Hvis katte virkelig har ni liv - og det har 'Garfield 2' som forudsætning - har Tommy Kenter en lang fremtid for sig med pels og knurhår. For selv om Jim Davis' tegneserie siden begyndelsen i 1978 har opnået 263 millioner daglige læsere fordelt på 2.570 aviser kloden over, gik katten først til filmen i 2004. Det er derfor kun anden gang, Tommy Kenters stemme giver dansk liv til den appelsintigerstribede, vitriolsatiriske, luddovne, laskefede lasagnefråser og hundeplager Garfield, der denne gang bliver forvekslet med en slags kongelig britisk kat. Men efter den hidtidige succes at dømme bliver det ikke sidste gang. Den nu 56-årige danske skuespiller har før lagt stemme til tegnefilmfigurer, flest af Jannik Hastrups, men har haft succes i alle rollefag. Fra den fredselskende soldat Svejk til den skinbarlige Mefistofeles i 'Faust', fra Samuel Becketts 'Slutspil' (to gange med tyve års mellemrum) til Nikoline Werdelins 'Blinde maler', fra Cirkus- til Hjørringrevy, fra Dansk Naturgas og Osvald Helmuth-programmet i 1980'ernes tv til Rudy S. Kleützner, Alf Velling og andre særprægede skikkelser fra 'Kentex' og de andre onemanshows. På hjørneskabet i hans store dagligstue ud til Sortedams Sø - i øjenhøjde med Irmahønen overfor - står den bodil, han fik for hovedrollen som far i filmen 'Lad isbjørnene danse' - i selskab med en bodil for hans birolle i 'Fukssvansen'. Er det alt sammen forudsætninger for at kunne det, han gør her: tale som en kat, der ter sig som et menneske? De syv dødssynder »Det katteagtige prøver jeg at ramme med stemmeklangen, hvorimod jeg med intentionerne i replikkerne prøver at spille så menneskeligt som muligt, for det fænger mest. Garfield taler jo også et menneskesprog og er dybt, dybt menneskelig med karaktertræk fra de syv dødssynder, som vi alle kan identificere os med: dovenskab, grådighed, forfængelighed osv. Det er jo derfor, den er så populær; fordi enhver kan genkende noget af sig selv. Den har ved gud ikke nogen dyder«. Men skal man tro de producere i Rom, der har ansvar for alle de europæiske versioner af filmen, så har Kenter Europas bedste kattetunge. Han får frie hænder til at forme sin kats replikker, og derfor er den danske Garfield en hel del anderledes end den amerikanske, der har Bill Murrays stemme. Garfield er i hvert fald ikke lost in translation (tabt i oversættelsen, red.): »Nåh, det er vel en smagssag, og hans og mine forudsætninger har også været forskellige«, siger Kenter og forklarer, hvordan man laver animationsfilm: Der ligger et manuskript som til et hørespil, og et storyboard med skitser af de vigtigste situationer, handlingsforløbet og den figur, skuespilleren skal lægge stemme til, og sammen med instruktøren indspiller man så det hele som radioteater. »Og så siger de: »Jamen tak, vi vender tilbage om et par år«, og derefter går animatorerne i gang og tegner mundbevægelserne til tonefald og rytme i det 'radioteater', de lader sig inspirere af. To et halvt år senere har tegnerne så ændret og digtet færdig på det, man lavede, og så skal der tilføjes og rettes på replikkerne - når man fuldstændig har glemt, hvordan fanden det nu var, man sagde som dén der figur«. Stadier på kattelivets vej »Sådan har Bill Murray også gjort, da han for to år siden indtalte Garfields stemme på amerikansk. Så har de stakkels skuespillere - det her er jo live action-spillefilm bortset fra dyrene - spillet scenerne med denne her imaginære kat, der ikke er med i optagelserne med andet end stemmen. Først derefter kan man begynde at sætte Garfield ind. Nu har jeg set flere forskellige stadier af den computeranimerede kat i de filmstumper, jeg har haft at arbejde med, lige fra det første udkast. Først efter flere generationer af film bliver det til dét, man ser i biografen - jeg har f.eks. set en version, hvor pelsen slet ikke er behåret, det er vist en af de sidste og meget langsommelige processer«. »Dér sidder jeg så med den danske oversættelse og hører Bill Murray speake som den kat, og jeg skal jo ikke efterligne Murrays stemme, for han er så tilbagelænet og tilsyneladende uengageret, som om han næsten ikke havde fået noget for det. Så i samråd med instruktør og producenter har jeg tilladt mig at profilere katten lidt mere, nuancere tonefaldet osv. Men Murray har jo også siddet i et tomt radiostudie, mens jeg kan se katten flintre rundt, og det inspirerer nok til at give den et tryk mere hist og her«. Det vittige i situationerne fremgår nok også tydeligere af den færdige film, mener Kenter, så man kan spille med på det, hvis man ellers fanger det. »Og så gælder det ellers om møjsommeligt at få de oversatte replikker til at passe til den amerikanske munds bevægelser, og mange af de uoversættelige amerikanske vittige udtryk får jeg så nogle andre indfald til en fordanskning af end oversætterens bud«. Vraget som hyæne De danske distributører hos Fox Film har frie hænder til at finde de danske stemmer, mens Disneykoncernen er anderledes striks og forlanger stemmeprøver fra de udenlandske skuespillere sendt over til L.A. til bedømmelse af folk, der f.eks. ikke fatter en lyd dansk. »Jeg har både prøvet at bestå og at dumpe. Jeg blev godtaget som Fagin i 'Oliver Twist', men til 'Løvernes konge' blev jeg vraget, hvorimod Lone Kellermann, som jeg aflagde stemmeprøve med, blev engageret - vi skulle være hyænerne! Jeg har også prøvet først at blive afvist til Pixars kommende film 'Cars', men så sendte jeg et nyt bud på den mexicanske bil, jeg skulle være, og det blev godkendt«. Caster man stemmer efter skuespillernes udseende? Et stort brød til en elefantstemme og en fiks lille sag til et egern? Der kunne måske være en vis lighed mellem Garfields drømmende blik og dit eget, men kan det høres på stemmen? »Nej, man behøver ikke have den samme fysiognomi som den figur, man skal være. Men de søde damer inde hos Fox Film synes sikkert, jeg ligner Garfield. Jeg laver nu ellers min stemme en del om, men på den anden side går det ikke med en fuldstændig forskruet fantasistemme - det er sjovt i tre eller fire minutter, men holder ikke en hel film igennem. Så løber man tør. Det er der mange eksempler på i tv-morgenfladens discounttegnefilm. Jeg ved ikke, hvad det er for nogle stratenrøvere, de har fået til at indtale det, og netop med de der manierede stemmer, der ikke holder til en hel eller halv time. Men det er fandeme stygt at høre på«.