Den unge kvinde sidder alene i sin sofa juleaften. Hun samler et stykke pizza op med tæerne og spiser det, bæller sin dåseøl og bøvser højt. Hun er i færd med at ignorere søde telefonsvarerbeskeder fra både sin far og sin kæreste, der begge spørger, om hun ikke vil komme og fejre højtiden med dem. I stedet tager hun alene på spontant udvidet egotrip igennem USA.
Et par afsnit senere grundlægger hun et imperium af en webshop, hvor hun opkøber billigt vintagetøj og sælger det videre til overpris. Serien ’Girlboss’ kom ud på Netflix i april og er baseret på den sande historie om millennial-entreprenøren Sophia Amoruso, som grundlagde den nu konkursramte webshop Nasty Gal og er blevet retsforfulgt for at have fyret gravide medarbejdere. Netflix-serien har mødt modstand fra seere og kritikere. Fordi den forherliger et usympatisk brand – men også fordi de fleste simpelthen synes, at seriens Sophia er anstrengende og røvhulsagtig.
Cinematografiske skildringer af kvinder og heltinderoller på film og tv bliver ofte kritiseret for at være urealistiske, irriterende eller svære at holde af. Enten er de for pudsigt-søde, og så er de manic pixie dream girls, eller også er de surmulende, egoistiske kvindestoddere, og så er de manic pixie jerk girls. Man kan spørge sig selv, hvor det endimensionale kvindebillede stammer fra: fra instruktørerne og manuskriptforfatterne eller fra kritikernes diskurs? For hvad kan vi bruge de negative prædikater til?
Manic Pixie Dream Girl blev navngivet og dermed opfundet af anmelderen Nathan Rabin i 2007, da han skrev et essay om filmfloppet ’Elisabethtown’. Den kvindelige hovedkarakter, spillet af Kirsten Dunst, havde tilsyneladende ikke andet at foretage sig end at gøre livet bedre for den sorgtyngede mandlige hovedperson med sine skøre indfald, sin charmerende spontanitet og sin lyse lethed.
