Svensk filmvampyr kobler helt af

Udsyn. Langt, langt fra Los Angeles. Det er der, Alexander Skarsgård bor nu, men forankringen i Sverige og faderens, slægtens og Stockholms Söder-kvarter lader han bag sig, når han tager hjem igen.
Udsyn. Langt, langt fra Los Angeles. Det er der, Alexander Skarsgård bor nu, men forankringen i Sverige og faderens, slægtens og Stockholms Söder-kvarter lader han bag sig, når han tager hjem igen.
Lyt til artiklen

Han er 1,94. 194 centimeters total fryd.

Feriefryd.

Alexander Skarsgård er så langt fra sit hjem i Los Angeles, som tænkes kan.

»I morgen skal jeg derover«, og selv om han er høj, må han rejse sig i sædet for at pege mod nord ud over Københavns tage fra øverste etage på Hotel Radisson Blu i Hammerichsgade. »Til Helsingborg. Der har jeg en gammel ven, som jeg tager toget over broen for at besøge, og så skal vi op at flyve i hans private propelfly. I aftes kom jeg hertil fra Island, hvor en anden kammerat og jeg var oppe at vandre på sydspidsen i en uge – helt uden internet og mobiltelefon. Jeg har gudskelov en agent, der godt forstår mit behov for at koble helt af«.

Men først og fremmest har Skarsgård været sammen med de andre Skarsgårder.

LÆS OGSÅ Sæbeopera-vampyrer kæmper for fri sex

Ud over at være en af verdens absolut førende halsflænsende, toptrænede og kridhvide vampyrer i HBO’s successerie ’True Blood’, spiller han en af hovedrollerne i ’What Maisie Knew’, denne uges danske biografpremiere, hvor Alexander Skarsgård er den umodne punkstjerne Julianne Moores unge ægtemand og de facto datterens opdrager.

Derudover er han ældste søn af Stellan Skarsgård, Sveriges største skuespillereksport siden Max von Sydow. Og ikke nok med det:

Tre af Alexander Skarsgårds brødre er også skuespillere. Et dynasti, film- og teaterhistorien næppe har kendt magen til. Og apropos blod, så er det i den grad Skarsgård-blodet, der ruller i hans årer, og bindingen er kun blevet stærkere, siden han flyttede fast til Amerikas vestkyst for snart ti år siden.

Skarsgårdernes hood
»Vi var selvfølgelig i huset i Skærgården i en uge, men især var jeg på Söder, Södermalmkvarteret i Stockholm, som jeg har kendt, fra jeg var 6, hvor min mamma og pappa og hele min store familie og alle mine barndomsvenner stadig bor. Og selv om mange i min familie er skuespillere, er der jo de andre – samt alle vennerne, som laver alt muligt, én er snedker, én arbejder på et plejehjem ... De har kendt mig i 30 år og holder mig nede på jorden. Det er skitkul, fordi det er helt uafhængigt af, hvordan det går med min karriere. Jeg elsker LA, men har ingen barndomsminder derfra, og det gør en forskel. Når jeg går rundt i Söder, vækkes der så mange minder til live: Åh ja, det var derovre, min første kæreste gjorde det forbi med mig!«, og han ser et øjeblik så romantisk øm ud, at man nærmest tror, det også var der, de kyssede første gang.

LÆS OGSÅ

Men din far var en stor svensk stjerne, allerede da du var barn. Kan han også bare gå omkring?

»Pappa bor i samme kvarter som altid, handler hos den samme ...«, og Alexander Skarsgård leder lidt, men forgæves efter ordet på svensk, »... butcher, den samme ostebutik og samme vinbutik. Han har sin rute i kvarteret, sine små ritualer. Folk ved, at han bor der, men der bor mange kendte mennesker i Söder«.

Svensk skuespillerhåb spiller Hamlet med far

Denne sommer var første gang, pappa Skarsgård kunne sidde for bordenden og være patriark for hele sin imponerende familie. Seks børn med første kone, to med nr. 2. Alexander på 36 er den ældste, den yngste er 10 måneder gammel. Og han forsikrer, at der er andet på færde end skuespilleri, når de mødes, til trods for at fem af dem deler fag.

»Det er klart, at man diskuterer det, der er vigtigt i ens liv, og der fylder film og teater da meget for os, og det er klart, at jeg er nysgerrig, når den ene bror har været på location i Irland et halvt år for at filme, og når en anden deltog i filmfestivalen i Toronto med en film. Men selv om vi sjældent har mulighed for at ses samlet, kommer både min far og mine brødre enkeltvis forbi mig i Los Angeles en gang imellem på grund af deres job«.

Method-skuespil slår ihjel

Alexander Skarsgård er for tæt på til at kunne sætte etiket på sig selv og sine brødre om, hvilken type skuespiller de er, og om de definerer sig fagligt i forhold til hinanden.

Selv har han spillet meget forskelligt allerede: iskold amerikansk Golfkrigs-dræber i HBO-serien ’Generation Kill’, skuffet nybagt ægtemand i Lars von Triers ’Melancholia’, psykopatisk sydstatsredneck i ’Straw Dogs’ og så videre. Ofte, men ikke altid i bar overkrop, en præsentationsform, der dyrkes med nærmest fetichistisk mani i ’True Blood’.



Han er en intens performer bag det klokkeblå blik, men det er, som om hans generation af mandlige skuespillere er ved at vokse ud af method-skolen, de meget voldsomme ’private’ præstationer, der var gængs i seriøs film- og teaterkunst fra Marlon Brando og frem.

»Det kommer herindefra«, fortæller han mig og borer næven ind i maveregionen. Under hånden og under den nederste skjorteknap ser jeg en trekant med bart, brunt maveskind springe op.

»Men det er ikke method, hvor meget det end kommer indefra«.

Brug for at trække vejret

Salâm, smukke

»For otte-ni år siden spillede jeg med i det meget mørke og tunge ’Hvem er bange for Virginia Woolf?’ på scenen i Stockholm, syv gange om ugen og to opførelser hver lørdag, to gange tre timer, forestil dig det! Afbrudt af en kop kaffe. Hvis jeg havde været method-skuespiller og skulle endevende mit private selv hver gang, var jeg død af det«.

»Det er vigtigt at kunne lukke af for at overleve. Indspilningerne af ’Melancholia’, der jo dog handler om klodens undergang, var de sjoveste, jeg har prøvet. Vi havde fest hver weekend, og der blev grinet igennem. Man kan ikke klare sig i længden i det her fag, hvis man ikke kan komme op og snappe frisk luft«.

LÆS OGSÅ 'Nymfomanens' svensker: Det er en virkelig dårlig film at onanere til

Han strækker sig i sædet, Alexander Skarsgård. Det bliver han just ikke mindre af, og kigget ind til maveskindet, brunere end nogen autentisk vampyrs, bliver større. For første gang i sin karriere har han ikke haft manuskripter med på ferie, som skulle læses.

For første gang har han bare fandtes. Og han oser af den luksus.

Michael Bo

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her