Staten Michigans største by, Detroit, måtte erklære sig konkurs i sommeren 2013. Instruktørerne Heidi Ewing og Rachel Grady har lavet deres dokumentar ’Detropia’, mens byen var i frit fald og griber den svære opgave fornuftigt nok an ved at droppe ethvert forsøg på enkle forklaringer på, at det er gået en hel storby så galt.
I stedet for at skabe en analytisk holdningsfilm eller en nostalgisk historie om den navnkundige motor- og musikbys gyldne fortid har Ewing og Grady lavet en aktuel kollage om, hvordan byen er lige nu og her. Unge, ældre, arbejdere, arbejdsløse, politikere, kunstnere og byudviklere fortæller mere og mindre interessant om at være borger i en by, som i 1930 var den hurtigst voksende i USA og nu er den hurtigst skrumpende.
Mere end 10.000 huse står tomme og er under nedrivning. Lønninger falder, serviceydelser forringes, og biler importeres nu fra Kina.
LÆS OGSÅ Arkitekturredaktøren: Film bruger arkitektur til at komme ind i menneskets sind
Al den tristhed er fotograferet stemningsfuldt med især to gennemgående virkemidler: tragikomiske klip fra et kostumedrama i byens operahus og reflekterede, poetiske kommentarer fra videobloggeren Crystal Starr.
Urban farming er noget af det, som vinder frem og giver håb, hvor huse stod. Men det er næppe en generel løsning? I hvert fald ikke ifølge en gut, der tørt knirker om sin industriby: »Skal Detroit nu til at være et landbrug?«.
Hvis bygninger kunne tale
Der ligger en grandios ambition om at skabe et monumenttolkende filmprojekt – i 3D – bag ’Cathedrals of Culture’, som instruktøren Wim Wenders har fundet på. Her prøver Wenders selv og yderligere fem instruktører at svare på, hvad bygninger ville sige om os, hvis de kunne tale. De seks besvarelser svinger fra det fantastiske til det kedelige.
Set som et samlet projekt af tre timers varighed har ’Cathedrals of Culture’ nogle tydelige svagheder. De fleste instruktører lader bygningerne være jegfortællere i deres film, og den tilgang får i længden en uhensigtsmæssig klang af pligtskyldig skoleopgavebesvarelse. Ikke alle bruger 3D-teknologien godt, og overordnet virker det sært, at to bygninger er fra Norge, mens ingen er fra den østlige del af verden.
Wim Wenders’ egen film om Berliner Philharmonien er det bedst løste svar på opgaven. En musisk klippet, rigt perspektiveret og flot kortfilm om en pragtfuld, ikonisk bygning midt i Berlins hjerte. At Debussys ’Jeux’ er filmens lydspor, gør den ikke ringere.
LÆS OGSÅ Festivaldirektør: Arkitektur berører os alle sammen
Wenders’ film indleder projektet. Michael Glawoggers om Det Russiske Nationalbibliotek følger efter – tung, vemodig og mørk. Glawogger gør det fine, at han lader al tale i sin film være citater fra bøger. Desværre er den engelske indtaling ret ubehjælpsom.
Karim Ainouz fortæller smittende og interessant fra Paris’ aparte Centre Pompidou, mens det i Robert Redfords film om Salk Institute i mindre grad er den omstændelige indtaling, som fungerer godt. Det gør til gengæld billederne af Californiens moderne, meditative forskningscenter. Hos danske Michael Madsen er man i gode hænder og bliver både visuelt og tankemæssigt stimuleret af den samfundsbekymrede æstets bidrag om det norske Halden Fængsel.
fortsæt med at læse
