Med den karakteristiske lidt hæse stemme syngende på godt midtjysk kigger Gitte Løkkegaard en anelse forundret på sin imponerende tallerken.
Her breder æg, kartofler, karse og glasperleblank, orangegylden stenbiderrogn sig generøst ud over hele porcelænscirklen.
At stå ved sine rødder
»Det er noget lidt andet end det smørrebrød, jeg fik som barn«, siger hun først og kommer så i tanke om, at barndommens pyntede brød, bragt til farens tømrerfirma i store papbakker ved særlige lejligheder, i virkeligheden hed snitter.
»De var mindre, men det her minder mig nu alligevel om dengang. Når der var en fejring i firmaet af for eksempel svende og lærlinge, fik vi altid smørrebrød udefra. Og så sad man der på sin plads og så fadene gå rundt, mens man håbede på, at der var gode stykker tilbage, når fadene nåede ned til en«.
LÆS OGSÅ Omstridt 'etnisk' familiefilm får igen afslag på støtte
Minderne om snitterne i 1960’ernes og 1970’ernes landsby Bording Kirkeby mellem Herning og Silkeborg er ikke eneste grund til, at journalisten og forfatteren Gitte Løkkegaard har lyst til noget så ærkedansk som smørrebrød i dag.
»Det leder tankerne hen på det gamle Danmark. Der er noget smukt i at stå ved sine egne rødder og samtidig åbne sig tolerant over for andres«, siger hun, og det ordvalg passer sådan set ret godt på både hendes egen foreløbig 49-årige livsbane og på bogen ’MGP Missionen’ og den aktuelle film med samme titel.
Integrationsopgaven Karl
Gitte Løkkegaard har i mange år boet i Københavns Nordvest, hvor restaurationsservering af retter som ’dyrlægens natmad’ er en sjældenhed, mens shawarmaer er almindelige. Selv er hun vild med begge dele.
I hendes børnebog ’MGP Missionen’ og i manuskriptet til filmen er den kristent opdragede dreng Karl flyttet fra Hvide Sande ved Vesterhavet til Nørrebro i København.
Med sin dialekt, sin mangel på erfaring i at spise shawarma, høre hylende udrykningskøretøjer eller for eksempel bruge et positivt udtryk som ’sygt’ er det Karl, der i begyndelsen i andre børns øjne fremstår som en dansker af anden etnisk herkomst end nørrebrosk i ’MGP Missionen’.
»Shit, hvor er du en bonderøv. Det bliver svært at få dig integreret«, siger Karls nye ven Khalel til ’kammesjukken’ fra Vestjylland i bogen.
Drengene vil hinanden, og også Khalels søster Sawsan bryder sig om Karl. I bogen opstår der mellem de tre børn et venskab, selv om ingen af deres forældre er vilde med det. Karls mor er forbeholden over for den muslimske dreng. Khalels og Sawsans forældre er ikke trygge ved Karl.
Da Sawsan bliver udtaget til deltagelse i MGP, og hendes forældre ikke vil tillade hende at medvirke, planlægger de tre børn at stikke af nogle dage. Helt til Aarhus. Og så ruller handlingen, og relationerne familierne imellem udfordres.
Dumme voksne
I filmen er Khalel skåret ud af historien, men de væsentligste problemstillinger er de samme. For Gitte Løkkegaard har det både med bogen og filmen været væsentligt at fortælle, at der skal åbenhed til mellem mennesker med forskellig etnisk baggrund, hvis de skal kunne mødes på en ordentlig måde. Og tolerancen skal gælde begge veje.
Børn danner venskaber. Voksne møder ofte hinanden med angst og fokuserer på forskellene. Sådan har Gitte Løkkegaard selv oplevet det, da hendes yngste dreng, som nu går i 4. klasse, gik i børnehave i Nordvest.
»Dengang prøvede jeg at få kontakt til forældre med anden etnisk baggrund. Jeg forsøgte at lave legeaftaler, men det lykkedes aldrig rigtig. Senere har jeg tænkt på, om jeg også mødte dem med mistro og reservation. Det gjorde jeg nok«.
Først tænkte hun fortvivlet på, hvordan folk nogensinde skulle kunne leve sammen i kvarterer som Nordvest, når voksne ikke engang kunne lave aftaler for to børn, der gerne ville lege sammen.
»Men når jeg så børnene lege sammen i børnehaven, tænkte jeg: Det er jo dem, vi skal lære af. Når de vokser op, bliver det måske anderledes. Og så fik jeg ideen til en historie om, at det er de voksne, der er de dumme, og børnene de kloge«.
To afslag fra instituttet
Mens stenbiderrognen springer på tungen, og generationer af den royale familie i monarkiet Danmark sender højtidelige blikke fra gulnede billeder på væggene, må vi til det: snakke lidt om sidste sommers mediedebat om ’MGP Missionen’ – skabt af et afslag, nogen i Det Danske Filminstitut fik opmærksomhedsvækkende formuleret.
Producenten bag filmen ’MGP Missionen’ havde søgt om støtte efter den såkaldte markedsordning hos instituttet. Afslaget begrundedes i første omgang blandt andet med, at »film med et cast med en anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen«.
Bagefter trak instituttet den begrundelse tilbage og beklagede den også.
Producenten bag ’MGP Missionen’ søgte instituttet endnu engang, men fik tidligere i denne måned afslag igen.
Nu ifølge filminstituttets områdedirektør Claus Ladegaard i et interview med Berlingske med det argument, at ’MGP Missionen’ »ikke lever op til filmstøtteordningens kriterier, hvor et af dem blandt andet er, at filmen skal nå et stort publikum. Det har vi vurderet, at den ikke kan få«.
Den pæne overflade
Gitte Løkkegaard vil lade tiden vise, om instituttet har ret. Hun kan ikke se, at noget taler imod, at ’MGP Missionen’ kan nå bredt ud.
»Men instituttet er jo i sin ret til at give penge til de film, de tror mest på«, siger hun, som i øvrigt ikke behøver at tage på smørrebrødsrestaurant for at genfinde dele af sin egen barndoms stemning.
»Ingen vil jo sige, at Nordvest er et pænt sted at bo. Men jeg er glad for at være der. Det er sådan lidt klondyke. Ikke så pænt og poleret. Jeg voksede op et sted, hvor der stod masser af rustne, gamle maskiner på gårdspladserne, fordi folk ikke lige havde fået dem flyttet. Det udtryk føler jeg mig hjemme i. I Nordvest er der heller ikke så fimset og fint på overfladen. Og så kan jeg godt lide det miks af mennesker, som kvarteret har«.
fortsæt med at læse
