En ting er at være en relativt succesfuld sort standupkomiker, der bliver genkendt på gaden, får sit publikum til at tisse i skoene af grin og kan boltre sig med yppige unge damer på lagnerne nat efter nat; men det er ikke det samme som regulær berømmelse.
Den er nemlig – i alle fald i komedieserien ’White Famous’ – defineret ved, at også hvide mennesker kender ens navn. Og det er problemet for standupkomikeren Floyd Money, der spilles af Jay Pharoah og er baseret på Jamie Foxx og hans livshistorie.
Han vil gerne være superberømt, men har anfægtelser ved at betale prisen, fordi den ofte indebærer, at man sælger ud for at tækkes de hvide.
Den engang så skarpe og udfordrende sorte komiker Eddie Murphy – tænk på ham i lilla læder-outfit i forestillingen ’Raw’ fra 1987 – endte med at spille overvægtige sorte kvinder; og det er akkurat det, Floyd ikke ønsker, fordi det er racial kastration. Selv om hans lækre ekskone ville sætte pris på de dejlige penge fra de hvide film og måske endog overveje at lukke ham permanent tilbage i ægtesengen.
Hans agent, der har indiske rødder og enorme ambitioner, giver ikke så meget for de fine fornemmelser og har samtidig et godt øje til ekskonen.
Så han presser på, når hvide filmproducenter ringer og vil have lidt sort stampersonel til at pynte rollelisten – og samtidig eliminere mulig tvivl om racistiske tilbøjeligheder. Det fører blandt andet til et tilbud om en rolle med kjole i selskab med Jamie Foxx, hvilket skaber seriøse problemer i baglandet.
Men det tegner ret lovende og ganske morsomt. Pharoah er en seriøst fed speedsnakker og type, og persongalleriet omkring ham kan bestemt noget.
Hovedpersonen i ’Loudermilk’ er ikke standupkomiker. Det er til gengæld hans sidekick, den trivelige Ben, som spilles af Will Sasso, der af somme vil være kendt fra især komedieserien ’Less Than Perfect’.
Og han er en sjov figur, der skal forestille at være tørlagt alkoholiker, men ikke helt har opgivet sin daglige dry martini med oliven og en snack til.
Titelfiguren Sam Loudermilk kæmper til gengæld voldsomt med sine misbrugsproblemer, og han forsøger også at hjælpe andre med at holde sig på den stof- og alkoholfri sti. Hvilket er fint. Problemet er bare, at han er sådan cirka verdens mest ubehagelige og røvirriterende person. Vrissen, vredladen, egoistisk, hidsig og småtskåren.
Så når flere af de andre medvirkende betegner ham som enten ’røvbanan’ eller det menneskelige svar på en Ikea-stol, rammer de faktisk ganske pænt inden for skiven.
Sam er tidligere rockskribent og forfatter, men har opgivet det, fordi han på turné med et band ville falde af vandvognen på side fire – og hvis bandet var afholdende, ville det ske allerede på side to. Så han gør rent i en bank, bor sammen med Ben, og han tvinges til at hjælpe den sprut- og stofafhængige unge pige Claire, der indlogerer sig på sofaen.
Det sker ikke nødvendigvis ud fra et oprigtigt ønske at bistå det unge menneske; men det vil få ham til at synes god og menneskelig i forhold til den nyindflyttede – og hammerlabre – Allison (charmerende gestaltet af sci-fi-skuespillerinden Laura Mennell).
For sådan er det i det univers, folk gør ikke noget for ingenting. Og så er han tvunget af en anden grund: Hvis ikke han hjælper hende, mister hans selvhjælpsgruppe sit lokale i den lokale kirke, præsten dér er nemlig på god fod med Claires mor.
Dialogen er pænt skarp, og ikke mindst er Ron Livingston som Sam tilpas cool og elskværdig på en og samme gang, så rollen får den nødvendige kant. Man aner, at der er skævet til serien ’Flaked’ med Will Arnett. Det skal være tilgivet.
’Loudermilk’ er langt sjovere og med væsentlig mere nuancerede personer, der virker menneskelige i al deres forvredne omgang med hverandre.
fortsæt med at læse
