Anna Wintour skrider beslutsomt ind i rummet. Med en småsnakkende, smånervøs art director i hælene og med øjnene stift rettet mod væggen, hvor den ene række glossy fotografier efter den anden kæmper om opmærksomheden.
På bordet foran hende ligger et dusin billeder fra en modeserie, der er inspireret af 1920’er-fotografen Brassaïs dekadente univers. Især et motiv fanger Vogues chefredaktørs blik. En gruppe modeller slænger sig i et romantisk, diset univers, der mest af alt ligner noget fra en drøm.
»Det der duer ikke«, siger hun resolut og peger på gruppebilledet. »Det hænger overhovedet ikke sammen med de andre«.
Så vender hun om på hælene og forsvinder ud af lokalet. Der er ikke mere at sige. Bare: Duer ikke, væk!
Kasseret
På sit kontor et andet sted i Voguebygningen på Times Square har moderedaktør Grace Coddington netop fået af vide, at det foto, som hun havde forestillet sig skulle åbne hele modeserien, er blevet kasseret.
Det har taget månedsvis at forberede billederne. Det krævede ikke bare en, men en hel håndfuld assistenter at finde de helt rigtige dansesko til modellerne, tøjvalget blev diskuteret til endeløshed, og fotografen var en af de bedste, Steven Meisel.
Alligevel er det spektakulære gruppebillede nu blevet vejet og fundet for let til Vogues modesider. I modsætning til modellerne.
»Jeg er rasende! Hun har lige smidt arbejde for 20.000 dollar ud af vinduet«, råber Grace Coddington.
»Jeg holder virkelig meget af mit arbejde, og det bliver mere og mere hårdt at se det blive smidt væk på den måde«. Hun kører gaflen lidt rundt i sin salat, sukker opgivende og får så tårer i øjnene.
»Det er svært at gå i gang med den næste opgave efter sådan en omgang«.
Skabelsen af to kilo magasin
Scenerne stammer fra ’The September Issue’, dokumentarinstruktøren R.J. Cutlers forsøg på et indblik i modeverdenens virkelige centrum, amerikansk Vogue.
Filmen følger skabelsen af det største modemagasin, der nogensinde er blevet lavet, den to kilo tunge september 2007-udgave af magasinet.
Fra de første spæde tanker ved skrivebordene over de glamourøse fotograferinger og haute couture-opvisningerne i Paris til den dag, hvor det sidste punktum er sat, og champagneglassene klirrer mod hinanden ved udgivelsen.
Man er ikke særlig langt inde i filmen, før det står klart, at Vogue er Anna Wintour, og Anna Wintour er Vogue.
Selv om hun fortæller, at hun næppe ville kunne klare skærene uden medarbejdere som Grace Coddington, er tendensen tydelig: Alle redaktionens medlemmer kan være enige om en serie billeder, men hvis chefredaktøren ikke kan lide dem, er de dødsdømte.
»Vogue er Annas magasin. Det er som en kirke«, siger en ansat i starten af filmen.
»Er Anna så præsten«, vil Cutler vide.
»Nej, hun er vist mere paven …«.
Et nik fra Anna
Anna Wintour bestemmer ikke bare over det magasin, som hun blev chefredaktør for i 1988.
Hun trækker også i trådene i butikkerne og de store modehuse, og hendes indflydelse alene kan forvandle en ung, håbefuld designer fra amatør til stjerne.
Det er for eksempel hendes fortjeneste, at den flamboyante brite John Galliano i dag står bag modegiganten Diors designs. Og da Marc Jacobs’ pengekasse var tom, overbeviste Anna Wintour finansfyrsten Donald Trump om at stille balsalen på sit Plaza Hotel til rådighed, så den amerikanske designer kunne holde modeshow i ekstravagante omgivelser.
Et godkendende nik fra Anna Wintour kan altså åbne døre i modebranchen. Men de døre bliver smækket eftertrykkeligt i igen, hvis designerne ikke leverer. Så nerverne hænger uden på kalvekrøset, når modeskaberne skal præsentere deres kollektioner for chefredaktricen.
I ’The September Issue’ vimser Jean-Paul Gautier nervøst rundt og retter på sin models brynjelignende hovedbeklædning, da det er hans tur til at vise sine visioner frem. Og Yves Saint Laurents Stefano Pilati klokker åbenlyst i den, da han introducerer en overvejende sort kollektion.
»Føler du ikke for farver, Stefano?«, spørger Wintour syrligt, mens designeren kigger ned på sine sko som en skoledreng, der har været uartig.
Rykkede en hel modeuge
Det kan virke absurd, at en enkelt kvinde kan få verdens mest anerkendte og toneangivende designere til at hoppe på tungen. Hvad er det, der gør, at hendes mening trumfer andres? Tilsyneladende en blanding af uindskrænket magt baseret på Vogues massive kommercielle succes. Og så en usædvanlig sans for mode.
Designerne ved, at det ikke kan betale sig at gå imod hende, da det i sidste ende betyder, at Vogue så ikke bruger deres tøj i sine modeserier. Og med sine mange glittede sider og høje oplag er amerikansk Vogue den vigtigste platform for designere verden over.
Da Anna Wintour sidste år forlangte, at de vigtigste shows ved modeugen i Milano fandt sted et par dage før planlagt, så hun og andre amerikanske redaktører kunne nå hjem til New York, inden de igen skulle til Europa for at følge modeugen i Paris, medførte det protester fra mindre kendte designere, der måtte vise deres tøj, når prestigepublikummet allerede var taget hjem.
Men de store designeres shows blev rykket. Præcis som Anna Wintour havde foreslået.
Magtanvendelsen har givet hende ry for at være modebranchens konstante bitch du jour.
Darth Vader i kjole, er hun blevet kaldt, kvinden, der har været mere end inspiration til romanfiguren Miranda Priestly i bestselleren ’The Devil Wears Prada’, skrevet af hendes tidligere assistent Lauren Weisberger.
Romanen blev siden filmatiseret med Meryl Streep i rollen som den velklædte redaktør fra helvede.
LÆS BETTINA HELTBERGS ANMELDELSE
Som sit litterære alter ego er Anna Wintour ikke den type chef, der hænger ud med sine medarbejdere i kantinen eller inviterer sin assistent på middag. Tværtimod går der rygter om, at redaktøren har frabedt sig, at Vogues juniorpersonale taler til hende.
»Jeg tror, at hun nyder ikke at være omgængelig. Alene hendes kontor er meget intimiderende – du skal gå omkring en kilometer for overhovedet at nå til hendes skrivebord, og jeg er sikker på, at det er helt tilsigtet«, sagde Grace Coddington, da det amerikanske nyhedsmagasin ’60 Minutes’ tidligere i år portrætterede Wintour.
Chilly Charlie
Den elitære lederstil har Anna Wintour ikke fra fremmede. Hendes far, Charles Wintour, sad i mange år i chefredaktørstolen på Londonavisen The Evening Standard, og rygtet siger, at avisens reportere var så bange for deres chef, at han gik under øgenavnet ’Chilly Charlie’ i personalegangene.
»Men se, hvad han skabte: en fantastisk avis. Og han har bestemt lært mig, at folk arbejder bedst, når man viser, at man ved, hvad man vil have«, har datteren sagt til ’60 Minutes’.
Anna Wintour er født med en sølvske i munden i 1949 i London. Hun gik på en af Londons mest fornemme pigeskoler, men var dog ikke ligefrem en mønsterelev. Hun viste ben, selv om skolens dresscode dikterede knælange skørter. Hun datede ældre mænd. Og da hun var 16, droppede hun ud af undervisningssystemet for i stedet at koncentrere sig om en karriere i mode.
Trods sin unge alder blev Anna Wintour hurtigt en af Londons fremmeste it-girls. Hun var et fast indslag i byens natteliv og mødte troligt op, hver gang der var nogen, som bare skulle åbne en kuvert, som en gammel ven har formuleret det. Men tidligt stod det klart, at hun ville mere end blot være et stykke veldrejet arm candy. Hun ville være redaktør på Vogue.
Jeg vil have dit job
Det var Charles Wintour, der plantede den ambition i sin datters hoved. Hun havde tydeligvis flair for mode og livsstil – så meget, at han konsulterede hende, når han ville opnå flere unge læsere. Efter at hun var flyttet til New York og havde arbejdet på en række forskellige magasiner, lykkedes det hende at komme til jobsamtale hos amerikansk Vogues redaktør, Grace Mirabella.
Mødet stoppede dog brat, da Wintour, på spørgsmålet om, hvilket job hun var ude efter, svarede »Dit!« og kiggede Mirabella udfordrende i øjnene.
Condé Nast, forlaget, der udgiver Vogue, fik dog overbevist redaktøren om at ansætte den ambitiøse brite i en ny og ikke helt defineret stilling som creative director. Det var ikke den store succes. Anna Wintour brød sig tydeligvis ikke om at være nummer to, så hun ændrede rask væk flere aspekter ved magasinet uden at konsulere sin redaktør først, hvilket gjorde hende upopulær blandt medarbejderne.
Så da chefredaktørstolen på britisk Vogue blev ledig i foråret 1986, rejste hun over Atlanten.
Anna Wintour havde i mellemtiden giftet sig med den 13 år ældre børnepsykiater David Shaffer, og da hun startede arbejdet som chefredaktør, havde hun netop født sønnen Charlie.
Shaffer blev i New York for at arbejde på et forskningsprojekt om teenageselvmord, så Vogue måtte hyre en barnepige. Magasinet betalte også for returbilletter, så Shaffer kunne hoppe på Concorden og være sammen med sin lille familie i weekenderne.
Anna Wintour fik vendt britisk Vogue fra at være et sært magasin med lave læsertal til en sand modebibel for den moderne kvinde, og efter blot et år i London flyttede hun tilbage til New York for at redde et andet skindødt magasin, House & Garden.
Ti måneder senere nåede hun sit mål: chefredaktørkontoret i Vogues hovedkvarter på Times Square.
»I don’t hang«
I løbet af de 20 år, hun nu har været chef, er Vogue blevet verdens mest toneangivende modemagasin, og oplaget er steget drastisk. New Yorks uofficielle borgmester bliver hun kaldt. Men privatpersonen Anna Wintour er det de færreste, der kender. Vi ved, at hun og Shaffer fik endnu et barn, datteren Bee, inden de i 1999 blev skilt.
Rygtet siger, at bruddet skyldtes Wintours mangeårige affære med millionæren Shelby Bryan, men som med så meget andet i Wintours privatliv er den oplysning blot spekulation.
Det ændrer ’The September Issue’ ikke på. Ud over et par korte sekvenser af Anna Wintour og datteren, først i sommerhuset på Long Island, siden i chefredaktørens town house i Greenwich Village, er dokumentaren støvsuget for det private. Som The Telegraphs Judy Rumbold udtrykker det:
»Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at filmen er fuld af øjeblikke, hvor Wintour hopper glad hen over sin New England-græsplæne sammen med et kuld hvalpe, eller billeder af hende, hvor hun sidder i sin Nusernatkjole og arbejder sig igennem en bøtte is, mens hun ser lortefjernsyn, men jeg er bange for, at jeg er nødt til at skuffe dig der«.
Det stod da også hurtigt klart for instruktør R.J. Cutler, at Anna Wintour havde sagt ja til at medvirke i en film om Vogue, ikke om sig selv.
»I don’t hang«, var det korte svar, da han i starten af forløbet foreslog hende, at de to kunne hænge lidt ud sammen hjemme hos hende for at lære hinanden bedre at kende.
Forhold til søskende
Et privat emne, som ’The September Issue’ ganske kort berører, er chefredaktørens forhold til sine tre søskende.
»Jeg tror, at de morer sig over det, jeg laver… Ja, de morer sig«, siger hun om de to brødre og søsteren, der arbejder som henholdsvis politisk redaktør, direktør og menneskeretsforkæmper. I sit sidste personlige interview med The Guardian fra 1986 var hun mere ligefrem om det tilsyneladende ikke helt problemfri forhold til sine søskende.
»I forhold til deres akademiske succes har jeg altid følt mig som lidt af en fiasko. De var superkloge, så jeg tror egentlig, at jeg mest arbejdede på at være dekorativ. Det meste af tiden gemte jeg mig bag mit hår og var næsten lammet af generthed. Jeg har altid været familiens joke. De har altid syntes, at jeg er dybt useriøs«.
Hvad gør man så, når ens familie griner af ens erhverv, hvor form til enhver tid overgår indhold? Hvis man er Anna Wintour, bliver man selvfølgelig den mest magtfulde person på sit felt.
Gemmer sig bag pandehåret
Anna Wintour gemmer sig måske stadig bag sit karakteristiske pagehår. Men genert er nok en betegnelse, de færreste vil sætte på hende i dag. Tværtimod er hun kendt for at sige tingene direkte, især når det handler om kropsidealer.
»Miss Anna kan ikke lide fede mennesker«, sagde en af hendes redaktører, André Leon Talley, da han i 2005 i ’The Oprah Winfrey Show’ fortalte, at chefredaktøren havde krævet, at han tabte sig.
Omtrent samme besked fik talkshowdronningen i øvrigt selv, da hun i 1998 var på tale som forsidemodel for Vogue. Wintour rådede, med sine egne ord, på det kraftigste Oprah til at gå på slankekur, fordi »hun ville føle sig bedre tilpas på forsiden, hvis hun var tyndere«.
Vogues medarbejdere er, ligesom de modeller, der slænger sig på magasinets modesider, i langt de fleste tilfælde særdeles slanke. For mode er nu engang lig med smalle hofter og flad mave.
»Det er vigtigt for mig, at de, der arbejder her, specielt på moderedaktionen, ser ud på en måde, der gør, at folk udefra kan se, at de arbejder for Vogue«, har hun sagt til New York Magazine.
Interview med ’Letterman’
I 2009 har offentligheden pludselig set mere til den notorisk private Anna Wintour. Det var en sensation, da hun i maj stillede op til eksklusivt interview med ’60 Minutes’, men i august var den levende myte tilbage på tv-skærmene – denne gang i talkshowet ’The Late Show’, hvor hun ligefrem jokede med værten, David Letterman.
Nogle mener, at hendes pludselige flirt med massemedierne skyldes, at Vogue ikke længere sælger sig selv. Ligesom de fleste andre medier er modebiblen præget af tiden økonomiske krise, og årets septemberudgave af magasinet indeholdt 40 procent færre annoncer end i rekordåret 2007.
Det har ført til spekulationer om, hvorvidt Anna Wintour snart overlader hjørnekontoret til en anden.
Selv en Darth Vader i kjole er ikke uovervindelig.
fortsæt med at læse
