Den internationalt berømmede danske skuespiller Thure Lindhardt er den første, der forsøger at tegne et psykologisk sammenhængende portræt af Wolfgang Priklopil, manden, der i 1998 bortførte Natascha Kampusch og holdt hende fanget i en kælder i en forstad til Wien i mere end otte år.
Det sker i filmen ’3096 dage’, der i torsdags havde publikumspremiere i Wien, München og Berlin.
»Det er en fantastisk historie om, hvad der sker med to mennesker, når den ene binder den anden. Kidnapperen ryger selv med i det fængsel, han har opført. Han kan ikke komme ud igen«, siger Lindhardt, der har været med ved alle tre premierer og drøftet filmen med Natascha Kampusch selv.
LÆS MERE Thure Lindhardt får rollen som Natascha Kampuschs bortfører
Filmen er iscenesat af den amerikansktyske instruktør Sherry Hormann. Den er strengt dokumentarisk og bygger på Kampuschs egen bog om bortførelsen. Optagelserne foregår i en tro klaustrofobisk kopi af den villa, hvori Priklopil boede.
Producenten er den nu afdøde Bernd Eichinger, der er kendt for sine ’biopics’, altså biografiske film om f.eks. Christiane F., om Adolf Hitlers sidste dage og om Baader-Meinhof-gruppen. Det er seriøst stof, og det behandles seriøst.
Ikke voyeuristisk
Filmen går stort set kronologisk frem fra det øjeblik, Priklopil smider den 10-årige skolepige Natascha ind i sin Mercedes-varevogn, og til Natascha i august 2006 slipper fra sin bortfører, mens hun støvsuger varevognen.
Den er helt magisk optaget af Hormanns mand, den verdensberømte fotograf Michael Ballhaus, oftest med skræmmende smukke totalbilleder.
»Jeg var i tvivl om, om det var en rolle, jeg ville kunne spille, og om jeg syntes, det var en film, der skulle laves«, fortæller Lindhardt. »Var det bare Bild Zeitung, altså sensation, eller var det rent faktisk en film, der ville noget? Men så læste jeg Natascha Kampuschs bog ’3096 dage’ og var dybt fascineret af den. Egentlig købte jeg den på en tankstation. Jeg troede, det var lidt trivielt. Men bogen er imponerende«.
Den 38-årige Lindhardt fortæller, at Hormann, instruktøren, er ekstremt socialt bevidst: »Vi havde nogle samlejescener med i filmen, der ikke er med i bogen, men som Kampusch har givet os lov til at fortælle.
Dem behandlede Hormann med fin respekt. Der var intet voyeuristisk over det. Hun fortæller det, fordi det er sket, og det er en vigtig del af forholdet«.
Afhængige af hinanden
Hvorfor er scenerne vigtige?
»Da Kampusch får menstruation, opdager hun, at Priklopil begynder at kikke på hende. Da tænker hun: Der er hans svage punkt. Der ser hun, at nu kan hun vinde. Det er der, hun begynder at få mange flere tæsk, men det er også der, hun begynder at sige nej«, forklarer Thure Lindhardt.
»Vi kan ikke binde andre uden selv at blive bundet. I filmen sker det rent fysisk. De er bundet til hinanden med plastikkabler. Priklopil selv har næppe været i stand til at se følgen af det, han gjorde. Han har ikke set, at det ville vare otte år. Han har bare taget hende, fordi han ville have hende«.
Priklopil må have været under et ekstremt pres, siger Lindhardt: »Han kunne jo ikke andet end passe på hende. Han kunne ikke arbejde. Han har hele tiden haft det menneske dernede. Han har ikke kunnet leve et liv selv. Han kunne intet foretage sig«.
Det mærkelige er, tilføjer Thure Lindhardt, at de begge to har levet med bevidstheden om, hvor afhængige de var af hinanden.
»Hvis han døde ved en ulykke, ville hun også dø. Han har levet med angsten for at blive opdaget samtidig med et ønske om at blive set. Der er en blanding af ekstrem paranoia og ønsket om omsider at være et normalt menneske, som bliver set. Det er så smertefuldt og sølle, men desværre forståeligt«.
Et sølle menneske
Thure Lindhardts vigtigste arbejde med rollen var at finde mennesket i Priklopil og fjerne sine egne fordomme om ham. Ikke for at retfærdiggøre kidnapperen eller undskylde hans forbrydelse, men for at gøre ham til et menneske.
Priklopil selv kastede sig ud foran et tog den dag i 2006, da det lykkedes Kampusch at undslippe ham. Han efterlod sig ingen forklaring.
»Jeg ser ham som et sølle menneske. En mors dreng. Jeg ser ham ikke som rendyrket psykopat. Det er mere noget ekstremt narcissistisk. Han ser sig selv i hende. Pigen er ren projektion af ham selv. Han ser ikke hende. Han ser ikke, at han tager et lille menneske og spærrer det inde i en kælder. Han tager sig selv, sit eget lille jeg, til fange og spærrer det inde i den kælder og passer på det. Det var den måde, jeg prøvede at finde ind til ham på«, siger Lindhardt om sin figur.
»Jeg ser ham som et barn. Der er noget i ham, der er stoppet fuldstændig, noget, der står stille. Han er som et barn, der siger: »Nu vil jeg have dig! Nu skal du gøre, som jeg siger«. Gør pigen det ikke, eksploderer han og straffer hende. Han ser kun sine egne projektioner, ikke det væsen, der sidder over for ham«.
»Priklopil var ikke en James Bond-forbryder. Han var ikke den store onde mand, der tager den lille uskyldig pige. Jeg taler rent karaktermæssigt. Jeg retfærdiggør ikke Priklopils handlinger. Men her var der noget helt andet på spil«.
Tog ansvar for gidsel
Men samtidig ønskede Priklopil også at normalisere forholdet til pigen, efterhånden som hun blev voksen:
»Det er det, der gør det så sygt og samtidig så menneskeligt. Det er det menneskelige i ham. Det var det svære at finde, det var den største udfordring. Priklopil ville noget med hende«, siger Lindhardt.
LÆS OGSÅ Kampusch: Gerningsmanden er jo også et menneske
»Han gav hende bøger og en radio. Hun kunne tale et o.k. engelsk, det lærte hun i kælderen. Priklopil har taget en form for ansvar for hende. Det er ret vildt, men han er ikke den rendyrkede psykopat«.
»Det er først til allersidst, at han møder sin egen skyld og skam og sin egen indre dommer. Det sker først i det øjeblik, pigen løber fra ham. Men denne dommer har været til stede hele tiden. Priklopil vidste, at han gjorde noget galt. Da hun er stukket af, ved han, at så er det liv forbi«.
fortsæt med at læse
