Rummet ligger for enden af en snoet hvid marmortrappe med et mørkegråt gelænder. Gulvet i det er dækket af et sort gulvtæppe. I en af fire brede cremefarvede stole med gyldne striber sidder han. I lys skjorte under en sort jakke, sorte bukser og Nike-sko, der nok nærmere er støvler. Tilbagelænet. Armene over kors. Så den venstre hånd under hagen, så ved venstre tinding, så på det venstre lår. Han smiler, ser venlig ud. Rødlige skægstubbe. Horisontale rynker i panden, der langsomt æder af hans hårgrænse, som havet æder af sandklitterne på Vestkysten. Han taler dansk med norske skygger. Bag ham hænger tre tegninger i gyldne rammer skævt for hinanden. På bordet foran ham står en hvid kop med sort kaffe på en ren serviet i en underkop og en plastikflaske fuld af vand. Man kan høre indrekøbenhavnske kirkeklokker spille.
Han er filminstruktør. Han er fra Norge. Han hedder Joachim Trier. Han er her for at tale om sin nye film. Hans fjerde film. ’Thelma’. Han siger: »Den handler dybest set om et menneske, der er angst for at miste kontrol. Først over sin krop, så over sit begær og til sidst over sin identitet, og derigennem finde ud af, hvad hun i virkeligheden ønsker sig dybt nede. Hvad er prisen for at frigøre os fra vores baggrund og prøve at finde os selv? Filmen er en blanding af et ønske om noget æstetisk, mystisk, mareridtsagtigt og meget filmisk på en måde, så jeg ikke kan reducere det med ord. Jeg ved ikke, hvad det billede betyder, men jeg vil lave det, jeg vil vise dig noget; jeg vil vise dig en slange, jeg vil vise dig en, der er fanget under vand, jeg vil vise dig emotionelle situationer, der bærer en tematik«.
Det er det, han vil vise i sin fjerde film efter ’Reprise’, ’Oslo, 31. august’ og ’Louder Than Bombs’, der tilsammen har trukket ham op i toppen af den skandinaviske filmpyramide. Han er, hvad Lukas Moodysson er i Sverige, og hvad Lars von Trier er i Danmark. Folk hvisker ’storhed’, når han kommer gående ned ad gaden med en af sine film i favnen. ’Thelma’ er Norges kandidat til Best Foreign Language Film, når der næste år skal uddeles oscarstatuetter.
Joachim Trier står i New York og føler sig som en idiot. Det er 2013, og indtil nu har hans film kun haft succes. Både ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’ er blevet hyldet og belønnet med priser verden over, og Joachim Trier er blevet et navn, der skaber forhåbninger. Men nu har han mistet noget af finansieringen til sin første amerikanske film, ’Louder Than Bombs’, fordi han vil have final cut på den. For han skal have final cut på sine film.
