelmandsspyttende læspen og et overskud af ansigtshud i frit fald, at han er sikker på at vinde den nye nabos gunst: »Kvinder bliver besat af mig. Det er sådan en ’Farligt begær’-ting«.
Hermed henviser han til den populære erotiske thriller fra 1987, hvor Glenn Close spiller Michael Douglas’ elskerinde, som han giver løbepas. Herefter går hun amok og koger familiens kanin.
Ser man filmen i dag, kan man se, at hun måske også bare rettelig er vred over, at han dropper hende og ghoster hende. Selv om det aldrig er godt at reagere ved at koge folks kæledyr. Men ’Farligt begær’ er senere blevet fremhævet som en film, der viser den vrede kvinde som skingrende skør.
»Jeg synes som sagt, at beskrivelsen af Pansy i ’Svære sandheder’ er et temmelig radikalt brud på den gængse fremstilling. Denne kvinde er vred. Og det er der en grund til. Vi kender den ikke nødvendigvis, selv om vi får et par clues. Men det er det. Der er ikke noget quickfix her«.
Stereotypen ’vred kvinde på film’ har tidligere været lige til den lukkede som i ’Iskoldt begær’(1992) eller ’Monster’ (2003), eller også har hun måttet imitere mænd som Demi Moore i ’G.I. Jane’, når hun leverer den berømte replik »Sut min pik«. Der har også været den mulighed, at den vrede kvinde var borderline genial og sygeligt utilgængelig som Lisbeth Salander i ’Mænd, der hader kvinder’.
Det er kvindekarakterer, man har turdet satse på i filmbranchen.
Hun er ikke vred, fordi hun er sort
Anderledes har det set ud for Pansy.
’Svære sandheder’ blev ikke udtaget til de store A-filmfestivaler sidste år. Netflix sagde straks nej til at distribuere den, da de fik buddet. Filmen havde i lang tid svært ved at komme ud over rampen. Det kan skyldes den måde, Mike Leigh laver film på, det kan også skyldes indholdet: en vred kvinde. Eller at der var en sort kvinde i hovedrollen.
»Der er nok især forventninger til kvinder om, at vi skal holde vreden for os selv, at vi skal være stille og velopdragne kvinder, selv om jeg altid knytter hånden, når mænd beder mig om at smile. Pas dig selv!«, siger Marianne Jean-Baptiste.
Men er der også et ekstra lag forventninger, når man er en sort kvinde?
»Der er i hvert fald en stereotyp om den vrede sorte kvinde«.
Den udspringer sandsynligvis fra borgerrettighedsbevægelserne, hvor sorte kvinder højlydt protesterede mod uretfærdighed, mener hun.
»Pansy er en sort kvinde, der er vred. Men hun er ikke vred, fordi hun er en sort kvinde. Der er meget stor forskel«, siger Jean-Baptiste.
fortsæt med at læse
