Animation, børnefiktion, danske og internationale dokumentarfilm. Odense Film Festival præsenterer det hele i den kommende uge i et alsidigt program, som kan opleves på lærreder i byens midte. En jury vil ved ugens ende beslutte sig for, om eksempelvis de i forvejen internationalt prisbelønnede danske film ’The Monastery – Mr. Vig and the Nun’ af Pernille Rose Grønkjær og ’Vores lykkes fjender’ af Eva Mulvad skal vinde priser.
Også inden for børne-, animations- og internationale film er der priser at hente på den 22. udgave af filmfestivalen i Odense.
Enestående mulighed for at se gode danske dox
Tidligere har kun premierefilm kunnet komme i betragtning til at vinde priser her. Nu er det blevet den større og yngre festival Cph:Dox, som mange instruktører foretrækker at have premiere på. Det har fået Odense Film Festival til at præsentere mange film, som har været vist andre steder før. Hvilket er en rigtig god idé.
Dels ville der ikke have været mange danske guldklumper tilbage til den fynske festival, hvis man havde holdt fast i den gamle model.
Dels er festivalen nu blevet en enestående mulighed for at se en lang række af det seneste års gode danske dokumentarfilm i biografen. Oven i købet gratis. Det betyder, at fine film som Nanna Frank Møllers ’Someone Like You’, Michael Noers ’Jorden under mine fødder’, Jytte Rex’ ’Pelle Gudmundsen – musikken er et monster’ og Christoffer Dreyers ’En forening i modvind’ får chance for at blive set i stedet for at være overset.
Det er i det hele taget et meget stærkt dansk program, festivalen præsenterer. Det gælder også flere af de spritnye film. På blot otte minutter får instruktøren Jonas Grum med ’Verdensmesterens fald’ fortalt et intenst drama om en sprogløs, psykologisk konflikt mellem to teenagedrenge. Andreas M. Dalsgaards ’Afghan Muscles’ fortæller en interessant historie fra det moderne Afghanistan, og Suvi Andrea Helminens ’På vej til Paradis’ er både æstetisk og fortælleteknisk en interessant film. Og så fortæller den oven i købet en rørende og fængslende historie.
Nænsomt dobbeltportræt
’På vej til Paradis’ handler om ægteparret Inge og Holger Thomassen, der har været sammen siden deres ungdom og står over for at skulle flytte for sidste gang. Huset og haven i Allerød er ved at blive for svært for dem at passe. Mens de prøver at vænne sig til tanken om at give slip på deres hjem, gennemgår de deres ting. Bunker kasseres, breve genlæses, og så genoplever de deres liv gennem Holgers mange smalfilmsoptagelser.
Suvi Andrea Helminen kan kunsten at gå tæt på uden at udstille. Inge og Holger Thomassens fortrolighed og ømhed mærkes i måden, de taler og bevæger sig på sammen. Blandingen af smalfilmserindringer fra rejser til mange verdensdele og nutidsoptagelser er poetisk klippet på en måde, så man langsomt lærer hovedpersonerne bedre og bedre at kende. Det gælder også nogle af de svære ting i deres samliv.
Social deroute
’På vej til Paradis’ er en næsten timelang film, man nyder at være i selskab med hele vejen igennem. Sådan forholder det sig ikke med den finske film ’Elää, Olla Olemassa’ og den engelske ’True Colours’. De skarpt vinklede historier og troværdigt skuespil gør de to kortfilm til barske oplevelser. ’True Colours’ skildrer en social deroute med konsekvenser for en hel familie. Den finske film handler om en næsten voksen pige omgivet af mennesker, der kun tænker på sig selv. Både hendes fordrukne far og hendes ekskæreste truer med selvmord, og hendes mor er et nervevrag. Hvordan holder man sammen på sig selv midt i alt det? Faren er ikke til anden hjælp end den, der ligger bag filmens eneste morsomme replik: »Hvis jeg ikke kan være andet, kan jeg da være et dårligt eksempel«.
fortsæt med at læse
