Johnny Depp genoptager gammel gonzo-glansrolle

Gonzo-Johnny. Ligesom i 'Fear and Loathing in Las Vegas' spiller Johnny Depp vennen Hunter. S. Thompson.
Gonzo-Johnny. Ligesom i 'Fear and Loathing in Las Vegas' spiller Johnny Depp vennen Hunter. S. Thompson.
Lyt til artiklen

Længe inden han brød igennem med sin gonzojournalistik, sine manerer og sit oppumpede ego, skrev Hunter S. Thompson et par romaner til skrivebordsskuffen, ’Prince Jellyfish’ og ’The Rum Diary’, og havde det ikke været for skribentens efterfølgende mytologiske berømmelse, ville verden nok være gået glip af dem begge.

Og dermed også denne i bund og grund fine filmatisering, hvor spradebassen Johnny Depp for anden gang spiller rollen som vennen Thompson; første gang var som bekendt i Terry Gilliams ujævne ’Fear and Loathing in Las Vegas’.

LÆS OGSÅ Depps gonzo-hyldest flopper i USA

Fortabte sjæle i troperne
Det er en ganske banal fortælling om en ung amerikansk journalist, som i 1960 kommer til San Juan i Puerto Rico for at bestride en stilling som journalistisk altmuligmand på en hensygnende avis, hvis redaktion er befolket med diverse fordrukne, fortabte og forelskede eksistenser.

Og under sit ophold vikles han i en affære med en lokal entreprenør og dennes smukke, men også ryggesløse kone.

Forlægget minder på mange måder stilistisk og tematisk om Thompsons senere forfatterskab. Og det har instruktøren og manusforfatteren forsøgt at få med over på lærredet. Hvilket kun delvis er lykkedes.



Men i Giovanni Ribisis rablende reporter, Moberg, og Michael Rispolis fotograf, Sala, er der godt med galskab og charme, mens Amber Heards billedskønne Chenault slet ikke passer ind i selskabet.

Hunter S. Thompson død

Men der er både tempo, flotte billeder og masser af humor i skildringen af livets både dovne og dødsensfarlige gang i den puertoricanske tropehede.

Depp kører på rutinen

Filmen er selvsagt bygget op omkring Depps figur, Paul Kemp, forfatterens alter ego. Og her viser den nu i overmorgen niogfyrreårige skuespiller sin stedse mere manierede og selvsmagende stil.

Han spiller ikke længere rollen, han spiller sig selv, som forsøger at spille rollen, hvilket man også kan se i Tim Burtons seneste bagatel, ’Dark Shadows’.

Hans indolente mimik og casual gestik er måske to the point, men også overgjort og lidet overbevisende. Praktisk taget stivnet i sin endelige form som kliché. Hvilket er synd og skam, når nu manden kan være så ind i helvede fremragende.

Henrik Palle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her