Det var det sidste, jeg så, inden jeg gik ned om hjørnet og ringede på hos Annette K. Olesen, klippet fra ’Skytten’, der stærkt medvirkede til at definere kriminalfilmen i Danmark i 1970’erne.
En af mine redaktører har gemt det under ’Foretrukne’ i YouTube og har et småfetichistisk forhold til scenen, hvor Jens Okking i titelrollen får Allan Simonsen i sit kikkertsigte, trykker på aftrækkeren, og vi ser den diminutive fodboldspiller falde død om på grønsværen i Idrætsparken.
Mordere uden sag
Nede om hjørnet sidder jeg nu over for Annette K. Olesen, instruktøren, der præsenterer sin genindspilning af ’Skytten’, 36 år efter.
»Mens vi lavede filmen, blev jeg hele tiden stillet det samme spørgsmål på Twitter og Facebook«, siger hun.
»Men jeg har holdt det hen og har ikke villet svare før nu. Ville vi skyde Allan Simonsen igen, vil folk vide, og jeg er jo godt klar over, at mange husker den gamle film netop for den scene. Din redaktør er bestemt ikke den eneste! Forhåbentlig bliver folk ikke sindssygt skuffede over, at vi ikke skyder Nicklas Bendtner i vores film, men det kan vi ikke – det går bare ikke«.
LÆS OGSÅ Filmredaktør: Der er blodsprøjt på krystalkuglen for 2013
Det, der ikke går anno 2013, er en morder, der den ene dag skyder en brillehandler, dagen efter en pensionist og endelig altså en berømt fodboldspiller.
Eller rettere: Mordere uden nogen sag ser vi på film konstant, de får bare påduttet et påtrængende dybdepsykologisk problem, så kører den.
Går efter beslutningstagerne
Men der, hvor ’Skytten’ adskiller sig, er ved sin egentlige hovedkarakter, en politisk kommentator (Trine Dyrholm) ved et større dagblad.
En uforsigtig bemærkning, fremsat af hende i et tv-program, får en mand (Kim Bodnia) til at gå i politisk aktion imod en regering, der hyklede sig grøn under valgkampen, men er ved at indgå en faustisk aftale med amerikanerne om at udvinde olie i Nordøstgrønland.
»I den originale film«, siger Annette K. Olesen, »tænker jeg uvilkårligt: Hvad vil han ud over at plaffe de mennesker ned? Hvad er formålet? I dagens Danmark tror jeg altså ikke, at en journalist ville lægge øre til en mand, der bare skyder på må og få og på hvem som helst. Det eneste, der fastholder vores journalist, er, at det er beslutningstagerne, skytten går efter«.
Desperation
Den afgørende dynamik i Annette K. Olesens ’Skytten’ er vekselvirkningen mellem journalisten og skytten. Hver gang han er på banen, er hun det nødvendigvis også.
»En mand reagerer radikaliseret på noget, han oplever som en uretfærdighed, og han føler et medansvar, fordi han var med til at stemme nogle politikere ind i regeringen, som nu skifter kurs fuldstændig. Han føler, at hvis ikke han stopper dem, er der ingen, der gør det. Det er den karakter og hans drift, motiv, følelse og desperation, jeg er optaget af«.
»Modpolen er Trine Dyrholms karakter, journalisten, der opfatter det som sit professionelle og ultimativt menneskelige ansvar at forsvare dialogen i samfundet. Hvis nogen angriber den, som han gør, er demokratiet i fare, føler hun. Men hendes dilemma er, at hun forstår ham – hun genkender hans indignation, og hun mærker, at han er fagligt velfunderet, så hvor langt skal hun give ham beskyttelse, dække over ham?«.
Thrilleren skal være spektakulær
Fra begyndelsen har din film en dejlig rummelig fornemmelse, den føles stor og luftig på en måde, dine tidligere film ikke har føltes ...
»Vi har valgt en visuel storhed, som mine film ikke plejer at være kendetegnet ved. Der var en bevidst strategi om ikke at bruge nærbilleder så meget. ’Skytten’ er en historie, hvor vi forsøger at tage miljøerne ind, og det fordrer en anden fysisk størrelse end min forrige film, ’Lille soldat’. Hvis man skal have verden ind i historien, kræver det et andet format i billederne«.
LÆS ANMELDELSE
Hvornår i forløbet er formatet af en film afgjort?
»Lige fra starten, på manuskriptplanet. Jeg kunne sagtens have brugt 5 mio. kr. mere til at tage verden ind i billederne, for det er en thriller, og en thriller er mere spektakulær, også visuelt, ikke noget kammerspil. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle lave en thriller, men det var en ekstremt sjov opgave af flytte mig fra den lille isflage, der har været min karriere hidtil, og brede mit visuelle univers ud«.
Forhandlinger
’Lille soldat’, Olesens film fra 2009, hvor Trine Dyrholm var den traumatiserede soldat, der kom hjem til Vejle fra tjeneste i Mellemøsten og begyndte at køre luderne fra faderens bordel til kunderne, var et kammerspil, men også et med større ambitioner, end der var budget til:
»Jeg ville have haft filmholdet til Vejle og vist provinsen og storheden i naturen, men selv om jeg plagede og plagede produceren, Ib Tardini, kunne jeg ikke. Jeg er rigtig glad for ’Lille soldat’, men jeg havde set nogle landskaber og Vejlefjordbroen og skovene for mig. Det blev en anden film visuelt, fordi vi var nødt til at bevæge os i nogle mere snævre rum og lige omkring Nordisk Films studier ude ved Roskildevej. Det havde klædt historien, hvis vi nogle gange kunne komme op i en helikopter eller en kran ...«.
I instruktører og jeres helikoptere og kraner ...
»Ja, ja, men det er utilfredsstillende at lave film efter samme visuelle opskrift hele tiden, især hvis fortællingen kalder på andre udtryk. Og film er jo billeder. Det havde klædt den. Og det var jo også en historie om verden over for denne her utroligt ensomme karakter, som Trine spiller«.
»Men der er altid økonomiske begrænsninger, også på ’Skytten’«.
Også på ’Lawrence of Arabia’!
»Jep – og mit job er en konstant række af forhandlinger. Jeg forhandler hele tiden med produceren om, hvad der kan lade sig gøre, også mens vi optager. Men Ib Tardini, der har produceret mine første fire film, har trænet mig i, hvordan man håndterer det forhåndenværende søm uden at gå ned på det, i hele tiden at se muligheder frem for begrænsninger«.
Kunsten og det at kede
Fiktion, der læner sig op ad virkeligheden, er lige så gammel som fiktionen – og virkeligheden – selv. Men ’Skytten’ handler om en centrum-venstre-regering, der kort inde i sin periode bebrejdes, at den løber fra sine valgløfter og giver køb på sine grønne mærkesager.
Ligesom tv-serien ’Borgen’, som Annette K. Olesen instruerede fire afsnit af i seriens første sæson, er ligheden med virkeligheden ubekvem for mange.
’Borgen’s hovedforfatter, Adam Price, har været på turné mellem tv-studierne for nylig, mistænkt for at have tænkt en politisk agenda ind i serien.
»Jeg synes ...«, og Olesen sukker: »Jeg sprang over den debat, fordi jeg synes, den er så åndssvag«.
Men den findes derude.
»Ja, men den er åndssvag. Hvis kunst og fiktion og fiktion, der lægger sig op ad virkeligheden, også skal til at tilfredsstille et eller andet pluralistisk behov, bliver det simpelthen for«, og hun slår modløst ud med armene og tager sig i det: »Risikoen for, at det bliver kedeligt, er meget stor«.
En nye verden
»Vi er samfundets narre, vi kunstnere. Det skal være os, der stiller os op og påstår et eller andet outrageous, noget sanset, fornemmet, en tendens, som så måske kan ramme en debat, men vi skal ikke egentlig inddrages i debatten. Vi skal passe på ikke at blive flinkeskole«.
Alt er vel politisk, intet er vel faldet ned fra himlen? Hvis man laver film om et nationalt samlingspunkt som travhesten Tarok, er det vel også tænkt ind i en politisk-samfundsmæssig kontekst.
»Øh, umiddelbart har jeg svært ved at se politik i en hest, altså når det ikke lige handler om falske varebetegnelser i supermarkedet, men ... Ja, det har du ret i, men det hænger vel sammen med, at vi bor i den samme verden. Det er på baggrund af den verden, at kunstnere reflekterer – hvad skulle vi ellers reflektere over?«.
LÆS OGSÅ Danske film bliver hædret i Berlin
Hvordan kan man skelne samfundets diskurs fra sin egen, de der virkeligheder, der flyder sammen?
»Jeg forsøger at holde fokus på mine egne karakterer, tage en slags skyklapper på. Da vi lavede ’Borgen’, havde vi en meget virkelig fornemmelse af, at vi var i gang med at få en kvindelig statsminister i Danmark, og vi vidste, hvem det ville blive«.
»Jeg stod på et tidspunkt og lavede en scene med Sidste Babett Knudsen, seriens statsminister, i buegangene ved Christiansborg, og pludselig trillede en bil langsomt forbi os, og indeni sad Helle Thorning og kiggede ud på os. Det var simpelthen så syret. Da var hun endnu oppositionsleder, men alle vidste, hvilken vej det bar. Det var meget tæt på«.
fortsæt med at læse
