Are you still watching?«. Alle, der har fået dårlig samvittighed af den lille besked fra Netflix, der typisk popper op, når du ligger komatøs på sofaen foran femte afsnit af ’Orange Is the New Black’ eller ’Homeland’, kender til bingewatching-dilemmaet. Du ved, du burde gå i seng. Du skal bare lige se ét afsnit mere. Og pludselig er klokken tre om natten.
Udbuddet af tv-serier har aldrig været bedre, større, mere alsidigt og siden streamingtjenesternes indtog lettere tilgængeligt. Den moderne serie hyldes som vor tids roman, omtales massivt i medierne og har for længst erstattet romanen og filmen som det mest populære emne ved frokostbordet. Mængden af gode serier overstiger langt almindelige menneskers fritid, så nu skammer vi os over det tv, vi ikke ser.
Kritikere mener, at bingewatching – det at se mange afsnit af en tv-serie i træk – er ved at kamme over. I en britisk undersøgelse svarer en tredjedel af befolkningen, at de har mistet søvn ved at bingewatche, og andre undersøgelser viser, at der er sammenhæng mellem bingewatching og depression. Samtidig peger tv-kritikere og ikke mindst tv-skaberne selv på, at bingewatching giver en mindre berigende seeroplevelse, fordi nuancerne i de enkelte afsnit flyder ud, og man efter et vist antal timer bliver bedøvet og uopmærksom. Andre argumenterer for, at binging giver et flow, der suger én mere ind i universet.
Da bingewatching-begrebet brød igennem omkring 2013, blev det ellers omtalt som det nye sort og var mere hipt end skamfuldt, fortæller filmredaktør på Soundvenue Jacob Ludvigsen.
